Foto: Kia Hartelius

Ung og corona-ensom: Her er en dansevideo for dig

2020 har været årtusindets bundskraber, når det kommer til socialt samvær, livsglæde og fællesskab. Denne dansevideo forsøger at indfange følelsen af corona-ensomheden, som vi efterhånden kender så godt.

Det har været et hårdt år for alle. Særligt for de unge, som har oplevet, at et helt års socialt samvær er blevet aflyst. Fester, festivaler, julefrokoster og fødselsdagsarrangementer i kalenderen er blevet streget på stribe, og myndighederne har opfordret os til at blive hjemme alene.

Hvordan føles det at være ung og corona-ensom? Det forsøger dansevideoen ’Apart’ nu at sætte trin på. Den er blevet til i et samarbejde mellem Den Kongelige Ballet og arbejdsfællesskabet for psykisk sårbare unge, Fountain House.

“Vi forsøger at reflektere de klaustrofobiske og fremmedgørende følelser, som mange unge sidder med her under coronakrisen, hvor man ikke må kramme og holde om hinanden – selvom de har brug for det,” siger filminstruktør Jeppe Kolstrup, som har instrueret videoen.

På under fem minutter skal dansen altså tage os med ind i ungdommens coronaverden. Den er præget af FOMO, ensomhed og længslen efter dengang, hvor verden var normal. Dengang man måtte give et kram, når man havde lyst.

Men selvom filmen er til for at give unge, som føler sig ensomme lige nu, noget at relatere deres følelser til, fortæller den også, at der er håb for, at bedre tider er på vej. Tider, hvor vi kan glemme alt om hudsulten, vi oplevede i 2020. I sidste scene bryder danserne nemlig fri af isolationen og får de store krammere, som de har hungret efter så længe – hvis bare de holder ud og er stærke hver for sig, indtil vi må være sammen igen.

Hører du til blandt dem, der føler hudsult, FOMO, ensomhed og alle de andre ærgerlige følger af corona, kan det være, at videoen kan hjælpe dig gennem de sidste hårde uger af det ensomme år. Du kan se den fem minutter lange video kvit og frit lige her.

Find mere om
Footer graphics