Hvad har kendetegnet kulturen i dit barndomshjem?
“Det var et meget levende og kreativt miljø at vokse op i. Det var et hjem, hvor der blev spillet musik og sunget meget – mine forældre sang i forskellige kor, både sammen og hver for sig. Men der blev også trallet og lavet sjov, og min far klædte sig ud, så hvis vi var til middag hos nogen, blev han væk. Pludselig kom der en gammel dame med stok gående ude i haven. ”Hvad fanden laver hun her? Hvem er hun?”. Så havde han været i klædeskabet. Det syntes han var skægt. Der var også meget åbenhed omkring, at jeg ville spille trommer, så da jeg fortalte det til mine forældre, sagde de: ”Godt, hvis det er det, der gør dig glad, så skal du gøre det.”
Er der en kulturel oplevelse fra barndommen, som har gjort særligt indtryk på dig?
“Min far tog mig med til en klassisk koncert i det gamle radiohus på Rosenørns Allé. Jeg tror, det var Carl Nielsens femte symfoni. Indtil da havde jeg kun hørt musik på vinyl eller i fjernsynet, og aldrig før set nogen spille rigtigt på instrumenter. Kan du forestille dig det? Og så husker jeg, at de startede med meget få musikere – men jeg kunne jo se, hvor mange der var plads til, så jeg spurgte min far, om de andre kom. Han forsikrede, at det gjorde de – så da vi efter pausen kom tilbage til vores pladser igen, sad de der alle sammen. Wow! Det lød fantastisk. En kæmpe oplevelse”.
Hvordan har din kultursmag udviklede sig siden barndommen og de tidlige ungdomsår?
“Som ung var jeg ikke så god til at stå stille. Jeg havde meget krudt i røven, og man er jo meget søgende og spørgende som ung, og har generelt meget fokus på sig selv. Derfor har jeg ikke været god til at gå på museum og stå og kigge på et billede længe – men det er jeg til gengæld blevet senere. Når man bliver ældre, kan man godt lide – eller, det kan jeg i hvert fald – at rette det fokus hen på noget andet end dig selv. Og når man taler med journalister og laver det, som jeg laver, så handler det rigtig ofte om mig. Man kan godt nå et kvalmepunkt, når det handler om én selv og hele tiden skal lave videoer og bedømme sig selv på kryds og tværs. Så er det dejligt at rette blikket udad, og jeg tror, at det er derfor, jeg f.eks. er blevet bedre til at kigge på billeder. Da min far for nylig fyldte 95 år, gav jeg ham en tur på Louisiana i fødselsdagsgave. Det var en rigtig fed oplevelse, så det er blevet nemmere med alderen at fordybe sig… og give tingene lidt tid”.
Hvordan har dit barndomshjem påvirket dig til at blive den, du er i dag?
“Mine forældre tillod mig at gå de veje, jeg er gået. Der var spas, sang og nogen, der havde fokus på musikken. Omvendt, hvis det havde været et andet slags hjem, hvor man ikke tog musikken så alvorligt, havde jeg måske været revisor i dag – og jeg havde nok også været en dårlig revisor. Men at man som forældre hele tiden peger på ting for sine børn. Det er vigtigt. Det gør jeg også ved mine egne børn – spiller Stevie Wonder og Beatles for dem og får dem til at forstå, hvad alle de nye ting, de hører, står på skuldrene af. Det er meget afgørende for, om man sender kulturen videre. Det følte, jeg, at mine forældre gjorde”.
Hvad er du mest taknemmelig over at have fået med hjemmefra?
“Ubetinget kærlighed. At jeg har fået en bevidsthed om, at jeg er elsket. Af alle tænkelige ting overhovedet, så har det været det vigtigste, jeg har fået med. I dét lys kan det andet være ligegyldigt – musik, kunst, kultur osv. Hvis man ikke føler sig elsket af sine forældre, så er det hele lige meget. Jeg har altid følt mig elsket og til dels set. Nogle gange skulle vi kæmpe lidt om opmærksomheden, for vi var mange i søskendeflokken, og mine forældre arbejdede på et fritidshjem, hvor de havde 60 børn. Og når de så kom hjem, var de selvfølgelig trætte. Det har jeg også fået med hjemmefra: Man skal stå tidligt op, hvis man vil lykkes med tingene, og nogle gange skal man vifte med et meget stort flag for at blive hørt. Omvendt har det også en styrke, for hvis man er enebarn, kan man forestille sig, at forældrene lapper alt i sig, man siger. Det bliver man måske lidt doven af”.
Hvad vil du sørge for at give videre til dine børn?
“Kærlighed. Det har jeg ikke svært ved. Det klarer nærmest sig selv, heldigvis. Altså at de ved, at deres far elsker dem. Men de skal også lære, at man godt kan sige til dem, at ”dét der kan godt blive bedre, du kan godt gøre dig umage – prøv lige en gang til, så du også selv er tilfreds med det.”
Men en ting, som jeg selv vil gøre anderledes end mine egne forældre, er, at lade mine fem børn blive ordentlig set. Børn er ikke ens, og mine fem børn er alle sammen meget forskellige og kræver fem forskellige opmærksomheder. Mine forældre mødte hinanden på pædagogseminariet og havde lært, at “sådan” gør ”man”, når man opdrager børn. Jeg synes ikke, at de altid var gode til at have blik for, at vi var meget forskellige mennesker. De gjorde det så godt, de kunne, men jeg tænker meget på, at mine børn er forskellige børn. Nogle skal roses, nogle skal skubbes lidt, mens andre skal have mere punk”.
Har du en kulturel guilty pleasure?
“Jeg hører en dårlig sangerinde. Céline Dion. Hun synger pisse godt, men har simpelthen så hvinende dårlig smag. Men oven i det hele har hun altså bare en helt fantastisk teknik og er bare så dygtig. Hun synger så rent, samtidig med at hun er så irriterende at se på, og alt omkring hende er dårlig smag. Men når hun kommer i radioen, så slukker jeg altså sjældent, hvorimod der jo er andre, hvor man slukker med det samme! Bare ikke Céline Dion. Og så spiller jeg Angry Birds. Jeg har tre stjerner i alle levels, i alle spil”.
—————-
Fakta: Martin Brygmann (f. 1963) er aktuel med sit første soloalbum, ‘Bates Delight’. Han er far til fem, har komponeret filmmusik, spillet skuespil og debuterer nu som soloartist.
Du kan se videoen til singlen ‘Five In The Morning’ her:
PR-foto: Franne Voigt
