hindbærsnitte lone landmand

Lone Landmand: Sådan laver du verdens bedste hindbærsnitter

Der er noget kraftfuldt og dragende ved hindbærsnitter. De er ikke fint selskab. De er simple, og de er rendyrket salighed. Jeg ved ikke hvorfor.

En hindbærsnitte skal indeholde solmodne hindbær – det siger sig selv – kan man forestille sig en hindbærsnitte uden hindbær?

Hindbærmarmeladen skal være fast, så den ikke siver og gør dejen slatten. Og dejen – dejen skal være flaget og sprød – bagt af de bedste råvarer.

Så er der glasuren. Glasuren skal dække. Ikke noget halvhjertet, halvgennemsigtigt gråt lag. Intens hvid glasur – sød uden at få tænderne til at hvine som en overspændt banjo.

I dag får du opskriften på ultimative hindbærsnitter. Bagt med mormors mørdej. Så er man på rette vej.

Mormors opskrift

Det skal du bruge:

Til dejen må du bruge råvarer af anstændig oprindelse – frie for menneskeskabt kemi:

300 g mel
200 g smør lavet af mælk fra en ko der mærker solen på ryggen
100 g flormelis
2 æggeblommer fra høns der har en jævn gang på jorden

Til sammenlægningen skal du bruge 6 spsk. kraftfuld hindbærmarmelade.

Til glasuren skal du bruge :

100 g hvid chokolade
25 g smør fra ovenstående køer
200 g flormelis
5 spsk. kogende vand

Eller, eller, eller en traditionel glasur bestående af 400 g flormelis rørt glat med lidt vand til passende konsistens. Du bestemmer.

Det var alt – så går vi i gang.

Sådan gør du:

Afvej mel og flormelis. Hæld det i en røreskål sammen med ituskåret smør. Min mormor sagde itu og ikke i stykker.

Rør til smørret er helt findelt og tilsæt så æggeblommerne. Og rør. Rør, rør, rør.

I starten sker der ikke rigtigt noget, men fald ikke for fristelsen til at hælde lidt vand i røreskålen. Der skal ikke vand i mormors mørdej. Bare bliv ved til dejen samler sig.

Du kan også lave dejen i hænderne – samme procedure – samme tålmodighed.

Del dejen i to portioner, og pres dem lidt ud på hver deres stykke bagepapir. Sæt dejen koldt 1 time. Det er vigtigt for strukturen, at dejen får lov at køle og hvile.

Tænd så din ovn og sæt temperaturen på 175 °C uden varmluft.

Tag kun det ene stykke dej frem på køkkenbordet og rul det ud – stadig på bagepapiret. Rul, rul, rul.

Skær dejen til, så den er ca. 25 x 30 cm. Mål siderne for ikke at få spild, når de to plader skal lægges sammen. Ingen ønsker spild af hindbærsnitter.

Ind i ovnen med første plade og bag den 12 minutter. Cirka. Imens kan du rulle plade 2 ud – så er den klar og kan bages.

Læg de nybagte mørdejsplader til afkøling på riste. Mens pladerne køler af, kan du lave glasur.

Hæld smør og hvid chokolade i en lille gryde og smelt det ved virkelig svag varme. Bare giv det tid. Rør flormelis i gryden og varmt vand til at gøre glasuren jævn og glat.

Når begge plader er bagt og kølet helt af, kan du samle sagerne.

Fordel hindbærmarmeladen på den ene plade, dæk med den anden, og slut af med glasur.

Så er vi kommet til det vanskelige spørgsmål om udskæring.

Du kan dele firkanten i 18 små snitter, 12 store, 4 større eller lade den være 1 kæmpe hindbærsnitte. Du bestemmer.

Jo flere stykker du deler den i, des større er chancen for, at du selv får smagt kagen.

For hindbærsnitter – i verdens bedste udgave – forsvinder som dug for solen. Som sne i juli, som græs under en høne og som dagens første glas champagne. Hvad ved jeg.

Må du være der.
Lone

P.S. Du har ret – ingen kulørt krymmel. Ingen kemi.

Mums
Footer graphics