Vi har bemærket, at DR støt og roligt erstatter Mads Steffensen med en hær af yngre kvinder

Med udsigt til en endnu længere lockdown og endnu flere endeløse aftener på sofaen, hvor man forudsigeligt pløjer gennem Netflix’ og HBO’s udbud for at finde noget fucking fedt at se, tænker jeg, at en estisk musikanbefaling meget vel kunne falde på et tørt sted hos jer, kære læsere. Den seneste tid har jeg haft ret gode musikoplevelser herhjemme, fordi jeg i de sene aftentimer har plugget min hørebøffer ind i pladespilleren og lyttet til musik på sådan en monomanisk måde uden at foretage mig noget som helst andet. Udover måske at drikke alkohol. Men jeg har lyttet en del til det Tallinske undergrundsband Holy Motors, der ikke alene har verdens sejeste bandnavn, men også har udgivet et virkelig godt album med titlen ‘Horse’. Genremæssigt er de på hold med cool cat-bands som Brian Jonestown Massacre og Mazzy Star, og de rådyrker sådan en western-æstetik med twangy guitar og døsige vokaler, der går rent ind hos mig. Og så elsker jeg, at man kan høre, at de kæmper lidt for at kunne spille deres egne sange – teknisk set er de så absolut jævne musikere. Men når man lytter til den Nancy Sinatra & Lee Hazlewood-agtige duet ‘Road Stars’, er de i min optik uovertrufne.

Hvad mange nok har glemt nu er, at landets mest berømte tv-vært, Mads Steffensen, tilbage i 2017 sagde op som fastansat på DR, men fortsatte som freelancer i samme profilerede jobs, sådan at han ikke behøvede holde sig indenfor DR’s regler og loft for bijobberi. Nu har Steffensen så sagt helt op fra DR for at gå helt freelance – i første omgang dog ved at sende et helt kopieret format af ‘Mads og Monopolet’ på Podimo. Fred være med det, selvom det lugter lidt at kopiere et public service-format så 1:1. Det er dog sjovt at iagttage, hvordan Steffensens programmer nu alle får yngre, kvindelige værter i stedet – Sara Bro på ‘Sara og Monopolet’ og ‘Kender du typen?’ bliver med den tidligere børnevært Anna Lin. Og det er helt i tråd med andre store DR-formater som ‘Hammerslag’, der nu er med Tina Müller, og ‘Versus’ med Sofie Østergaard, mens ‘Fællessang hver for sig’ har fået Katrine Muff og Johannes Langkilde som værter. Det virker som om, der er lagt en værts-strategi baseret på lige dele frygt og forandringsvilje, der går hånd i hånd med tidens kønsdebat og således også denne klumme. Det er ikke rigtig comme il faut med mænd på tv mere. Så hvad bliver mon det næste? En Mrs. News i stedet for Dorph? TO kvindelige dommere i ‘X Factor’? ‘Søstrene Price’? En sort kvinde på 50 år som vært for sporten? En kogekone i front for ‘Bagedysten’? ‘Alle mod 1’ med Sofie Linde? Vi glæder os til at følge med i DR’s fortsatte femificering!

Alle voksne mennesker over 30 er i fare for at falde tilbage og sidde fast i deres ungdoms heydays i et forsøg på at indfange en fortid, som aldrig kommer tilbage. Mine egne var 90’erne, og for mig vil britpop-klassikere som Suede, Blur og Oasis for altid være lyden af forelskelser og hjertesorg. Til den sidste skolefest i 1.G. blev jeg scoret af gymnasiets mest cool 3. G’er – som selvfølgelig dumpede mig efter tre måneder og tog til London for at bo i Camden og blive designstuerende på Central Saint Martins College. Hun havde også en veninde, som var mindst lige så cool, og forleden skrev hun – Trine Bøhm hedder hun – til mig efter næsten 25 år, fordi hun har skrevet en bog om netop at være ung i 1995 og bo i London i britpoppens storhedstid. ‘Velvet Morning’ hedder romanen, som jeg glæder mig til at læse og måske genopdage nogle tabte minder i. Og så vil jeg lytte til den playliste, som Trine har lavet på Spotify med den musik, som er en del af bogens univers. Og tillade mig selv nogle øjeblikkes nostalgi.

Pandehåret, der også går under aliasset ‘bangs’, har den seneste tid været den helt store hårmode. Vi taler baby-bangs, side-bangs, curtain-bangs og alle andre former for bang-bangs. Som enhver anden pandehårsentusiast ved jeg, at et par sunde og velplejede bangs kræver den helt rette frisør. Men frisøren fra marketing er desværre gået for i dag og bliver desuden hjemme indtil 1. marts – og måske endnu længere. DIY-videoer med lockdown-versionen af pandehårsstuds boomer derfor på diverse hjælpsomme tutorial-sider og kan da helt sikkert være en glimrende inspiration til hjemmeklip af coronahåret. Men inden du finder køkkensaksen frem, vil jeg anbefale, at du ser ‘what not to do’ nedenfor. Om ikke andet, så for grinets skyld.

Jeg er ingen sportskvinde, og det indrømmer jeg gerne. Men i dag vil jeg alligevel tillade mig at have en mening om noget sportsligt – eller måske rettere usportsligt – nemlig hvordan vi behandler vores ubestridt største vindere, håndboldherrerne. Hver gang håndboldherrerne slæber endnu et trofæ med sig hjem, og det sker ikke så sjældent, bliver jeg forarget over, at danskerne bruger mindre end 24 timer på at hylde den sportsgren, hvor vi faktisk har succes. Når den korte hyldest er ovre, tager landsholdsspillerne tilbage til deres uglamourøse og underbetalte klubkarrierer, som ingen af os nogensinde ulejliger os med at følge med i, fordi vi har for travlt med at dagdrømme os tilbage til fodboldsommeren i 1992. Jeg synes ikke, at det er vores vindere værdigt. Hvorfor bliver de behandlet som one-hit-wonders, når de i virkeligheden er de største evergreens, vi har? Lad os slå et slag for håndbolden. Det er på grund af den, at vi – endnu en gang – kan kalde Danmark for vindere.