Syndebukkens død
For nylig måtte en gammel, sejlivet myte lade livet, efter at et internationalt forskerteam kunne dokumentere, at menneskets stofskifte er det samme nærmest hele livet. Her har vi gået og fortalt hinanden i årevis, at det ændrede sig omkring de 30 år, og at det var derfor, vi blev lidt fede deromkring. Men den går desværre ikke længere. Derfor skal vi nu til at finde nye forklaringer på, hvorfor mange pludselig får et ekstra fedtlag, når vi bliver sådan rigtig voksne, skriver Weekendavisen. Hm-hm. Her kommer et par bud, der er grebet fuldstændig ud af den blå luft: Du bliver far, måske endda til to, du bliver bilejer, du får en fed sofa med chaiselong og råd til flere streamingtjenester, fordi du får et job, hvor du i øvrigt sidder stille det meste af tiden og spiser croissanter hver gang nogen har fødselsdag på kontoret. Du har i virkeligheden ikke tid til noget som helst andet end at spise en lille is, når ungerne endelig sover, og du endnu ikke er dejset om med en møgirriterende børnesang på hjernen. Du har ikke engang tid til at købe nye bukser, som ikke strammer, så du går bare rundt i de stramme hele tiden. Du har heller ikke tid til at afprøve dine nyindkøbte løbesko, som bare står i kassen derhjemme og stirrer neonagtigt og provokerende på dig hver evig eneste dag. Måske er det bare derfor. Hvis du altså skulle spørge fra nogen.
Kandis for livet
Det er ikke bare halbalhygge og schlager-hymner, når man tager til Kandis koncert, det er meningen med livet. I hvert fald hvis man spørger deres fans, som også er omdrejningspunktet for den kommende dokumentarfilm ‘Kandis for livet’. Filmtraileren er netop landet, og den teaser for en ægte fan-lovestory, hvor man følger unge og ældre Kandis-fans på den anden side af livskriser, tragedier og dybe besættelser af ‘Lonnie fra Berlin’-sangeren, Johnny Hansen. Den kommer i biografen den 23. september, og den ser alt for vild ud.
Billige point til Tuborg
Den ikoniske Gulddame har for nylig fået nyt logo. I stedet for at stå med en serveringsbakke, har den gyldne dame på øllen nu selv fået en øl i hånden, så hun ifølge Tuborg kan “være med til festen”. Det feministiske statement falder tilfældigvis sammen med Tuborgs lancering af en ny smagsvariant med passionsfrugt. Man kan jo lige så godt tjene lidt håndører på at være woke, ikke? Heartbeats ønsker selvfølgelig held og lykke med øl-salget.
Foto: Inger.dk
Ingers ekkokammer
I sidste uge lancerede Inger Støjberg som en sand martyr sit eget medie, hvor man for sølle 25 kr. pr. mdr. kan få adgang til ufiltreret Inger-indhold. På Inger.dk kan man for eksempel følge med i, hvordan rigsretssagen ser ud indefra uden mediernes indblanding. En slags politikerversion af Only Fans er det blevet kaldt. Her på redaktionen er vi mest optagede af, at hun nu skal til at tjene penge på at have gjort noget ulovligt.
Sindssynth god single
Koncertaktuelle GRETA har for nyligt udgivet førstesinglen ’Forever We’ll Be Dancing’, som også er titelnummeret til hendes kommende album. Der er skruet helt op for synthesizer og 80’er nostalgi, mens teksten kredser om en svær tid, hendes mand har gennemgået med depression. Med ’Forever We’ll Be Dancing’ bliver man som lytter mindet om at gøre sig selv fri og danse sig gennem livet, selvom det ikke altid er lige nemt. Vi venter spændt på den endelige albumudgivelse senere på året.
Kejsersnit og klimaangst
Moderskabslitteraturen har for alvor fået en revival, og sidste skud på stammen er den danske digter Julie Sten-Knudsens digtsamling ‘Syv lag’. Titlen refererer til de syv lag, der bliver gennemskåret ved et kejsersnit, og indrømmet: Det er hård litterær kost. Men digtene handler ikke kun om kejsersnit og den klimaangst, der følger med, når man sætter børn i verden, de handler også om alle de latterlige ting, man for eksempel får at vide til gravidyoga. Voldsomt og rørende uden at blive højttravende. Og det kan altså anbefales.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️