På årets første to dage er jeg helt oppe på en fuld pakke Kleenex om dagen. Jeg blæser snot ud af hovedet, fra jeg står op, til jeg går i seng igen med en næse, der er så ødelagt som den hårde hud på min mormors gamle hæl.
Jeg har det som om, at Omikron voldtager indersiden af min hjerneskal og efterlader resten af min krop så slatten som en kold kyllingefilet. Jeg sveder af feber og ligner en uelsket ged, men jeg har hverken corona eller tømmermænd, jeg har bare gennemlevet min værste nytårsaften måske nogensinde.
Klart, der er folk, som får skudt øjnene ud og mister fingre på nytårsaften, fordi vi af en eller anden sindssyg grund accepterer en sindssyg leg med krudt lige der, hvor årets sidste time klinger af, men målt på andre parametre kunne min aften ikke være gået meget værre.
I bagklogskabens alt for klare lys kunne jeg lige så godt have lagt mit hoved under en guillotine fra start. Vi havde spillet for højt spil med planlægningen. Men som jeg plejer at sige: Man vinder ikke, hvis man ikke spiller. Og selvom vi har to små børn, der sover så dårligt om natten, at man ikke kan slå en prut uden at vække den ene, som så vækker den anden med sit hyl, går vi til nytårsfest hos nogle venner (som også har små børn) med en helt urealistisk plan om at putte dem kl. 19, hvorefter vi skal spise boeuf bourguignon og drikke. Sådan er slagplanen.
Egentlig skulle vi allesammen have været i sommerhus med et tredje vennepar, men corona krævede sine ofre blandt dem, så det her er plan b.
Måske er det et varsel, at jeg kløver blommen på min pegefinger med en brødkniv, så blodet fosser ud, lige inden vi går ud af døren klokken halv tre med to fastspændte unger og en hjemmebagt gateau marcel i klapvognen. Måske er det bare på grund af nerver, at den smutter. Ærligt talt kan vi ikke rigtig overskue at skulle nogen steder for at holde nytår, fordi det altid er et forbandet hyr og 1:1 stressende at have små børn med ude i verden – især iført pænt tøj – men vi kan heller ikke overskue at sidde derhjemme og gå glip af noget. Det er jo, som man siger, årets fest.
Kl. 15.35: Der er så småt gang i gaden, og nogle skyder en raket af, andre leger med kinesere, mens vi krydser Jagtvej i total tåge og dis. Min søn elsker kaosset, kan jeg se. Min datter er skræmt fra vid og sans.
Da vi træder ind af døren hos vores venner, begynder min datter at klage. Hun har sådan en bestemt lyd, som er virkelig irriterende. Efter en halv time har hun skruet så højt op for volumen, at min kæreste prøver at gå en tur med hende i klapvognen for at se, om hun vil sove. Fun fact, Einstein: Ingen børn kan sove fra lyden af 14 vilkårlige eksplosioner i minuttet. Så de kommer selvfølgelig tilbage efter en halv time. Nu er min datter på et niveau med reel gråd, og de fortrækker til et værelse, hvor putningens 2. fase, vugning på arm, går i gang. Men det nytter ingenting, og efter lidt tid tager jeg over for at se, om det er det, der skal til.
I mellemtiden har jeg drukket to glas bobler og en øl for at få lidt ud af aftenen med vores venner. Mit blod pumper derfor rundt i kroppen, mens jeg skiftevis sidder på en yogabold og desperat laver 144 squats med min datter i favnen. Hun er fuldstændig ligeglad, og tårerne bliver ved med at trille. Jeg forsøger med lidt flere squats, men har fået for meget mælkesyre i benene.
Min kæreste kommer ind: “Det går ikke, det her,” siger hun. Jeg giver hende ret og giver hende barnet og går ud i stuen, hvor min ven sidder alene og venter med maden, mens hans kæreste putter deres ene barn. Stemningen er nervøs, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Vi åbner en øl hver og skåler.
På det her tidspunkt er klokken halv syv, og jeg har det allerede som om, jeg har løbet et marathon med Eliud Kipchoge.
Vi spiser lidt og prøver samtidig at ignorere den konstante lyd af min datters vræl. Da klokken er 18.45, kapitulerer vi. Vi beslutter, at min kæreste må gå hjem med vores grædende datter.
Hun smutter og skriver lidt efter en sms: “Det er så nederen”.
Efter vi andre har spist, pakker vi noget mad ned i en plastikbøtte, jeg snupper to øl i køleren, og så siger min søn og jeg farvel, og tak for i aften til vores venner. Vi siger til hinanden, at det bare er, “sådan det er”, men indeni er jeg en fem-årig dreng, der ikke fik den racerbil, han havde ønsket sig til jul.
Da vi kommer hjem, sover vores datter i vores motoriserede slyngevugge, som kører i sit højeste gear. Min kæreste har pustet to serpentiner udover vores spisebord, og da vores søn endelig sover, spiser hun i stilhed en portion total lunken boeuf bourguignon.
Det her er ikke vores aften, men vi aftaler, at vi vil holde os vågne til midnat og drikke champagne og facetime med vores venner. Da klokken er 22.50, sover vi begge to.
Kl. 00.00: Gaden går amok, alle fyrer deres krudt af, og himlen over Nørrebro er et gnistrende flammehav, der vækker os begge to. Vores datter vågner og skriger igen, men hun kan ikke ammes, fordi hun er for snottet til at trække vejret imens.
Det er af åbenlyse årsager også her, at vores underboer, som holder fest, finder deres indre dj frem. Han fortalte mig tidligere på dagen, at han arbejder i HiFi-Klubben, og det mærker vi nu. Jeg har aldrig hørt ‘I need a dollar’ i så high fidelity. Bare en forbandet skam, at det skulle være lige nu.
Vores naboer til den anden side holder også fest, og de hører noget helt andet musik, mens de skriger på en så idiotisk måde, at jeg ville foretrække at lytte på en nazgûl, der fik en sprøjteorgasme. Jeg hader mine naboers glæde, og 2022 kan rende mig i røven.
Ingen af os kan sove, og jeg kan mærke, at jeg er ved at blive syg af forkølelse for gang nummer en milliard den her vinter. Alligevel står jeg op og går rundt med min datter, som stadig ikke vil sove. Jeg sætter mig i sofaen med hende på mine knæ, og hun kigger mig ind i øjnene med et blik, der midt i det hele får mig til at elske hende intenst. Nok fordi jeg har bebrejdet hende, selvom intet af alt dette i virkeligheden er hendes skyld.
Sidste gang jeg kigger på klokken, er den halv tre.
Jeg ved ikke, hvad klokken er, da jeg vågner næste dag. Men jeg ligger i min søns seng sammen med ham. Mit hoved er en inficeret snotfabrik på seriøst højtryk, og jeg bliver nødt til at lade mig teste. Jeg er overbevist om, at jeg har corona, og at jeg selvfølgelig har smittet vores venner. Hvorfor dog ikke?
Dopet på Otrivin og Panodiler går jeg i Fælledparken (der er mit nærmeste kviktesttelt) med min søn i klapvognen. Men de har lukket og åbner først kl. 12. Det er en joke, tænker jeg. Omikron holder jo ikke fri, bare fordi det er 1. januar.
Jeg tvinger mig selv hen på en legeplads, hvor jeg kan overvære min søn hoppe på en trampolin, og efter halvanden times tid står jeg endelig med en vatpind i næsen. Min sidste, det er jeg overbevist om, nu hvor manuskriptet til mit liv i 2022 endegyldigt har vist sig at være en brutal undergangsfilm.
“So we meet at last, Omikron, dit svin,” tænker jeg for mig selv. Vi trasker hjem.
Her efterfølgende virker hele det her skandaledøgn mindre alvorligt, men når man står midt i det, er det intenst, og man kan ikke sætte sig ud over det, fordi bare 10 minutter med babygråd reelt varer et ondt år i ens bevidsthed. Det er en ecstacy-pille kogt på ren kortisol, som aktiverer alle faresignaler i din krop. Du kan ikke være i det, men du kan heller ikke ikke være i det. Det er forælderens lod. Når det så endelig løjer af, får man klarsynet igen. Var det så slemt?
Nu kan jeg også godt se, at der var en helt særlig ironi over den sms, jeg modtog mellem 30-60 minutter senere: “NEGATIV”.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
