Julia Lahme forfatter
Forfatter Julia Lahme. Foto: Simon Klein-Knudsen

Forfatter: Sådan overlever du en teenager i huset

Forfatter og livsstilsekspert Julia Lahme har udgivet en hyggelig bog om hverdagen med en forpuppet dreng bag lukket dør. Der er noget at lære til andre i samme situation.

Det er de små ting, der afslører den gradvise afvisning og løsrivelse. Den kronisk lukkede dør. Den lille hånd, der er blevet stor og ikke længere vil indfanges på gaden. De manglende kram. Øjenkontakten, der svinder. Pastaforbruget, der er tårnhøjt. Det, at man har dage, hvor man bare ikke ses. 

”Med små børn ved man, hvad man skal hvert minut, hele sit liv, i årevis. Så det kom meget brat – friheden og løsrivelsen. En dag, hvor jeg havde tyve minutter, og hvor jeg ikke skulle noget, fordi vasketøjet var ordnet, og aftensmad indkøbt, og ingen var hjemme. Og jeg kunne pludselig ikke huske, hvad det er, jeg godt kan lide at lave. Og det ved jeg sådan set ikke endnu. Måske skal jeg gå til pileflet eller keramik,” siger forfatter, etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme, da jeg spørger, hvad der skete, da hendes søn gik i pubertet. 

Hun er aktuel med bogen, ’Det er bare en fase – scener fra et hjem med teenager’, som er en personlig beskrivelse af det år, hvor hendes ældste søn Elias går i pubertet. Bogen handler om, hvad man som forælder stiller op med den naturlige, men også sorgfulde afvisning, som den periode er. ’Det er bare en fase’ fortæller om tiden fra et forældresynspunkt, ikke fra teenagerens, da Lahme mener, at vi taler meget om små børn, men nærmest ikke om store børn. 

”Jeg oplevede, da børnene var små, at vi var en del af et stort forældre-fællesskab, hvor vi talte om det, der var svært eller nemt, men i denne fase, løsrivelsen, isolerer man sig i egne familier og er helt mundlamme, måske fordi der er mere på spil. Derfor fik jeg lyst til at skrive om denne tid i et forældreskab,” fortæller hun. 

Man siger altid, at ”små børn små problemer, store børn store problemer”? 

”Jeg har altid grinet af dem, der sagde det. Men det er jo sandt. I alle kulturer markerer man overgangen fra barn til voksen, ikke kun med en konfirmation eller nonfirmation, men også fordi de unge skal i gang med at leve et andet liv. Men det skal forældrene jo også. Vi har forlænget barndommen, og teenagerne er jo halvvoksne mennesker. For 100 år siden var de blevet sendt ud at tjene. Vi forældre, og måske især os mødre, har for travlt med at fastholde vores store børn i deres barnlighed og barndom, men det er der virkelig ingen grund til”. 

Prøv at beskriv, hvordan du oplevede skiftet?

”Da Elias var 12, kom der sådan en 14-dages fase, som nok er det mest forfærdelige, jeg nogensinde har oplevet som mor. Jeg har aldrig prøvet så stor en afvisning. Han gik ind på sit værelse og lukkede døren og talte ikke til os og deltog ikke i noget. Han svarede simpelthen ikke. Da han kom ud, kunne vi se den fysiske forandring, han var vokset, men hans ansigtstræk var også ændret, der var sket en voldsom ting, især på indersiden. Og alt skulle tages op igen – søvn, mad, måder at være sammen på. Jeg oplevede, at jeg ikke bestemte mere. Vi kan ikke længere sige: I denne her familie spiser vi sammen to gange om dagen. For enten er vi 11 omkring bordet, hvis han er der, eller også er han ude. Det er med en flok venner eller intet. Når jeg observerer ham skråt fra sidelinjen, kan jeg se, at han stadig er der, at han har alle vores værdier med i sig, men jeg bekymrer mig for det skrøbelige drengesind”.

Hvad mener du med det?

”Jamen, det er ikke noget, vi taler så meget om, drenges følsomhed. Den gammeldags maskulinitet er ikke hot mere, men alligevel bliver vores drenge presset af nogen, der praktiserer den. Og de følsomme drenge skal navigere i det, selvom jeg er en stolt feminist og mor, men vi styrer ikke den samtid, som de drenge kommer ud i. Elias ville aldrig kalde nogen for bøsse, men han står i Fælledparken, hvor nogen råber det efter en, og det kan sagtens ende med et par på hovedet, hvis han siger noget til det. Så skal han det? De værdier, vi har lært ham, er ikke altid nemme at praktisere ude i den store verden.”

Julia Lahme

Født 1977. Cand.mag. i etnologi, direktør i eget kommunikationsbureau, livsstilsekspert og forfatter. Deltager ofte i den offentlige debat og underholdningsprogrammer som ’Gift ved første blik’. Hun er gift med musiker Johan Forsby aka Jooks, og sammen har de drengene Sofus og Elias.

Så, hvis du skal komme med nogle råd til andre forældre til børn på vej ind i puberteten, eller som allerede er der?

”Ja, de kommer her:

Den lukkede dør er lukket, indtil man banker på og bliver lukket ind. Teenageren har ret til et privatliv. Alle venner er velkomne 24/7. Der går et kilo pasta hver dag, og en flaske ketchup hver anden dag hjemme hos mig, fordi de kommer i flok og spiser efter skole, og entreen er fuld af sko helt op i størrelse 47, og der er ikke plads til mig i sofaen. Men man skal øve sig i ikke at være sur, og så må han rydde op, når vennerne er gået. Man skal finde ud af, hvad der er lige meget og ikke have det samme skænderi hver dag. Man skal give slip med den ene hånd og holde lidt fast med den anden. Man skal holde op med at fixe, organisere og ordne for dem. Man er færdig med at rydde op efter dem. Når dit store barn ikke er hjemme, er det nemt at sige ja til en shawarmaboks til 35 kroner over MobilePay, men det er bedre at lære dem at tjene penge selv, spare op og bruge penge rigtigt. Det er dejligt at kunne købe en shawarmaboks, men et voksenliv er ikke altid nemt eller gratis, og så må de spise hjemme, hvor maden er gratis”. 

Og hvad så med de voksne, hvad skal vi lære?

”Vi skal måske indhente vores egne venskaber. Opleve, at vi ikke behøver aftale en øl seks uger i forvejen. Spise noget mad vi godt selv kan lide igen. Og så skal vi lære, at de store børn godt kan selv”. 

Bogen ’Det er bare en fase – scener fra et hjem med teenager’ er netop udkommet. 

Footer graphics