Fie Laursens brugte trusser og to anonyme og meget sultne piger på Instagram: Morgenbeats er til det meste

En af mine guilty-pleasures består af lejlighedsvis deepstalking af influencerfænomenet Fie Laursen. Det er beklageligt, og jeg fortryder det hver gang. Men jeg blev alligevel jævnt begejstret, da DR søndag præsenterede et indblik i personen bag Instagramprofilen. Første afsnit starter to måneder efter, Fie Laursen har forsøgt selvmord. Hun sidder på sit gamle børneværelse kun iklædt et håndklæde, og pulser smøger. Hun kæmper for at holde øjnene åbne, mens hun snakker til sin mor. Det er ubehageligt at se på. Men de efterfølgende afsnit er skræmmende på en anden måde. Jeg ved jo godt, hvilken drejning hendes liv har taget inden for de seneste par år – jeg har fulgt med fra sidelinjen. Men i det mindste kunne jeg forestille mig forældre, der prøver deres bedste for at afholde deres datter fra at sælge sine daggamle trusser på internettet. I stedet viser dokumentaren et pacificeret forældrepar og en ung kvinde, der er bevidst om den magt hun besidder – og tilsyneladende ufortrødent misbruger. Mest af alt er det skræmmende, at DR ikke formår at etablere en ærlig samtale, der fremstår som mere end bare selvpromovering af Fie Laursen. Og det er skræmmende at jeg – og formentlig mange andre – har brugt to timer af min søndag på at se spektaklet udfolde sig.

For nylig blev jeg gjort opmærksom på en Instagramprofil af en af mine bedste venner lige for tiden, algoritmen, som foreslog mig at besøge nogen, der kaldte sig To Sultne Piger. Det har sidenhen bragt en del fornøjelse ind i en ellers ret monoton tilværelse. Bag profilen finder man (givetvis) to sultne piger, som på næsten daglig basis anmelder forskellige spisesteder i København. Ikke noget fancy, men alt fra pølsevogne til franske vinbarer. Steder, man rent faktisk selv kunne finde på at frekventere på en normal mandag. De æder med en glubende appetit, elsker snask og drikker sig ofte midtover, fornemmer man, hvilket kaster nogle seriøst rablende overvejelser af sig. Det fede er, at de ligesom ikke tager noget pis på sådan en lidt hyperaktiv måde. Det er straight to the point; er det skidt eller kanel? De tager ekstremt dårlige fotos af maden, men skriver de bedste og mest hjernedøde madanmeldelser, jeg har læst længe. Aktuelt kan jeg anbefale deres masochistiske fastelavnsbolle-tour, hvis man står og mangler en bolleguide. Bon appetit!

Her er en ting, jeg har tænkt over siden den første lock-down, da sommerhussalget eksploderede: Det er som om, det er lidt federe at leve på landet end i en storby pt. Overalt i verden kæmper folk i de store byer, mens dem på landet lader til at have det mere roligt, og næsten som de plejer. Journalist Aske Munck havde en spændende artikel i Weekendavisen om, at tusindvis af parisere forlader byernes by, fordi Paris’ måde at bo på, småt og hundedyrt, simpelthen ikke kan lade sig gøre under lockdown. Selve storbyens charme er væk, og det virker meningsløst at sidde og kukkelure indendørs uden “de andre”. I København bor vi ikke helt så tæt og småt, som flertallet gør det i Paris, London og andre kæmpebyer, men københavnerne har heller ikke meget plads. Det er svært at være i stuearrest og arbejde hjemmefra i en 2-3 værelses, og københavnerne har sjældent et decideret kontor eller gæsteværelse. Vi er derimod vænnet til at bruge byens plads og rum, cafeerne, udearbejde – museer og kulturliv til at aflade. Derfor bliver det klaustrofobisk at være en hel familie under samme tag i månedsvis. Det er interessant med hensyn til, hvor meget debat om hovedstaden versus udkantsdanmark, der har kørt de senere år med kommunal udligning, dem-og-os og udflytning af arbejdspladser. Men det lader nu til, at provinsen vandt. Jeg har ikke umiddelbart nogen løsning, bortset fra at bekæmpe boligmarkedets pandemiske prisstigninger med næb og kløer, så København stadig er en by for almindelige mennesker og ikke kun de velbjergede. Og vi også har råd til et hjemmekontor.

I USA har de som bekendt Tiger King, men herhjemme må vi nøjes med ‘Tigermanden’, som også hedder Lennart Lajboschitz, og det er vi glade for. Ikke så meget på grund af de dér butikker med alt det, du tror, du ikke kan undvære, men mere fordi at Lajboschitz elsker idéen om at styrke mødet mellem mennesker. Han har åbnet “folkehus” i en gammel kirke på Vesterbro, badehotellet Hornbækhus, hvor der også er fællesspisning, og senest Kanalhuset i det gamle Søvæksthus fra 1754 på Christianshavn. Gennem fire år er det blevet sat smukt i stand og fremstår nu som både hotel, bar, restaurant med fællespisning, fælles-yoga, morgensang, morgenbadning – og tegning. Hvis man ikke lige er i humør til den slags, kan man også bare lukke døren til sin egen hotellejlighed, hvor alle detaljer og farver er lækre og afstemte og tage et weekendophold i sin egen by. Men mon ikke, når alting begynder at åbne igen, at de fleste af os egentlig ikke har så meget imod at sidde ved et langbord og tale med nogle mennesker, der ikke lige tilhører den inderste indercirkel?

I sommer begyndte jeg til badminton. En sportsgren, som jeg aldrig har haft et forhold til, udover et par lektioners øvelse tilbage i folkeren. Jeg husker det som om, at der var forbedringspotentiale – for at sige det mildt. Alligevel troppede jeg op til træning i juni måned med højt humør og en nyindkøbt ketcher fra SportsMaster.
Det er ellers som om, at der hersker en konsensus om, at vores indlæring går i stå, når vi fylder 18; at man ikke kan finde ud af at lære mere, når først man er blevet voksen. Hvor har jeg hørt mange sige noget a la: “Åh, hvor ville jeg ønske, jeg havde lært at tegne, danse eller at skrive digte. Jeg skulle have haft nogle interesser som barn. Men nu er det for sent.” Jeg har, indrømmet, selv været storslem til at brokke mig over alt det, jeg aldrig nåede, men nu skal det være slut. Dels fordi livet bliver langt og kedeligt, hvis jeg i midt 20’erne afskriver nye hobbyer, dels fordi der er én, som bestemmer, hvad jeg skal lære, og det er mig. Efter min badminton-sommer er jeg overkommet frygten for begyndelsen – og jeg råder dig til at gøre det samme.
Min næste hobby skal være hip hop-dans, selvom jeg ikke har én rytmisk celle i kroppen. R.I.P. til den danselærer, der får mig på sit hold.