Forestil dig det her: Du har muligheden for at se en dårlig film eller en god film. Hvilken vælger du? I teorien vil du naturligvis vælge den gode. Men i praksis, tja, så vil de fleste af os gerne se en film, som måske er lidt dårlig, men til gengæld glider let ned. I hvert fald, hvis man skeler til tallene.
For nylig udkom den danske Netflix-film ‘A Beautiful Life’, der er produceret af Mehdi Avaz og har sangeren Christopher i hovedrollen som usleben popdiamant. Men ja, det ved du sikkert godt, for du har sikkert allerede set den, det har rigtig mange nemlig gjort. Ifølge Netflix er den en af de mest streamede film i flere lande lige nu, og den anden dag stod Christopher så og spulede med champagne i sin have for at fejre successen.
Det mærkværdige er bare, at filmen har fået en virkelig sløj modtagelse hos anmelderne. Visse har sågar advaret mod at se den. Noget tyder altså på, at den er i den dårlige ende, hvis man vel at mærke ser den med kritiske briller. Min fornemmelse er bare, at de fleste af os undlader netop det. Vi vil allerhelst have noget, der passer til vores humør, noget med et helt normalt plot og nogle pæne, kendte mennesker, der får hinanden i enden. Alt det er ‘A Beautiful Life’. Den er en god generisk metervare, som kilder alle de rigtige steder, og måske: Fred være med det. Men måske er det på tide at sætte husfreden over styr ved simpelthen at være mere kritiske, når vi sidder hjemme i sofaen.
Det var også Mehdi Avaz, der lavede Netflix-filmen ‘Toscana’ sidste år. Samme historie. Dårlig film, masser succes. Der skal bare ikke herske nogen tvivl om, at der selvfølgelig ligger en iskold kalkule bag fra producenterne. De vil lave noget lækkert, og så har de Avaz på speed dial. Ka-ching! Og den der ler sidst, ler jo som bekendt bedst, så hvorfor overhovedet brokke sig? Hvad er problemet?
Problemet er, at vi stopfodrer os selv med kulturprodukter. Vores kulturforbrug er i den grad også blevet en del af forbrugerismen, og set i forhold til materialistisk overforbrug, er det måske trods alt bedre, men det har en slagside, at vi overforbruger så massivt, som vi gør. Engang så man én film fredag aften, nu ser man én om dagen, plus det løse. Vi er blevet foie gras-ænder, der æder af streaming-tjenesternes udstrakte hænder. Vores fråderi sætter sig bare ikke i leveren, det sætter sig derimod i hjernen og i ånden. Det er selvfølgelig ødelæggende.
Jeg skal nødigt spille hellig her, for jeg er ikke så meget bedre. Jeg har for eksempel en stor samling af vinyler derhjemme, og mange af dem er virkelig gode, altså seksstjerne-gode, men når jeg står og skal vælge, sætter jeg ofte en af de andre, mere middelmådige på, fordi jeg ikke orker. Orker ikke at investere mig så meget i lytteoplevelsen. Men gode film er præcis ligesom gode plader: De kræver noget af os. Til gengæld giver de også noget tilbage, efterlader et aftryk, visse former måske mere eller mindre direkte vores liv. Men for hver gang vi ser en film som ‘A Beautiful Life’, bliver overskuddet til at se et mesterværk mindre. Hvis det ikke er en skam, ved jeg ikke, hvad er.
Samtidig bevæger vi os længere og længere ind i en ond spiral, hvor filmproducenterne tager færre chancer og bevidst producerer værker efter en gammel, slidt matrice, hvis ikke de bare skamrider allerede opfundne universer som ‘Spiderman’ og ‘Indiana Jones’, eller malker ‘Star Wars’ og Barbie igen. Så find dog på noget nyt! Hav større tiltro til jeres seere. Lige nu går tingene i ring på en helt forkert måde i Netflix’ store karrusel, og det ender desværre med at give os allesammen kvalme.
/Thomas Balslev
‘The Idol’
‘The Idol’ har netop haft premiere på HBO, og det har jeg virkelig glædet mig meget til. Serien har nemlig skabt en hel del furore, allerede inden sin ankomst på grund af rygter om et forfærdeligt kaos på filmsættet. Det er den excentriske instruktør Sam Levinson, som også lavede ‘Euphoria’, der står bag serien i samarbejde med Abel Tesfaye, bedre kendt som The Weeknd, der også selv spiller en hovedrolle. Lily Rose Depp spiller en smadret og glamourøs popstjerne, som er i gang med at opbygge sin karriere med sexet je ne sais quoi-attitude og masser af bar hud, og Abel Tesfaye spiller en slesk og magtfuld natklubejer fra musikindustrien. The Idol er blevet udskældt for sit chauvinistiske syn på kvinder, og meget tyder på, at den er meget let at hade, men nu må vi se. De første to ud af seks afsnit er ude.
/Thomas Balslev
Myten Treo
Alle kender Thomas Treo for hans skarpe og kontroversielle musikanmeldelser i Ekstra Bladet, men hvem er den menneskesky, tilsyneladende venlige og meget arbejdsomme mand egentlig? Journalist Rasmus Elmelund havde et glimrende portræt i Information i sidste uge, som kan læses på avisens hjemmeside.
/Ditte Giese
Börneblogger
Det er blevet langt sværere at finde rundt i det kolossale udbud af musik, der hver eneste uge lanceres. Ikke mindst efter, at de store musikmagasiner er blevet reduceret til blegere online-udgaver. Men Martin Hjort gør sit til at finde gode plader langt fra Spotifys ’New Music Friday’ med nyhedsbrevet Börneblogger.
Hver uge giver han et godt overblik, og man kan som regel altid finde hemmelige perler.
Du finder hans nyhedsbrev her, og du kan vælge at støtte det med et valgfrit beløb.
/Emil Norsker
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Der er få adresser som under Palads-biografen, der har lagt lokaler til så mange fester. Men nu kan det være slut. Biografen skal rives ned og bygges ny og stor med ekstra biograf-sale, hvor der ikke længere er plads til tunge rytmer og lette fødder.
Festivalssæsonen er skudt i gang, og To Sultne Piger satte sig for at prøve det meget omdiskuterede plantebasserede udbud, der er på North Side. Hør, hvordan det gik her.
I Danmark har vi et medicinråd, der hele tiden skal tage stilling til om den nye medicin, der kommer på markedet, er prisen værd. For der kommer hele tiden nye (og meget dyre) behandlinger til. Men for en del meget syge mennesker, som vores egen Ditte Giese, kan ventetiden være et spørgsmål om liv og død.
