Jeg er for nylig flyttet fra Amager til Østerbro. Det er mest herligt, men også lidt et kulturchok. Alt er så fint og dyrt her på Østerbro, og jeg har faktisk ikke rigtig fået brugt så mange af mit nye kvarters mange fristende tilbud endnu. Også fordi jeg ikke har så mange penge pt.
Men jeg vil vildt gerne finde mig et nyt stamsted. Sådan et sted, hvor man slingrer forbi en gang eller to om ugen og drikker bedre kaffe end derhjemme eller sætter nogen stævne, holder et møde og hilser velkendt på de ansatte. Måske hilser de endda på mig.
Et stamsted er et sted, hvor man ikke behøver læse menukortet. Et stamsted er et sted, hvor man hyggesnakker, men også kan være i fred og måske læse lidt eller dyrke sine egne tanker. Et stamsted i nærområdet er noget af det, der giver hjemmefølelse, et tilhørsforhold, rutiner, fred fra det derhjemme. Så nu er jagten gået ind. Mange danskere har gennem generationer brugt de brune værtshuse som deres stamsted, en anden slags dagligstue, men jeg gider ikke fulde mennesker og slet ikke cigaretrøg, så vi er nok ude i noget café-agtigt.
Jeg er ramt af, at mange steder har utrolig dårlig siddekomfort. Det er vigtigt at sidde godt, især hvis man planlægger at bruge en time eller to på stamstedet, og gerne ofte. Der er virkelig mange dårlige stole på de københavnske cafeer og kaffebarer. Sikkert, fordi de ikke vil have, at man bliver hængende for længe. Derfor er der mange hårde træbænke, manglende ryglæn, smalle stole eller gys – barstole – på de københavnske cafeer. Men jeg leder altså efter et sted med bløde stole og siddekomfort plus god kaffe plus hygge plus lokalånd. Og det er ikke sådan lige at finde. Østerbro burde jo bugne af den slags steder, men gør det af en eller anden grund ikke.
Som nu Café Bopa, som jeg har forsøgt mig med, fordi alle fabler om Bopa Plads på Østerbro. Der er bestemt hyggeligt, især med ild i brændeovnen i de kolde måneder, men desværre er der kun alt for lave, hårde træstole a la folkeskolen 1982. Her kan man ikke sidde afslappet, hvis man har en lang krop eller en øm krop, og jeg er indehaver af begge dele.
Jeg er ret vild med Den Franske Café ved Sortedams Dosseringen. De har en af byens bedste overdækkede terrasser med søudsigt og en dejlig parisisk vibe. Der hersker en lidt bedaget stemning, tiden står stille her, og indtil for nylig kunne man da også møde en altid velklædt Henrik Nordbrandt her. Menukortet sidder fast et sted i 90’erne, med tunmousse og brunch-tallerken, men gør det egentlig noget? Skal alt være moderne surdej og slowjuice? Man sidder godt, man får kaffe i en rigtig kop med underkop, og stedet inviterer til, at man bliver hængende.
Det gør den nyåbnede Prolog i Randersgade til gengæld ikke. Prolog er kendt for et af byens bedste kaffetilbud i Kødbyen, men nu er de også åbnet på Østerbro, tilmed med bagværk fra det nærliggende Juno Bakery, så mere 2023-gourmet-lækkert bliver det næppe. En pour over-kaffe tager cirka 45 minutters tilberedelse, og dagen lang er der fyldt med blonde piger, der sludrer over en BMO, som om de aldrig skal møde ind nogen steder. Man sidder desværre på minimalistiske træbænke og skamler, hvis man kan få tilkæmpet sig en siddeplads, og lokalet er temmelig lille, så det er mere hurtig kaffe end hængen ud.
Hvilket får mig til at tænke på, at et stamsted også er et sted, hvor der skal være plads og rum og tid, måske endda en udsigt. Det skal være et sted, hvor man kan være nogenlunde sikker på at få sig et bord, og man må ikke føle sig klemt eller presset til at forlade stedet hurtigst muligt, for at nye gæster kan indtage pladsen. Der skal være en rolig lydside, det er også derfor, at en Joe & The Juice aldrig kan blive et stamsted.
Café Claire i Århusgade er simpelthen for fimset med sin stærke babyshower- og barselsstemning, og jeg bliver lidt stresset på The Laundromat Café, fordi der er så meget marskandiser-dims overalt. Et stamsted skal helst ikke give trang til at rydde op, for så kan jeg jo bare blive derhjemme… Juno The Bakery er invaderet af madturister, der står i lange køer selv i frostvejr for at sidde på en iskold udendørs metalstol og inhalere noget med kardemomme. Og Café Kapers på Gunnar Nu Hansens Plads er simpelthen for dårlig mad.
I jagten på et stamsted er det vigtigt, at man både kan relatere til de andre gæster og til de ansatte. Jeg har også prøvet Original Coffee i Nordre Frihavnsgade. Original Coffee er en kæde af nogenlunde ens nordisk-minimalistisk-cool-kaffebarer på primært dyre adresser. De laver en møggod kaffe, og der er mange, der sidder og arbejder på Macbook Airs ved de små borde, der nærmest minder om solo-båse. Men der er ingen personlighed what so ever i de lokaler. Både ansatte og gæster ligner den samme unge kvinde på 22, og det er der jo som sådan ikke noget i vejen med, sådan er store dele af København faktisk efterhånden, men man længes jo lidt efter andre med lidt skæve tænder eller bare en enkelt kønssygdom på CV’et.
København er en by, som er meget indrettet til unge. Der er en stemning af, at man følger det nye, det smarte, det omskiftelige. Og unge mennesker bruger ikke stamsteder. De søger, selvfølgelig, mod nye oplevelser. Måske er det derfor, at det er svært for et voksent menneske som mig at finde et sted at slå rødder – udover hjemme på sofaen. Men det er egentlig en skam, hvis næste generation af københavnere ikke fanger glæden ved det gamle, det velkendte og det bløde. Der, hvor de To Sultne Piger (bless them!) ikke kommer, men mere dem, der hygger sig med en Henrik Palle-klumme i Politiken.
Jeg vil hermed lade det være op til Heartbeats’ begavede læsere at foreslå mig et Østerbro-stamsted, for ellers snupper jeg sgu den franske ved søerne. Men kan nogen anbefale en anden lille perle med siddekomfort, personlighed, god kaffe, ro, plads og lidt skæve tænder?
