Dating-issues: Ohøj singlemænd, jeg har brug for jeres hjælp
Radio & podcast
menu-close

Dating-issues: Ohøj singlemænd, jeg har brug for jeres hjælp

15. februar 2019 |

Ida Rud er træt af at date og vil gerne have en kæreste. Hun forstår ikke rigtig selv, hvorfor hun altid bliver fravalgt efter et par dates, men overvejer, om det måske er, fordi hun spiller rockmusik, drikker øl og elsker splatterfilm?

Journalist på 'Troldspejlet' og Ekko, samt filmanmelder på Berlingske, debattør og foredragsholder.

Privatfotos fra Ida’s Tinderprofil

Kære mænd, jeg håber, I tager vel imod dette: Jeg har brug for jeres hjælp.

Jeg er single, og jeg gad godt ikke være det. Da jeg ikke tager i byen for at score, men for at hænge ud med mine venner, og min nuværende arbejdsplads ikke byder på mulighed for romantiske relationer, så ser jeg mig nødsaget til at gå på Tinder for at finde flirts og fyre.

Der er måske det ”problem”, at jeg er lidt tyk. Det har jeg det selv okay med, men det er ikke alle andre, der har det. Jeg prøver dog at imødekomme det ved at lægge billeder på min profil, hvor jeg er ret afklædt. Jeg har været på mange dejlige dates med skønne mænd. Og dem, der ikke gider runde damer, har ligesom haft mulighed for at sortere mig fra – for det er altså okay, hvis du ikke tænder på min bløde mave. Vi har alle sammen forskellige præferencer.

Men jeg har et andet datingproblem. Det er det, jeg gerne vil have jeres hjælp til at afklare: Jeg tror, mit arbejde og mine interesser er for ”mandede”.

Jeg arbejder på tv-programmet ’Troldspejlet’, og jeg kan nærmest ikke møde en mand i min generation, som ikke siger, at det er hans drømmejob (og det er jo også det vildeste drømmejob!). Jeg er film- og musikanmelder, spiller i et rockband og er kæmpe film-, musik- og litteraturnørd.

LÆS OGSÅ: Hvis du vil have et lykkeligt parforhold, så find dig en sød person – ikke en, der ligner dig selv

Jeg tænker, at de interesser umiddelbart kan virke tiltrækkende på mange mænd – tanken om at have en at gå til koncert med, se splatterfilm med og gå på brunt værtshus med. Men nok er mine interesserer maskuline, hvis man overhovedet kan sige det om interesser, men jeg er selv ret feminin. Jeg går som regel i kjole og med makeup, fint blondeundertøj og jeg er ved at få langt hår igen, for da jeg var korthåret, matchede jeg med nul mænd. Mænd lader til godt at kunne lide langt hår, og det kan jeg sådan set også godt selv.

Men jeg bliver stadig fravalgt som kæreste. Jeg har ellers mødt rigtig mange skønne mænd, og der har været både kys og sex og date 1, 2 og 3. Men sjældent mere end det. Og jeg forstår det ikke. På de gode dates grines der meget, jeg oplever snakken som spændende og udfordrende og berigende. Og der må være noget tiltrækning, siden jeg som regel ender med at få både kys og orgasmer og sommerfugle i maven.

Så jeg kunne vildt godt tænke mig at finde ud af, hvorfor jeg bliver valgt fra i næste skridt. Jeg tror egentlig, alle gerne vil afvises med ærlighed i stedet for alverdens dårlige bortforklaringer eller ghosting. Selv om det er ufedt at få at vide, at man er for fed til kærlighed eller har dårlig ånde, så siger det mere om den, der afviser, end om mig.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Hvad blev der af fjumredating?

Ellers tænker jeg, at det kunne være det med de interesser, jeg har? Jeg ved måske mere om Mike Patton og ’Star Wars’ end dig. Er det et mand-kvinde-turn-off? Skal jeg lytte til Beyoncé, gå op i neglelak og læse ’Fifty Shades of Grey’ for at være kvinde nok til at få en kæreste?

Der kan selvfølgelig være alle mulige grunde til afvisningerne, men jeg er træt af at spekulere over det. Det skal lige siges, at jeg hverken er afvigende af natur, et røvhul eller udpræget irriterende. Så vil I ikke gøre mig klogere? Det handler ikke om, at jeg vil ændre på mig selv, men måske bare fremhæve nogle andre sider – for dating er åbenbart lidt et spil, og jeg vil gerne være bedre til det, så jeg kan holde op med at date.

Ida Rud kan kontaktes på: ida.rud.nielsen@gmail.com. Men please! Ingen asshole-kommentarer!

Ida Rud Nielsen

Journalist på 'Troldspejlet' og Ekko, samt filmanmelder på Berlingske, debattør og foredragsholder.