krokus
Foto: Wilfried Santer/Unsplash

I dag er dag nummer 4.021 i uendelige år 2020: Men det er forår på Tinder

Godmorgen til en mandag, hvor butikkerne åbner, men frisørerne forbliver lukkede – hvor samfundssindet efterhånden er lidt slidt, mens digtene stammer, og Tinder blomstrer op igen.

I år varer julen ægte til påske

Ditte Giese
Ditte Giese

I dag genstarter julehandlen. Det lyder sært, for i dag starter foråret også. Men eftersom vi var en del, der ikke kunne få byttet julegaver i år på grund af lockdown, så er det altså nu, vi skal gøre det. Jeg er helt stresset ved tanken. Mange butikker tager tilmed deres rest-julehandel og januarudsalg samtidig, og det er alt sammen meget forvirrende. Det føler som om, at der måske kun er et lillebitte åbent butiksvindue, før det hele lukker ned igen. Og kan man overhovedet tillade sig at returnere ting og få pengene igen fra butikker, som er mega hårdt ramt af Corona? Jeg føler på en eller anden måde, at jeg bør støtte de fysiske butikker og udvise merkantilt samfundssind, fordi butiksejerne i København i forvejen er ved at blive udkonkurreret af e-handel og stigende huslejer, og der er tomme lokaler overalt i byen. Men al den lockdown har vist, at stort set alt kan klares online, med færre dumme impulskøb, og at vi i virkeligheden ikke har brug for særligt meget og sagtens kan skrue helt ned for forbruget. Så jeg vil nøjes med at bytte en sæsonforkert julesweater og købe nogle nye sokker i stedet. Og drømme om åbne restauranter til os alle og udsprungne kirsebærtræer til bloggerne, der er trætte af at lave content derhjemme.

LL Llæs den 

Kristoffer Zøllner

Lasse Raagaard Jønsson går på Forfatterskolen og er færdig til sommer. Det er der i og for sig intet usædvanligt i. Men Jønsson er også stammer – hvilket egentlig heller ikke er så usædvanligt igen. Det interessante er, at da Lasse Raagaard Jønsson begyndte at læse digte op foran et publikum, opdagede han, at hans sproglige handicap ikke kun var et anstrengende benspænd, men tilføjede digtene en helt særlig rytme og næsten fysisk dimension.

Lasse Raagaard Jønsson. Foto: Sarah Brik

Jønsson begyndte derfor at skrive pauserne, hakkene og gentagelserne ind i sine digte, og resultatet, ’SSN SNNART’, er lige udkommet og indeholder tekster, hvor digter-jeg’et skriver om sig selv, sin familie og den kræftsyge mor, Nelies, hvis sygdom har medført, at også hun er ramt på sit sprog. Det kan lyde fortænkt og konstrueret, men ’SSN SNNART’ er en af de mest usædvanlige og usædvanligt gode bøger, jeg har læst i lang tid.  

Den standhaftige Tinder-soldat

Luna Ehlers

Fysisk kontakt er en mangelvare disse dage. Særligt, hvis du er isoleret uden familie eller kæreste. Der findes dog alskens teknologiske medier, hvor man kan søge et virtuelt knus – jeg nævner i flæng, Facebook, Instagram, Zoom, Teams. Og så er der selvfølgelig de hudsultne singlers absolutte favorit, Tinder. En app, der allerede inden lockdown markerede sig som the wingman of all wingmen, men som nu ser kronede dage. For hvordan vil du ellers møde nye potentielle dates? Jeg har da selv haft en enkelt eller to gode oplevelser i Tinder-rummet, men jeg tror grænsen for, hvor mange billeder af bare og overspændte mandeoverkroppe, jeg kan kapere, er nået. Du godeste, hvor jeg dog savner rigtige møder. Et ikke-virtuelt datingliv. Dage hvor Netto-turen resulterer i en udveksling af navne og numre, fordi den smukke mand i den blå jakke rækker ud efter den samme mælk som jeg – hvis jeg dog bare havde en 10’er for hver gang, det er sket! Men mundbind, afstandsrestriktioner og en generel smittefrygt gør det umanerligt svært at skaffe sig en date i det virkelige liv. Så indtil situationen igen tillader betagelse og forelskelse inden for en armslængde, må vi væbne os med tålmodighed – og Tinder. 

tinder dating
Foto: Kon Karampelas/ Unsplash

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics