Når vi når hertil i ‘Gift ved første blik’, er det altid make it or break it for parrene. På bryllupsrejsen får man et meget tydeligt varsel om, hvor det hele ender.
Eivind siger, at bryllupsrejsen er en “samarbejdsøvelse”. Findes der noget mere romantisk?
Bryllupsrejser er altid lort, fordi det handler om at finde vej 90 procent af tiden.
Parrene ved imidlertid ikke, hvor de skal på hen, før de åbner en kuvert med en guidebog i lufthavnen. Frygteligt. Man kan jo ikke rigtig tillade sig at være skuffet i sådan en situation, man skal ligesom prætendere begejstring uanset hvad.
Det går godt for Rasmus, der faktisk fremstår som om, han gerne vil til Irland. Det går dårligt for Nicklas, som skal til Ungarn og simpelthen mumificerer sig selv indefra.
Derfor bliver vores tidligere prognoser for parrene også blot bekræftet yderligere i dette afsnit. Lad os komme i gang med at dele procenter ud.
↑ Jeanette og Michael: 65 %
Michael er blevet vild med Jeanette helt “ind i knoglerne”. Forud for rejsen er han grædefærdig. Han er en blød mand, Jeanette er ikke en blød kvinde.
De skal til Nice, og Michael siger så: “Der er nice i Nice,” hvilket Jeanette aldrig havde tænkt på.
Jeanette har et misbrug med hensyn til sko, hun har nemlig kun “fire par med til tre dage”.
Nogen skal snart fortælle hende, at dét er værre end at vende toiletpapiret indad.
I Nice er Jeanette glad for, at Michael “engagerer sig for alt” og har viden om, hvor Saint Tropez er.
Så skal de danse salsa i en offentlig park, fordi Michael elsker at danse salsa i en offentlig park. Det består dog basalt set i at gå stift frem og tilbage mange gange, mens der står en spansk mand og ser på.
I betragtning af at Jeanette har så mange sko virker det ulogisk, at hun IKKE HAR NOGEN SKO PÅ.
Michael fortæller på en restaurant, at han ikke har haft forhold op gennem tyverne. I Jeanettes øjne svarer det til ikke at have nogle testikler.
Derfor aner man for første gang også nogle ugler i mosen hos det her par, som ellers har det strålende. Michael vil ikke sige, at han er forelsket, men alt tyder på det, og stemningen er overvejende god.
↑ Mark og Line: 85 %
Jeg elsker det her par. Mark og Line skal til Barcelona, og det er genialt, fordi Mark ved, at mad bare er “los kortelettos”.
De finder ud af, at der ikke er en rigtig væg ind til toilettet på deres hotel, og det skaber mindre skidekrise.
Alle ved, at det ellers havde været godt fjernsyn.
Line siger, at det er meget grænseoverskridende for hende, når hun “skal på tøjlæt”. Også kendt som den fine udgave af det vestjyske udtryk TOLÆT.
De tager på en restaurant, der hedder Don Kilo, hvor de spiser pepperoni-pizza med kniv og gaffel.
Andre observationer:
1) De orienterer sig efter en stor dildo i byen.
2) Marks garderobe består af samtlige farveprøver fra Flügger.
På date skal de lave paella, og det viser sig, at Mark ikke kender til fænomenet ‘peberfrugt’. I øvrigt bliver han mentalt nedbrudt af at spise skaldyr.
Folk med den slags fobi beskrives på sundhed.dk som mennesker, der generelt hellere vil trykspules i munden med en slamsuger end at spise blæksprutter.
Trods udfordringer går det godt på den romantiske front hos det her par, som også ender med “at kysse” off cam. Små skridt i den rigtige retning, så prognosen går op.
↑ Sara og Rasmus: 85 %
Vi ser næsten ikke noget til Sara og Rasmus i det her afsnit. Men det skyldes nok, at de går i seng med hinanden hele tiden.
De skal til Irland, og det er jo, som det er. Full English og gråvejr.
Rasmus skal køre i den forkerte side, og Sara har af uransagelige årsager aldrig overværet noget så sjovt.
Man kan som bekendt godt blive lidt kulleret, når man bliver forført. Faren er dog, at Sara faktisk dør af grin i det her program.
Hele Danmark tror i flere minutter, at Sara tager på vandring i bar røv på grund af hudfarvet strømpebuks og har svært ved bevare fokus overfor noget med Harry Potter og irsk historie.
Rasmus synes, at udsigten fra en skrænt er fin, og så går de nærmest i seng igen. Farveller. Vi glæder os til at se lidt mere til jer i næste uge, hvor pjalterne skal slåes sammen over i Odense.
↓ Pernille og Martin: 1 %
Det her par er i frit fald efter dagens afsnit. Det er en katastrofe. Det starter ellers godt med, at de skal til Rom, og Pernille har et jakkesæt på i en pangfarve, som er nem at se. Martin smadrer det hele med sætningen: “Så skal vi have noget rom og cola.”
Pernille skraldgriner, mens hendes sjæl skriger efter hjælp.
Martin forklarer, ‘roma’ betyder føde på færøsk, og det er den slags information, som er definitionen på pølsesnak. “Romanesco,” siger han så.
Det er pest i ørene.
Han snakker KONSTANT. Halvdelen er det er løgn. For eksempel: “Man kan aldrig tage for mange billeder.”
Pernille har det dog på samme måde. De fotograferer derfor vindueskodder og er momentant lykkelige.
“Jo hurtigere du går, jo mere kalorier ryger der,” siger Martin. Man kan dø af at høre på sådan noget.
Så skal de på “mega romantisk date”, hvor Martin har købt blomster og fået bord på en restaurant, hvor væggene er lavet af gennemsigtig teltdug.
Måden man ødelægger en romantisk date på er i udgangspunktet ved at sige, at man skal på en mega romantisk date.
Det svarer til at bolle med nogen, mens man siger “nu boller vi”.
Det er skrækkeligt, det her. Scenen, hvor Pernille kigger ud af vinduet i taxaen på vej hjem, er ifølge hemmelige kilder skrevet af Lars Von Trier, men kom ikke med i ‘Melancholia’, fordi den var for barsk. Vi beder en fælles bøn for, at tingene løser sig i næste uge. Men det ser sort ud.
↓ Sara og Nicklas: 5 %
Sara og Nicklas er også et svært sted, men leger så den leg, der hedder ‘gæt, hvor vi skal hen på bryllupsrejse’. Sara vinder, fordi hun havde gættet på Budapest, som er rigtigt.
Nicklas synes, at det er “okay gættet.”
Sara siger, at hun tror, det bliver stille og roligt på bryllupsrejsen. Ingen tvivl om det.
Nicklas starter flyrejsen med at sove en lur.
Han kunne muligvis indgå et problemfrit forhold med en flise fra Jem & fix
I Budapest er Nicklas opmærksom på, at de skal “aligne” deres gå-hastighed, hvilket er den mest absurde sætning i nyere dansk tv-historie.
De foretager en bjergbestigning, som er lige så romantisk som en rullepølsemad. Det, der går galt, er, at Sara gerne ville samtale med Nicklas undervejs. Nicklas vil for enhver pris bare opad. Det giver ingen mening.
Alting er så akavet. Det er stort mysterium, hvorfor Nicklas har meldt sig til det her eksperiment. Især fordi han hellere vil “lege, at de ikke er gift”. Til gengæld tager de det virkelig pænt, begge to. Men dybest set er de fucked.