Spoilers kan forekomme
Det så sort ud for DR’s elskede boligformat, der har været på slingrekurs, siden Mads Steffensen forlod DR. Anna Lin var fejlcastet som ny vært, og elskede Flemming Møldrup quiet quittede, fordi han havde tabt sin begejstring. Jeg var ægte bekymret for ‘Kender Du Typen?’, for godt nok er Anne Glad blæret, men hun kan jo ikke bære programmet alene. Det var derfor med bankende fanhjerte, at jeg satte mig til at se den nye sæson med det nye hold – vært Tobias Hansen, som mest er kendt som frisk sportsvært, og livsstilsekspert Jacob Holst Mouritzen, som jeg aldrig havde hørt om før, og selvfølgelig Anne Glad.
Sæsonen har været kort, kun seks episoder, da Tobias Hansen skulle afholde lidt barsel, men den har været forrygende. Tobias Hansen er lykkedes med at tilføre programmet varme, intimitet og glæde. Han virker simpelthen ægte interesseret i de mennesker, som tv-programmet besøger og disker op med sjove, sære detaljer fra privaten. Samtidig har programmet oppet sig på gæsterne, som ellers lidt føltes, som om der skulle udfyldes en eller anden provins-kvote og derfor tullede rundt i kedelige etplans-parcelhuse ude på landet og besøgte erhvervsledere, sportsnavne og politikere, der boede med helt nye, anonyme møbler tilsat en Kay Bojesen-abe, hvis det var vildt.
Der er meget pænt at sige om jyder, men dem fra ‘Kender Du Typen?’ bor altså ret kedeligt. Nu er vi primært tilbage i København, hvor de fleste kendisser bor, og derfor har vi både været hos sjovere mennesker og i sjovere, mere personlige hjem end længe.
Det er egentlig mærkeligt, at det er så svært for programmet at finde kvindelige hovedpersoner, kun en kvinde og fem mænd denne sæson, det er en dårlig statistik. Ellers fortsætter ‘Kender Du Typen?’ sin faste gang med, at Anne Glad vinder hver gang, og at den mandlige livsstilsekspert er rigtig sød, men mest siger nogle ret banale ting, som de fleste af os kunne ryste ud af ærmet, skulle vi få chancen. Som for eksempel, at man nok er kunstinteresseret, når man har kunst på væggene. Eller at mænd, der går med makeup må være metroseksuelle, og så er vi i stuen, og den er dejlig. Den slags. Men han vil det, og han har både entusiasme og charme.
At vi er hjemme i interessante hjem med personlighed hos markante mennesker, løfter programmet tilbage i topform. For vi vil jo have de der detaljer om bidet og fobi mod gryder på middagsbordet, hvem der stjæler hotelshampoo, og hvem der spiser Nutella direkte fra glasset. For at være med i ‘Kender Du Typen?’ er man også nødt til som gæst at lukke op for godteposen, og det har sæsonens gæster gjort. Og så er det fedt at besøge helt højaktuelle Glenn Bech, der bor utraditionelt og sparsommeligt i en 56 kvadratmeter lille lejebolig på Nørrebro. Lad os besøge flere fattige kunstnere, der er masser af dem, og det giver variation og identifikation, at ikke alle har råd til et kæmpe hus med havudsigt.
‘Kender Du Typen?’ virker fornyet, men ikke forynget, og det er den helt rigtige vej at gå så os fans stadig hænger på.
/Ditte Giese
Supergruppens supersange
For ikke så længe siden udgav super-trioen Boygenius, som består af de unge indierockstjerner Phoebe Bridgers, Julien Baker og Lucy Dacus, tre fremragende singler fra deres første fuldlængdealbum med den dejligt uhøjtidelige titel ‘the record’. Nu er den her så, pladen, den landede i fredags, og det er præcis så godt, som man kunne have håbet. De har tilsyneladende fået det bedste ud af hinandens evner som sangskrivere og skabt en trehovedet feminisme-drage, der forener postrockens svævende klangrum med en mere klassisk amerikansk folk-tradition. Og så er det jo flerstemmigt, hvilket er lige til at dåne over. Især den grungeinspirerede ‘Satanist’ er god.
/Thomas Balslev
Pizzasensation
Det er desværre ikke så relevant for andre end københavnerne, det her, men det er svært for mig at holde min begejstring tilbage for den forholdsvis nye pizzakæde Otto. Navnlig deres koncept ‘heat at home’, som i al sin enkelhed går ud på, at man køber en af deres pizzaer, som ikke er helt færdigbagt, og varmer den 4 minutter derhjemme på fuld skrald. Det lyder måske som en molbo-agtig opfindelse i kategori med frysepizzaen, men Ottos varm selv-variant er måske den største opfindelse siden selve pizzaen. Simpelthen fordi man får fantastisk neapolitansk pizza serveret rygende varm og sprød, fremfor en, der er slatten, kold og ødelagt efter en tur i papæsken (en i øvrigt ældgammel opfindelse, som burde, men ikke er blevet opdateret i 60 år). Otto forsegler deres i plastik, og jeg er ved at få et afhængighedsproblem med deres nummer 6.
/Thomas Balslev
Countryens power-par viser deres proces
Det er en farlig leg at arbejde professionelt sammen med sin ægtefælle. Ikke mindst, når man skal skabe noget kreativt. Det får vi efter sigende syn for sagn, når HBO 7. april har premiere på dokumentaren om tilblivelsen af Jason Isbells seneste studiealbum ’Reunions’, som han har lavet i samarbejde med sit band The 400 Unit og ikke mindst hustruen Amanda Shires. Udover at lave musik med husbonden har hun sin egen fremragende solokarriere, og alene de kreative gnister mellem de to gør, at jeg vil glæde mig til at se den. Og så er de begge frontløbere for countryens kreative guldalder, som genren befinder sig i netop disse år.
/ Emil Norsker
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Raske, sunde mennesker går glade rundt i tryg forvisning om, at velfærdssamfundet vil holde hånden under dem, hvis tilværelsen skulle glide. Men når man først får brug for hjælp, finder man ud af samfundets store mangler. Det fortæller digter Caspar Eric i dette interview med Ditte Giese.
Vi går ind i det nye forhold med de bedste intentioner. Både overfor den udvalgte og vedkommendes børn fra tidligere forhold. Men trods alle hensigter kan man pludselig findes sig en rolle som den onde i eventyret. Det skriver Ditte Wie fint om i denne klumme.
Påsken er over os, og denne herlige højtid byder ofte på noget af det bedste fra det danske køkken – øl, smørrebrød og snaps. To Sultne Piger deler i det nye afsnit ud af deres anbefalinger til gode steder at tage hen i påsken.
