Heartbeats mener: Det er simpelthen overvurderet at lave noget i weekenden

I denne uge taler vi om kunsten at lave ingenting, og så giver vi selvfølgelig nogle anbefalinger, hvis du faktisk insisterer på noget action.

Her på det seneste har jeg været ret optaget af at lave ingenting. Simpelthen. Når jeg har haft fri, har jeg bevidst sagt til mig selv, at jeg ikke vil foretage mig noget. Lyder det kedeligt? Det er det ikke. Det er til gengæld sværere, end man lige skulle tro.

Paradoksalt nok kommer man hurtigt til at foretage sig ting, når man prøver på ikke foretage sig noget som helst. Og det kræver en vis stamina at holde ved og afvise velmenende tilbud om at lave noget. “Skal vi gå en tur?” (I øvrigt en irriterende ting, det der dansker-noget med, at bare fordi det er godt vejr, så skal man ud. Og nyde det. Årh!). Andre tilbud kommer på sms: “Har du lyst til at drikke en øl i aften?” “Hey, ‘Triangle of Sadness’ i biffen, har du set den, skal vi?”

Det der med bare at sige nej uden videre er altid svært. Okay, jeg siger heller ikke nej til alt. Jeg er bare begyndt at systematisere min nej-tid. Og det er, skal jeg sige dig, fuldstændig genialt. Jeg er ret overrasket over, hvor meget jeg har været oppe at køre over at dyrke daseri. Formålsløs hængen ud derhjemme, som ofte ender med, at jeg faktisk får gjort de ting, jeg ikke finder tid til at fikse mandag-fredag: at sy en knap i min skjorte eller at bage boller, bare fordi.

Det er guld værd for sådan en som mig, der har to små børn, som kræver mit engagement stort set hele tiden, men som heldigvis – og måske ansporet af min bevidste ladhed – er ved at lære at stene.

I mange år har jeg haft en tendens til at fylde min tid med aftaler, venner og arrangementer, men her i den første luns af trediverne er der sket noget eksistentielt med energiniveauet. Sagt på en anden måde er weekendplaner simpelthen blevet overvurderede, fuldstændig på samme måde som daseri efter min mening er en undervurderet praksis.

Jeg er i hvert fald begyndt at føle en stolthed ved at kunne svare “ikke så meget”, når nogen spørger, hvad jeg har lavet i weekenden. Ofte er folk endda misundelige. Så hermed en opfordring til ikke at lægge nogle planer, hver gang du kan slippe for det. Det er sjovt nok en vild oplevelse.

Skrevet af Thomas Balslev


Regnbuer på film

Danmarks ældste aktive filmfestival, MIX CPH, er tilbage for 37. gang. Det gælder for de fleste filmfestivaler, at de ofte er horisontudvidende og viser film, der ellers ikke ville få distribution i danske biografer. For MIX er dette ekstra meget tilfældet, idet festivalen siden 1986 har sat fokus på LGBTQ+-miljøet og oplyst og nuanceret synet på køn og seksualitet med sine film og arrangementer. Der er både spillefilm, dokumentarer og kortfilm på programmet, men også events som dragbingo, skurke-vogueing og stor afslutningsfest lørdag.

MIX CPH kører hele ugen til og med 30. oktober.
/Louise Rimkjær

Åbningsfilmen på årets festival er ‘Wet Sands’. Foto: MIX CPH.

YTI⅃AƎЯ REALITY

Den amerikanske sanger og sangskriver Bill Callahan har i årevis holdt stand over for Spotify og alle andre streaming-tilbud, hvilket har betydet, at man på gammeldags maner måtte købe hans plader, hvis man ville lytte til hans musik. Det gjorde mange i øvrigt, hans fanskare er dedikeret og indviet. Hans musik er imidlertid ikke for alle. Nu er den til gengæld tilgængelig for alle. Callahan har nemlig sluppet tøjret og lagt hele sit bagkatalog ud online. Samtidig har han udgivet et spritnyt album med titlen ‘YTI⅃AƎЯ‘, og det er helt perfekt timing til den vordende vinter, hvor musik helst skal agere mentalt uldtæppe og lune sindet igennem mørket. Der er som altid tale om varm og underspillet alternativ folk, der svinger på en underlig modvillig måde og konstant lader til at være ved at gå i stå. Callahan har en stemme som et egetræ, og hans tekster er en guldgrube af ironiske spilfægterier, som kun kan anbefales at dykke ned i.
/Thomas Balslev

Få dine pølsedrømme opfyldt

Harrys Place har langet kradsere og Børger over disken siden 1965 i den lille ikoniske Nørrebro-biks. Men nu vil ejeren, Jesper Frederiksen, på pension. Derfor er stedet sat til salg for 1.850.000 kroner. Med i prisen får du en god portion stamkunder, en mobil pølsevogn ved byggemarkedet Stark i Sydhavnen og den hemmelige opskrift på ’krudt’, der er signatur-dyppelsen på Harrys Place. Og det er slet ikke afgørende, at du har erfaring som pølsemager, for Jesper Frederiksen lover, at han vil hjælpe de nye ejere med overtagelsen af hans hjertebarn.
/Josephine Villumsen

Det bedste fra Heartbeats

Udvalgt af Emil Norsker

Det er stærkt begrænset, hvad man kan få lov til at læse i Iran. Men det betyder ikke, at der ikke kommer interessant litteratur derfra, og derfor har Nazila Kivi også sat sig som personlige mission at oversætte det til dansk, så vi herhjemme kan opleve det. Louise Rimkjær har talt med hende.

Det er ikke fordi København mangler pizzasteder, men der er alligevel noget ved Juli på Nørrebro, som stikker ud. Der er i hvert fald noget dejligt uprætentiøst over deres tilgang til det. Her Mads Hermansen sine tanker om steder, og hvad han særligt har smag for i denne måned. I øvrigt kan du høre Mads og hans venner i vores podcast ’Helt blæst på Heartland’, hvor han var en såkaldt fixer, som madstederne kunne ringe til efter hjælp, hvis det brændte på.

Hvis Britney Spears havde brug for en værge, hvad har Kanye West så ikke? Bare i løbet af oktober er han kommet med den ene uhyrlige udtalelse efter den anden. Vi har talt med DR’s Pelle Peter Jencel, om tidspunktet mon ikke er kommet for, at vi lader det plagede menneske få styr på sine dæmoner i stedet for at give ham en megafon.


Find mere om
Footer graphics