kræft syg hænder
Foto: National Cancer Institute/Unsplash

Do’s & dont’s med en kræftpatient: Hold din alternative viden for dig selv og giv en lasagne i stedet

At være ven til en alvorlig syg er svært, for hvornår er man for meget eller for lidt? Her kommer lidt tips til, hvordan man bedst hjælper et menneske, der kæmper for sit liv.

Dont’s

1. Lad være med at fortælle om dine dead homies

Møder du en syg, så lad være med at fortælle om din nabos mor, der døde af ”præcis det samme”. Mennesker, der kæmper for deres liv, har ikke brug for at høre om dem, der faldt. De ved godt, at sygdommen er farlig. Giv dem omsorg og håb og lyt.  

2. Døden er privat

Kender du ikke den syge, så lad være med at spørge om kæmpestore alvorlige ting som: ”Hvor længe har du igen”, eller ”hvordan ser prognosen ud”. Det er samtaler, der er helt intime med ens allernærmeste, ikke taxachauffører, massører, bekendte eller kollegaer.

3. Lad være med at forsvinde

Mange mennesker kan ikke håndtere andres kriser. Det er okay, vi har alle ting, vi mangler at lære. Men så vær ærlig, og sig det til din ven: ”Jeg har det mega svært med din sygdom og aner ikke, hvad jeg skal gøre eller sige”. Alt er bedre end venne-ghosting i en svær tid.

4. Hold på din egen sorg

Du må på en eller anden måde prøve at fritage den syge for dine bekymringer og din sorg, hvis det går den forkerte vej. Den syge kan ikke bære al den sorg og alt det ansvar oveni sit eget alvor. Prøve at tude af hjemmefra.

5. Lad være med at lyve

Sig ikke “hvor ser du godt ud”, hvis det er løgn. Den syge ved godt, at han/hun ligner lort, og det hjælper ikke, at du lyver. I øvrigt: Lad nu være med at tale om kemopatienters hår hele tiden, det er forbundet med kæmpe traumer at miste sit hår, og den syge ved godt, at det ser mærkeligt og anderledes ud. Man kan sagtens helt lade være med at tale om den syges udseende, det er ikke så vigtigt.

6. Hold din alternative “viden” indenbords

Der er meget at navigere i som alvorligt syg, og man bliver tæppebombet fra alle sider med tips og tricks, som velmenende mennesker har læst på internettet. Men man kan ikke bekæmpe kræft med broccoli eller eksotiske teblandinger, så medmindre du rent faktisk er sundhedsfagligt uddannet, er det en god idé ikke at belaste den syge med dine fornemmelser for helse.

Do’s

1. Hjælp med det konkrete

Vis din omsorg og tilbyd hjælp med praktiske ting. Det er ikke nok at sige: ”Du må endelig ringe, hvis der er noget”. Har man det dårligt, ringer man ikke. Vær konkret – spørg, om du skal hente din syge vens børn eller komme forbi med en lasagne. Husk også, at i starten tilbyder alle hjælp, men måske er der mere brug for hjælp et halvt år inde i forløbet.

2. Vær tålmodig

Har din ven eller familiemedlem det svært, er det ikke sikkert, at de får svaret på beskeder eller takket for blomster. De normale sociale spilleregler er lidt sat ud af spil, og et venskab kan godt blive meget envejs i en periode. Lad være med at tage tavshed eller manglende initiativ personligt.

3. Forkæl den syge

Lav en kemokalender (ligesom en pakkekalender bare en lille ting for hver behandling), tag forbi og nus den syge, køb en lækker smoothie med, find en ekstra laber håndcreme, send et link til en spændende podcast, spørg, om du kan hjælpe med rengøringen, lig på sofaen sammen, og se en film og hold i hånd. Alle former for omsorg i en svær tid hjælper.   

4. Tilbyd at tale om mørket

Totalt afhængigt af dagsformen, og hvor den syge er i sit forløb, men det kan være ensomt at gå med sin dødsangst og sit mørke alene. Når det kommer til kræft og andre alvorlige sygdomme, vil vi så gerne, at den syge skal få det bedre. Men det er ikke sikkert, at det sker, og der kan være brug for at tage mere eksistentielle eller spirituelle samtaler, både med venner og familie. Tilbyd at du gerne vil lytte, også til det grimme og det svære.  

5. Prioritér og sæt tempoet ned

Hav god tid, meget god tid, når du er sammen med den syge. Svære og sårbare samtaler opstår ikke, hvis den syge fornemmer, at du allerede er på vej til dagens næste gøremål og bare lige skal have tjekket de sædvanlige hv-spørgsmål af.

Find mere om
Footer graphics