Kvinder er fra Venus og mænd fra Mars: Morgenbeats kigger på gerningsmænd – og ser på planeter

David Bowies udødelige klassiker er blevet nynnet, siden DR2 torsdag aften sendte live-transmissionen af NASA’s Rover-landing på Mars, der skal undersøge, om naboplaneten viser tegn på liv. Med liv taler vi mikroorganismer og ikke blå Avatar-lignende rumvæsener – kameraet lå dog klar, hvis Neytiri skulle svinge forbi. Som den skabs-sci-fi-fan jeg er, sad jeg derfor klistret til skærmen for at følge med i Roverens landing på den røde kugle. Men årets hidtil mest nervøse og akavede vært distraherede programmets spændende indhold. Det var musiker, biolog og forsker Johan Olsen, der grinende bød velkommen med ordene “jeg har aldrig været vært på et liveprogram før”. Nej. Det var desværre meget tydeligt. Gennem hele udsendelsen sad jeg ellers og heppede på ham og håbede sådan, at han ville blive fortrolig med både talekort og øresnegl og samtidig formå at skabe god kemi med de inviterede eksperter. Det skete dog ikke, og det blev derfor to meget lange og tåkrummende timer, hvor forvirring over rækkefølge og pauser med larmende stilhed overdøvede programmets væsentligheder. Men noget har jeg da lært. For nok fangede jeg ikke alle astrofysiske pointer – for hvilket Johan Olsen ikke skal bære den fulde skyld, bevares – men det blev umådeligt tydeligt, hvor vigtigt et godt værtskab er. Derfor: Kære Sofie Linde, hvornår vender du tilbage fra barsel?

Af og til kan jeg godt drømme mig væk til en ø og forestille mig, hvor skønt det måtte være at bo afsides og afkoblet fra det meste. Sådan en ø er Capraia, som ligger ud for Toscanas kyst i Italien. Øen har ikke mere end 400 beboere, men lige for tiden skal jeg helst ikke bede om at være en af dem. Samtlige af Capraias beboere er nemlig under mistanke i en lokal kriminalsag, der kunne være skrevet af Agatha Christie. Sagen drejer sig om en række nøje planlagte tyverier, der har hærget øen i løbet af vinteren, hvor der stort set ikke er besøgende. Alle øboere kigger sig derfor over skulderen, og øens borgmester har udtalt til den italienske avis Corriere della Sera, at det stærke fællesskab i lille samfund er under heftigt pres. Tyverierne er både gået ud over butikker og private hjem, hvor gerningsmændene tilsyneladende har vidst præcis, hvornår ejerne var væk. Blandt andet fik viceborgmesteren stjålet sit private pengeskab, som var fyldt med smykker og kontanter, netop som han var borte for en enkelt dag i Pisa. På øen er der blot tre politibetjente, og der er mange teorier i omløb, men næsten sikkert er det, at de skyldige er lokale. Spørgsmålet er bare whodunnit?

Det har vakt en del debat henover weekenden, at den tidligere P1-radiovært, Mads Aagaard, kun fire måneder efter sin skandale-afgang fra DR har fået et nyt job. Berlingske afslørede ellers i efteråret, at manden opførte sig truende, grænseoverskridende og seksuelt krænkende overfor kollegaer og kilder. Et rigtigt røvhul med andre ord. Hos podcast-virksomheden Rakkerpak Productions mener man dog, at manden skulle have en chance til, og det lige med det vons. De har udtalt, at Aagaard har fået en “hård medfart” og desuden jo er ung – vi må altså forstå, at der var tale om en slags drengestreger. Jeg tænker straks på Gretelise Holms legendariske kronik om, at mænd simpelthen ikke kan diskvalificere sig selv i mediebranchen. De popper straks op igen, i nye stillinger, ansat af folk i deres netværk, men i tilfældet med Mads Aagaard er det alligevel en historisk kort tur på bænken. Manden ville ellers søge hjælp og forbedre sig, men det må siges at være begrænset, hvad han kan have lært på fire måneder, under lockdown tilmed. Der er så mange dygtige folk i branchen, der leder efter job eller hutler sig gennem Corona-nedgangen som selvstændige. Jeg vil mene, at man har diskvalificeret sig selv fra at arbejde med journalistik, når man i den grad har misbrugt sin betroede magt. Så hvorfor dog ansætte en seriekrænker, der i årevis har bevist, at han ikke ved, hvordan man omgås andre mennesker?

(Rakkerpak har mandag morgen meldt ud, at de trækker deres ansættelse af Mads Aagaard tilbage på grund af kritikken)

Hold godt fast her: Forsangeren i bandet moi Caprice, Michael Møller, er også sanger i bandet The Mountains, hvor også Fridolin Nordsø er med. Fridolin spiller også i The William Blakes sammen med Kristian Leth, og han kom med i moi Caprice på deres seneste plade. Men da moi Caprice skulle på turné i efteråret, havde Fridolin ikke tid, men han blev så erstattet af Asger Nordtorp, som også lige har udgivet en soloplade under navnet Guldimund – som Morgenbeats er mere end glade for. Men Asger Nordtorp spiller også sammen med Casper Henning Hansen – som er trommeslager i moi Caprice – på et helt 37. projekt, nemlig sammen med sangerinden Lo Ersare under navnet Lucky Lo. Det har Morgenbeats set frem til at høre i lang tid, og nu er pladen snart på vej, så hold øje med Lucky Lo og hendes superband bestående af Asger Nordtorp, Casper Henning Hansen og jazzbassisten Mads Nørgaard.

Jeg så lige på Facebook, at Mette Frederiksen gik en dejlig solskinstur med sin husbond i går. Hvor dejligt for dem. Jeg var også ude at gå søndagstur, men jeg tvivler på, at min gåtur var ligeså skøn som deres. Jovist skinnede solen flot, men det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvor meget jeg savner at bruge dumme penge på en bar, spise ude (takeaway tæller ikke) og købe cafékaffe i dyre domme. Jeg ved godt, at det er vigtigt med samfundssind, men blandt mine venner har nedlukningen resulteret i flere begyndende depressioner, nedtrykthed og stress. Jeg ved ikke med jer, men jeg har sådan brug for at komme udenfor hjemmets fire vægge – og en gåtur i solskinnet kan ikke frembringe et statsminister-værdigt smil på min læbe. Måske fordi jeg har gået tur. Så mange af slagsen, at jeg i gennemsnit har gået ni kilometer i februar måned om dagen. Kunne man måske forestille sig muligheden for et lille cafébesøg i marts? Eller sågar en flaskeøl, hvis værtshuset har udendørsservering? Det kan være hvad som helst, bare det foregår udenfor – og ikke er en gåtur.