Danskerne hader at handle ind. Når de kommer ind i et supermarked, vil de for alt i verden bare ud igen så hurtigt som muligt. Køer, alle hader dem, og de får vitterligt det værste frem i helt almindelige mennesker. Forleden stod jeg og ønskede, at vedkommende foran mig ville gå hjem og få udslæt, fordi hun snød foran mig. Men hvorfor er det egentlig sådan? Hvorfor, spurgte en ven mig, er der ingen, der handler ind i ro og mag – og slår en passiar af med købmanden, ligesom de gør i Italien for eksempel?
Det er der helt sikkert mange grunde til, men en af dem er nok, at kassemedarbejderen ikke gider. Faktisk kunne de ikke finde på noget mindre tillokkende end at have noget med dig at gøre. Det er ofte min fornemmelse, når jeg handler ind i det københavnske. Irma var undtagelsen, og alle de andre steder er kassemedarbejderen som regel en ungarbejder med en ear-pod i det ene øre og en Monster Energy i skødet, som han/hun/hen så patter lidt i mellem varerne. Øjenkontakt, glem det. Ikke sjældent gider de ikke engang at sige, hvor meget man skal betale. Skide hyggeligt.
Forleden var jeg så i en butik og stod i den situation, at jeg havde brug for hjælp til nogle produkter. Ved kassen, hvor der i øvrigt ikke var andre kunder, måtte jeg stå og vente på, at den ansatte kvinde blev færdig med noget på sin mobil, før hun kunne være til rådighed. Efterfølgende måtte jeg stå og vente på, at hun slog den efterspurgte vare op på computeren, hvilket foregik i et tempo, der var så langsomt, at tiden gik i stå. “Den har vi ikke,” lød beskeden, hvorefter jeg sendte hende et spørgende blik. Har I noget andet? Hmm. Ikke forstået. Hun var en zombie. En arrogant zombie, som jeg nu hader.
Jeg måtte forlade butikken tomhændet, hvorefter jeg så gik hjem og bestilte varen på nettet fra butikken.
Sådan er det selvfølgelig ikke hver dag, men det var ligesom dråben, der fik mit bæger til at flyde over. I København er servicen generelt så pivdårlig, at det til at græde over. Det undrer mig virkelig, for det ville være så let at være venlig, og på den måde give folk lyst til at komme igen.
Det står samtidig i skærende kontrast til den oplevelse, man har som fysisk forbruger i Jylland, hvor de ansatte (ja, det er stadig generelt) er enormt flinke og glade for at se en i deres butik. Man går bogstaveligt talt ud i verden som et gladere menneske efter sådan et besøg. For nylig havde jeg noget vestjysk familie på besøg, som var fuldstændig lamslået over apatien i vores lokale Rema1000. De drog straks den konklusion, at kassemedarbejderen måtte være på stoffer. Det var hun næppe, men det er meget sigende for oplevelsen. Hvorfor opføre sig så dødt?
Udover at det selvfølgelig er super dårlig stemning, at vi møder hinanden med ligegyldighed som mennesker, er det også en trussel mod den fysiske butiks overlevelse. Alle begræder, at de lokale butikker lukker på stribe, mens internethandlen bare vokser og vokser. Og det er selvfølgelig også den enkeltes ansvar at gøre noget ved dén udvikling ved at støtte den lokale købmand, kiosk og café igen og igen, men det gider man jo ikke, hvis servicen er fuldstændig latterlig. Jeg er ked af at sige noget så affældigt, men: Som tingene er lige nu, mangler der noget pli i den københavnske servicebranche, og det er på tide, at gøre noget ved det. Vi kunne jo starte med at sige ‘hej’ til hinanden.
/Thomas Balslev
Vera synger
Den danske producer og musiker Vera er mest kendt for at have lavet en af nyere tids bedste sange overhovedet, nemlig ‘Paris’ sammen med Lord Siva. Bag kunstnernavnet Vera finder man 32-årige William Asingh, som er en notorisk first mover med hensyn til musikalske strømninger. Nu er han aktuel med en mini-plade med titlen ‘Studio Update 1’, som består af tre pop-sange med ret forskellige tilsnit. I hvert fald er der både elementer af grunge og nu-metal på pladen, hvor Vera også for første gang selv synger. Det lyder virkelig godt.
/Thomas Balslev
Hvem slutter på toppen?
Top Boy har længe været kronjuvelen i Netflix temmelig broget udvalg. Den har de seneste sæsoner været blandt de aller bedste gangsterserier på højde med fx ’Peaky Blinders’ uden yderligere sammenligning, for ’Top Boy’ har et anderledes (social)realistisk twist på genren.
Vi følger Dushane og hans barndomsven Sully i deres beskidte og ikke særlig glorværdige kamp for at hæve sig blot en smule over den gemene narko-gadesælger.
Med sin helt særlige britiske underklasselingo, stærke beats og suveræne skuespillere har den været en fornøjelse. Men nu er det slut. Den sidste sæson har netop fået premiere, og måske får vi svaret om, hvem der ender som ’Top Boy’ (hvis den rolle nogensinde er andet end til låns).
Se den på Netflix
/Emil Norsker
Pussy Riot på Louisiana
Den aktivistiske russiske kunstgruppe Pussy Riot har lavet deres første store udstilling på et museum på Louisiana. De fleste af os husker nok Pussy Riot for deres punk-inspirerede happenings, og måske især for dengang de i 2012 lavede den såkaldte ‘punk prayer’ i en kirke i Moskva, der ligesom resten af deres protestaktioner kritisererede det russiske styre. Gennem årene har Pussy Riot udviklet sig fra et kollektiv til en bevægelse, der arbejder for at fremme feminisme og generelle menneskerettigheder. Udstillingen på Louisiana dokumenterer deres samlede virke og løber frem til 14. januar.
/Thomas Balslev
Spræng fabrikken
Vi bliver lige lidt i det aktivistiske hjørne på grund den glimrende danske forfatter Malte Tellerups seneste bog ‘Spræng fabrikken’, der nu er på vej i 3. oplag. Bogen er lige dele sabotagemanual og spændingsroman om tre venner, der angriber en kemikaliefabrik i klimaets hellige navn. Den placerer sig indenfor økolitteraturen, men formår også at udvide rammerne for, hvad den genre kan rumme. Og det på trods af bogens omfang, der er på sølle 56 sider. Det er jo praktisk talt bare en hapser. Værsgo’.
I samme ombæring kan man passende læse eller genlæse vores ældre, men stadig oplagte interview med Malte Tellerup her:
/Thomas Balslev
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Det er efterår, og en ny sæson er snart for alvor over os. Det betyder heldigvis også nye sæsoner af nogle af vores mest populære formater såsom ’37 timer’ med Abdel Aziz Mahmoud som vært. De første to afsnit er allerede ude, hvor du blandt andet kan høre om, hvorfor Sebastian Lynggaard sagde sit job op.
Det er heldigvis ikke det eneste, vi skal høre til Sebastian Lynggaard, for han er som bekendt også den ene halvdel af vores podcast ’Venskabt’ sammen med Annika Aakjær. I sidste uge var hun dog syg, og derfor trådte Thomas Balslev til. Ham kender du godt, for hans analyser af ’Gift ved første blik’ er noget af vores mest læste (og underholdende) stof. Du kan læse den seneste her, og så kan du høre hans gæsteoptrædende i Venskabt her nedenfor.
Britney er i dag mest i spalterne for, hvad der virker som massive mentale udfordringer og familiestridigheder, men der var også engang, hvor hun bare lavede fremragende popmusik. Thomas Rosenberg Lehman fortæller, hvordan pladen ’In the zone’, der er denne måneds klassiker, gav ham mulighed for at få afløb for impulser og følelser.
