Forleden opdagede jeg, at den pakke generiske opdrætslaks, som jeg plejer at købe til mig og min dreng, nu koster hele 65 kroner. Det er alligevel ret mange penge for hverdagsaftensmad til to mennesker, særligt fordi der kun er 225 gram, og vi derfor ikke bliver helt mætte og skal have en masse groft grønt og andet til. Vi er nok mange voksne, der har opdaget, at priserne på fødevarer (og alt andet) stiger helt vildt i øjeblikket. Især kød og fisk, smør, madolie, brød og pasta er steget, så vidt jeg kan se, altså de helt almindelige madvarer i de fleste husstande.
Med stigende rente, stigende energipriser, stigende fødevarepriser og stigende atomfrygt minder det om fattigfirserne. Jeg husker, min mor vride pengene med størst mulig kreativitet og tilberede kartofler og blomkål på 1.000 måder. Vi sprang ofte kød over, ikke fordi vi var vegetarer, helsefreaks eller var bevidste om klimakrisen, men fordi det var dyrt. Vi havde ikke bil, det var for dyrt, vi boede til leje, fordi det var for dyrt at eje, vi holdt ferie i Danmark, og vi sparede på varmen og vandet.
Den mere sparsommelige livsstil fra fattigfirserne ligger fint i tråd med et klimabevidst liv, men jeg tror, at de senere års økonomiske optur i Danmark, især i hovedstaden, bliver svær at forene med en langvarig fødevarekrise og inflation. Det er sjovere at købe skaldyr, tapas og tatar i Torvehallerne end at koge ærter i hvid sovs og stege discount-krebinetter. Det er svært at forestille sig, at den fremragende danske madkultur skulle gå tilbage i udvikling, men vi bliver nok nødt til at skrue lidt ned for surdejsbrød til 60 kroner og to go-kaffe til 45 kroner, hvis vi skal komme igennem de bidende 20’ere med skindet på næsen.
Det, man kan håbe på, er, at krisen giver os noget fantastisk kunst at skylle nedturen ned med. Det eneste gode, som fattigfirserne rigtig havde at byde på, var musikken, så tænk hvis vores pop, rock og hiphop igen kunne blive så godt. Tænk, hvis modgang rent faktisk fører til fantastisk original og ny musik, hvis vi kunne slippe for streamingvenlige, hektiske popsange fulde af autotune på præcis 3:50 minutter til fordel for en god undergangssang som Princes ‘Purple Rain’ fra 1984, som varer hele 8:41 – ikke et sekund for langt. Hvis vi skal være fattige, fryse, spise mindre og være bange for fremtiden, så ønsker jeg mig i det mindste et fantastisk soundtrack til missæren. Så lad os da få stort hår, store sange og store følelser til vores final countdown!
Af Ditte Giese
Fredagsrocken er tilbage
Selvom temperaturen ikke just emmer af forår, kommer den gamle have med en dejlig forårsbebuder. På fredag starter ’Fredagsrock’ nemlig igen og markerer i øvrigt selve Tivolis åbning (samme dag åbner Bakken i øvrigt også). Det er Scarlett Pleasure, der har åbningstjansen. De tre følgende fredage er det henholdsvis Icekiid + Jimilian (15.april), Andreas Odbjerg + Artigeardit (22. april) og Aqua (29. april).
Kend dit overforbrug
Ifølge Heartbeats’ altid velinformeret, Mads Danielsen, kan man få sit samlede forbrug hos Wolt at vide. Det eneste man skal gøre, er at skrive til dem, så vil de returnere med svaret. Er du klar til at vide, hvor meget du bruger?
Lenins bodyguard
Leif Davidsens nyeste udgivelse ’Lenins bodyguard’ handler om sønderjyden Oskar, der i 1910 kommer helt tæt på den sovjetiske leder Vladimir Lenin. De to møder hinanden i København, hvor Lenin er kommet for at redde spioner og revolutionære fra hele verden. Man følger Oskars liv og rejse fra København til Rusland, hvor han skal være Lenins bodyguard under den blodige russiske revolution og borgerkrig i 1917. Den nye roman er skrevet før krigen i Ukraine begyndte, men romanens historiske virkelighed er nu højaktuel.
Det bedste fra Heartbeats
Christian Tafdrups nye gyser ’Speak No Evil’ har fået meget omtale (også her på Heartbeats), men hvor uhyggelig er den egentlig? Annelise Hartmann Eskesen har fået en ekspert i gyserfilm til at placere den i lang tradition af gruopvækkende film.
Aprilsnar er efterhånden en døende genre. Det skyldes især fake news, der har gjort det sværere at gennemskue, hvad man egentlig skal stole på. Derfor havde vi faktisk også droppet tanken, men da AIDS Fondet kontaktede os for at lave lidt sjov i samarbejde med Søpavillonen, hoppede vi på. Ikke mindst fordi baggrunden for historien, en stor stigning i antallet af klamydia-tilfælde, er reel.
Se historien her (og få nu taget den test).
Hvordan skal man dog håndtere, når ens kære, små børn pludselig bliver store, lemmedaskere, der primært kommunikerer ud fra egen navle og gennem deres telefon. Det har forfatter Julia Lahme skrevet en ny bog om, og hun har nogle enkle gode råd.
