Det er gået op for mig, at jeg for alt i verden ikke vil blive kaldt for normal. Faktisk gør jeg virkelig mange ting for ikke at ende i den kategori.
Forleden interviewede jeg Eva Steensig, der er forbrugerekspert i samfundstendenser, i forbindelse med en artikel om den nye normal-trend. Her fortalte hun, at det begynder at blive attraktivt at være normal, og at vi ikke længere behøver at være så perfekte og unikke.
Jeg hader, når folk spørger, hvad jeg laver i min fritid. For nogle uger siden skulle jeg på date med en filminstruktør. Sådan en sej type, der laver film, ingen forstår. Det gav mig lidt præstationsangst. Jeg ville gerne vise ham, at jeg også er sej. Derfor lavede jeg en note på min mobil, hvor jeg skrev alt det ned, jeg laver i min fritid. Tegner nøgne damer. Fotograferer ting. Laver modeljobs. Læser kloge bøger. Og går på museum. Problemet er, at de ting ikke fylder nær så meget, som den tid jeg bruger på at stene Instagram, se ‘Sjit Happens’ og drikke lidt for mange øl på Café Dyrehaven.
Leverpostej, nej tak
En sen hverdagsaften købte jeg så et keyboard. Det fungerede supergodt som svar, når jeg skulle fortælle om mine fritidsinteresser. Særligt gav det point, da jeg fortalte det til min musiker-date, der selv spillede. De point gik i nul, da han senere satte mig foran et klaver, hvor jeg spillede Lille Peter Edderkop. Jeg havde nok haft lidt for travlt med at se Netflix. Nu bor keyboardet hos en gut fra DBA.
Når jeg er i Paris, går jeg i støvede antikvariater og køber bøger på fransk, så de kan stå på min udstillingshylde og samle endnu mere støv.
Mit lille kvindekollektiv ligger på Istedgade. Da min Tinder-date fulgte mig hjem, føltes det alternativt at invitere ham på stripklub. Forinden havde vi drukket øl i Lidkoebs baggård. En helt normal, klassisk date. En lys pilsner kan hurtigt blive glemt, mens strip er mere utraditionelt på en date. Men han sagde nej.
Der er også bolle-fyren. Jeg fandt på, at vi skulle mødes klokken tre om natten for at bage boller.
Jeg keder mig hurtigt, hvis det bliver normalt og trivielt. Og så kan jeg nok også bare godt lide at virke speciel.
Også udseendemæssigt vil jeg gerne skille mig ud.
Det sker, at folk spørger, hvor jeg er fra. Derfor tog jeg for nyligt en DNA-test. Jeg blev lykkelig, da jeg fandt ud af, at jeg blandt andet stammer fra Frankrig. Og knap to procent fra Iran og Tyrkiet. Jeg har altid drømt om at være eksotisk. På et tidspunkt overvejede jeg at skifte efternavn. Til noget der smagte lidt mere af ravioli og lidt mindre af leverpostej. Nu lever jeg med mit sen-efternavn. Men det nager mig.
Når jeg køber tøj, går jeg i genbrugsbutikker. Her finder jeg ting, der er unikke, så jeg kan føle mig speciel. Men alle unge københavnere køber brugt tøj, så i virkeligheden er familiefødselsdagene i Slagelse nok det eneste sted, jeg ser bare lidt særlig ud.
Kære læge
Men der er steder, hvor jeg gerne vil være normal. Hos lægen, når hun skal tjekke den lille byld, jeg har fået på min venstre læg, og i menstruationssnakken med mine veninder, når vi diskuterer brunt udflåd. Her vil jeg nødig skille mig ud.
Jeg har to sider i mig. Den aktivistiske hunløve, der brøler budskaber om at stå ved sig selv og hvile i banaliteter. Og så er der hende, der søger anerkendelse fra andre. Hende, der drømmer om, at andre ser mig som sej og speciel.
Anna Lin fortalte i ‘Rejsen’, at hun på et tidspunkt tog på en rejse, hvor det var vigtigt at få nogle fede billeder til hendes Instagram, så den kunne blive flot.
Det var befriende at høre. Pludselig var iscenesættelsen helt cool, fordi hun selv indrømmede det.
Faktisk virker det til, at der er meget social kapital at hente i at tilstå.
Da jeg viste udkastet til den her klumme til mine venner, gav de mig stor ros. Nøj, hvor er det modigt, at jeg tør erkende alle de ting, jeg gør for at virke speciel.
Det er ikke noget nyt, at sociale medier er et paradis for glansbilledet. Men måske er det nu ved at blive et sted, hvor man kan iscenesætte sin iscenesættelse i bytte for virtuelle klapsalver.
/ Josephine Villumsen
Aberne vender tilbage
På fredag sker det, som mange børn af nullerne og det gamle P3 altid venter spændt på: Arctic Monkeys udgiver nyt album – det første siden 2018. Deres seneste album, ‘Tranquility Base Hotel & Casino’, fik mellemgode anmeldelser, delvist fordi Alex Turner havde skiftet udgangspunkt fra guitar til hans mere uøvede klaver.
At dømme ud fra singlen ‘There’d better be a mirrorball’ lægger det nye album sig i slipstrømmen af den stil, som bandet har bevæget sig hen imod siden 2018: blødere vokal, strygere, et strejf af crooner. Frontmand Alex Turners sideprojekt The Last Shadow Puppets fornægter sig heller ikke. Men ulig ‘Tranquility Base’, der var et legende konceptalbum, er tonen her seriøs og reflekterende. Gamle lyttere og fans er vokset med den blødere stil, men man kan alligevel håbe på en lille udladning furiøs guitar på det kommende album, nu hvor de store følelser igen kommer i spil på Turners tekster.
‘The Car’ udkommer fredag den 21. oktober.
/ Louise Rimkjær
Pizza baby
Alt fra Italien er lækkert for tiden, Italien-feberen raser der ud af, og ingen af os kan rigtig få nok. Vi vælter os i pastaretter og film og mode, der lugter bare lidt autentisk af støvlelandet. Og derfor er det nok heller ikke et helt dårligt tidpunkt at åbne et napolitansk/romersk pizzeria på. Hvilket præcis er, hvad en gruppe unge gutter netop har gjort på Nørrebro. Juli hedder stedet, og det er lidt mere gourmet end Pizza Ekspressen i Esbjerg, men målet er at lave simple surdejspizzaer, som smager vidunderligt og har en sprød bund. Åh! Bare gi’ os det nu!
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Danske Ninna Arbo var formentlig den første i verden til at inseminere sig selv. Det foregik på en bænk bag Helligaandskirken i København med sæd fra en mand, hun havde mødt på Café Sommersko tidligere på aftenen.
Derefter startede hun en kamp for kvinders mulighed for at få børn – også uden en mand. Birgitte Possing har nu skrevet en bog om den utrolige historie, og vi har talt med hende.
Det kører for Morten. Egentlig er han, siger han selv, en helt almindelig fyr. Alligevel flokkes kvinderne om ham. Josephine Villumsen undersøger, hvordan det kan være.
Pris-fest
Vi vil også lige trutte i hornet over, at vi er nomineret til hele tre priser ved dette års Prix Audio, der er den fineste podcastpris herhjemme. Vi er nomineret for ’Årets Nicheformat’ for ’Perkologi’. Vi er også nomineret i kategorien ’Årets kommercielle samarbejde’ for Bastians modige og ærlige fortælling om at være ludoman. Sidst, men ikke mindst, er Anders Hagen nomineret som ’Årets Vært’ i podcasten ’Liv, død og fodbold’, som vi har produceret for Ally.