Spoileralert: Vi afslører ikke plottet i ’Speak No Evil’ i denne artikel, men kommer ind på elementer, der gør den uhyggelig. Bestem selv, om du vil læse videre.
’Speak No Evil’ er uhyggelig.
Og klam. Og grusom.
Men hvor uhyggelig, klam og grusom i forhold til andre film?
Og på hvilken måde?
Med sin fortælling om den danske familie, der besøger et hollandsk par, de har mødt på en ferie, har Christian Tafdrup haft som erklæret mål at lave den mest ubehagelige film nogensinde i Danmark.
Er det lykkes?
Og hvor klam er den i forhold til andre gyserfilm?
Det har vi bedt lektor ved Aarhus Universitet Mathias Clasen med speciale i gyserfilm om at give sit bud på.
På den måde kan du selv finde ud af, om du tør.
Er ’Speak No Evil’ Danmarks mest ubehagelige film?
”Det er det … måske. Grunden til at jeg tøver, er, når du siger ubehagelig, så kommer jeg til at tænke på ’Festen’, som er super ubehagelig socialt. Ulrick Thomsens rolle bryder nogle sociale normer for dansk høflighed ved i en tale at fortælle om sin fars misbrug af to af hans børn. ’Speak No Evil’ er ubehagelig – ekstremt ubehagelig – men på en anden måde.”
Hvordan?
”Både socialrealistisk, fordi den hollandske far lyver om at være læge, bliver ved at servere kød for sin gæst, den danske mor, der er vegetar, og fordi den hollandske mor opdrager på den danske datter. For at nævne nogle få eksempler. Men så er den også uhyggelig på den klassiske gysermåde. Filmen giver et dobbelt punch, som jeg synes er meget vellykket. Den ene handske er en nasty socialrealisme-handske, den anden en horror-handske, og så bliver man bare smasket med begge to gennem hele filmen. Det er ret fedt.”
Splat fylder ret lidt i ’Speak No Evil’
På hvilken måde er den uhyggelig?
”Den bruger en ret bred vifte af virkemidler for at fremkalde uhygge, væmmelse og ængstelig forventning hos publikum. Det eneste, den holder sig fra, er det klassiske greb jump scare. Det er den chokeffekt, mange forbinder med gys, hvor man får et pludseligt chok, og hopper og skriger i sædet, og samtidig et greb, som får mange til at synes, at gyserfilm er noget gøgl og noget pjat.”
”Han gør brug af andre virkemidler: De danske forældre og deres datter hører mærkelige lyde i huset, der ligger langt ude på landet. Det er helt klassisk i gyserfilm at henlægge handlingen til et øde sted, hvor man ikke lige kan få fat i hjælp. Meget foregår også om natten. Og så sker der væmmelige ting, som vi ser tæt på, og her står mange af. Nogle kan godt lide gysere om onde mennesker, der gør onde ting – som i ’Speak No Evil’ – men de kan ikke lide at se en fysisk skildring af kroppe, der bliver ødelagt. Altså splat. Rent kvantitativ fylder den slags scener ikke ret meget i filmen, måske sammenlagt to minutter, men det er sådanne billeder, der har det med at lagre sig i folks erindring. I filmen er der også, uden at røbe for meget, børn, der er i fare, og det kan også være slemt at se på.”
Hvordan vil du beskrive filmens opbygning gysermæssigt?
”Noget af det, der gør den til virkelig godt filmhåndværk, er, hvordan der bliver skruet langsomt og ubønhørligt op for skrækdysserne. Vi får ret tidligt en forventning om, at der kommer til at ske noget slemt, blandt andet på grund af den ildevarslende musik, der spiller en stor rolle i filmen, men der går lang tid, før vi ved, hvad det slemme består i. Man bliver mere og mere utilpas og nervøs, som filmen skrider frem. Når man tænker: Nu kan det ikke blive værre, så bliver det værre.”
De værste
Hvert år udkommer der ifølge Mathias Clasen cirka 400 gyserfilm, alene på engelsk. Af dem ser han måske hundrede. Derudover har han skrevet en ph.d. og adskillige bøger om genren, som han har beskæftiget sig professionelt med i mere end ti år. Det er dermed på et veloplyst grundlag, når Mathias Clasen placerer Christian Tafdrups ’Speak No Evil’ i sin personlige top-10 over film, der har været allermest ubehagelige for ham at se.
Og inden vi når til den værste – eller bedste om man vil – af dem alle, vil han gerne understrege, at selv for en lektor med speciale i gyserfilm er der visse oplevelser, han ikke vil udsætte sig selv for.
Det gælder blandt andet ’A Serbian Film’ fra 2010, som en bruger på Heartbeats’ Facebookside gerne vil have ’Speak No Evil’ rangeret i forhold til.
”Den er en af en håndfuld film, jeg ikke vil se,” siger Mathias Clasen alvorligt.
”Den har nogle scener, jeg ikke har behov for i mit liv. Det er unødigt grusomt selv at fortælle dig det til denne artikel, fordi det er så ubehageligt på en moralsk forkastelig måde. Det er ikke fordi, der skal være filmcensur, man må lave de film, man vil, der er bare nogle af dem, jeg ikke vil se. Jeg kan godt lide, når der er en grund til, at en film er ubehagelig, og det er der med ’Speak No Evil’. Den er ond, fordi det handler om, hvordan man kan komme til at give plads til ondskab.”
På Mathias Clasens liste over virkelig ubehagelige gyserfilm finder vi af mainstream-titler følgende tre film:
’Eksorcisten’ fra 1973
”Den er jo berømt, fordi folk efter at have set den i biografen kastede op og måtte køres på hospitalet. Den er klam, fordi det handler om et barn. En ung pige, der bliver besat af en dæmon og gør forfærdelige ting. Der er virkeligt væmmelige scener, hvor hun har helt hvide øjne, kaster grønt slim op, og hvor hovedet drejer 360 grader rundt på hende.”
’Motorsavmassakren’ fra 1974
”Den chokerede også vældigt mange mennesker, da den kom ud. Det er en slasher-agtig film, hvor en gruppe unge på roadtrip bliver taget til fange af en psykopatisk familie, der spiser mennesker.”
’Funny Games’ fra 1997
”Den handler om to unge mænd, der bryder ind hos en familie, og så er de mega onde over for den her familie, som de får til at lave funny games mod hinanden for deres egen fornøjelses skyld. Det er en film, som jeg mener, at Tafdrup må være inspireret af. Begge film kredser om den menneskelige ondskab, men hvor Michael Hanekes film bare er ubehagelig, er ’Speak No Evil’ ikke bare ubehagelig. Han kører ikke bare et par hovedpersoner i stilling, og så skal de smadres. Det er klart, at en film altid prøver at manipulere med ens følelser, men det virker, som om at Tafdrup gerne vil skabe oprigtig sympati for hovedpersonerne. Det er ikke bare en stor fuckfinger i hovedet på publikum. Han har noget, han gerne vil hjælpe os til at se.”
Og så kommer vi til den. Den mest uhyggelige gyserfilm, gyseksperten har set.
Det er tale om den for mange ukendte film ’Silent House’ fra 2011, der er et amerikansk remake af ’La Casa Muda’ lavet året før i Uruguay og angiveligt inspireret af virkelige hændelser.
”Den handler om en ung kvinde, som er alene i et hus med sin far, som er bevidstløs, og så er der muligvis – muligvis – nogle bad guys derinde med hende, og hun kan ikke komme ud. Det er til den film, hvor jeg har siddet mest anspændt, men en følelse af det, man på engelsk kalder dread. Der er forskel på film, hvor man sidder og holder sig for øjnene, og så film, hvor man glemmer at trække vejret, fordi det er så nervepirrende. Det her er sådan en film. Jeg var så anspændt, da jeg så den, og flere gange fløj jeg op af sofaen. Jeg har set mange film og kan tit gennemskue, hvornår der sker noget, men den film tog røven på mig. På den fede måde.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
