De fleste filminteresserede husker tydeligt, da den kom for snart tyve år siden: ‘Fight Club’, den der krasbørstige macho-film om skjulte mandefællesskaber og opgøret med overfladesamfundets feminiserede kvælningstag.
Jeg var selv en af de dedikerede og dyrkede den med lidenskabelig ihærdighed. Jeg tænkte over den, analyserede den som del af mit pensum på litteraturvidenskab og vendte jævnligt tilbage til den, fordi den fascinerede og trak i mig, både som æstetisk kunstobjekt og som en kønsemotionelt forstyrrende oplevelse.
David Fincher havde med udgangspunkt i Chuck Palahniuks roman af samme navn skabt et symbolrigt og analysevenligt væsen, der skreg på henholdsvis indoptagelse og metodiske livtag. Plottet er lige så enkelt og dragende som dengang: Edward Norton spiller en unavngiven kontormus, der arbejder som koordinator for et bilfirma og rejser land og rige rundt for at evaluere eventuelle omkostninger ved at trække ulykkesramte biler tilbage fra markedet. Han er et plaget menneske, som lider af søvnløshed og desperat prøver at udfylde et enormt indre hul ved at opsøge sorggrupper og lappe elendigheden i sig hos kraftramte og incestofre.
Vores protagonist, en splejset, nydelig, IKEA-shoppende kontormus, har det skidt helt ind i sjælen. Han plages af en monumental mangel og er slet og ret definitionen på en svækling. Dén elendighed fører ham netop i favnen på de støttegrupper, hvor han så pludselig mærker livet og sig selv. Ikke fordi han selv hører til i de små fællesskaber, men fordi de byder på noget ægte, noget som hverken er forstillet eller gustent.
Men det store skred sker, da Tyler Durden (Brad Pitt) træder ind i protagonistens liv. Sammen hengiver de sig til øm og halvinfantil maskulin destruktionstrang og etablerer en landsdækkende voldsfranchise som ender med… well, hvis du mod forventning ikke har set den, skal vi ikke stjæle den mulige glæde fra dig.
Hårdtslående bromance
‘Fight Club’ handler i bund og grund om demaskulinisering af mandekønnet og et infantilt-dragende forsøg på at gøre op med både mandens svækkede tilstand og kommercialiseringen af verden. I løbet af det første slagsmål ændrer lydsporet sig mærkbart og indikerer ankomsten af en ny virkelighed; en erotisk æggende og altgennemstrømmende verden som nu er indenfor rækkevidde. Og det er ikke tilfældigt, at vores protagonist og Tyler bagefter deler øl og smøger og spejler den ikoniserede post-sex-tilstand med ordene: ”We should do this again sometime.”
Skiftet er lige her, og alt, hvad der efterfølgende sker, forekommer udelukkende i dødskultens tjeneste. Alle de involverede individer (mænd) går ned i materien, kødet og smerten. De store drenge i alle dele af samfundet slår nu løs på hinanden for at føle livet, og det er svært ikke på en og samme tid at føle medlidenhed med dem og være en smule benovet over projektet. ’Fight Club’ er derfor også en slags nasty-kødelig variant af ’Dead Poets Society’, blot med et radikaliseret og betydeligt mere vredt udgangspunkt.
LÆS OGSÅ:
Mandekønnet i ’Fight Club’ føler sig nemlig mere eller mindre kollektivt reduceret af samfundet, den kapitalistiske hjernevask og feminiserede institutioner, som på nedrig vis frarøver dem deres grande potentiale og mulige mandestorhed. Alt det fører dette ellers småynkelige männerbund (rituelt og regelbestemt mandefælleskab med et særligt mål, red.) i retning af ganske noble mål som selvovervindelse, selvdisciplin og et kollektivt opgør med undertrykkende samfundsmekanismer.
Den særlige vinkel på manglende mandestorhed foregreb på sin vis netop den voldstaberretorik, som i dag dyrkes så indgående overalt i nettets porøse og aggressionsfyldte yderkroge – og blev dermed et sært profetisk element. Dertil kommer også filmens markante afvisning af feminiseret maskulinitet – et i bund og grund udtalt konservativt tankemønster som, rent værdipolitisk, ikke kan andet end at placere sig i en hånende opposition til enhver forestilling om kønsmangfoldighedens glæder.
’Fight Club’ holder i den grad, og det kan være svært ikke at sidde med et smørret og begejstret smil gennem filmens 139 hæsblæsende og æstetisk-tematisk overvældende minutter… også selvom hele præmissen faktisk er lidt småpatetisk for ikke ligefrem at sige infantil.
Men hold nu kæft, hvor kan det infantile også bare være forbandet godt.
