Jacob Bellens
PR-foto: Jon Bang

Jacob Bellens: Som barn blev jeg holdt vågen for at se film

Musikeren Jacob Bellens fortæller om et barndomshjem, der var fyldt med kultur – god som dårlig. I dag kan han godt selv være lidt kulturelt doven, da det kræver mere at se en kunstfilm end en med Steve Carell.

Hvad har kendetegnet kulturen i dit barndomshjem?

“Blandingen af klaver i stuen, akustisk guitar på væggen, mine forældres stereoanlæg, pladesamlingen, en masse bøger og vores fjernsyn er et stort krydsfelt af, hvad der har været af kultur i mit barndomshjem. Samtidig snakkede min far mange sprog, bl.a. græsk og finsk, og jeg har tysk familie på min mors side. De mange nationaliteter har senere givet mig en bevidsthed om, at når man skaber noget, så skaber man det til hele verden. Verden er derude, og det har jeg lært fra en tidlig alder”.

Kan du nævne en kulturoplevelse fra barndommen, som har gjort særligt indtryk?

“Jeg kan huske, at jeg nogle gange blev holdt vågen for at se en bestemt film, bare fordi den var vigtig at se. Det gjorde, at jeg fik kulturreferencer ind fra en ret tidlig alder – både fra et eller andet gakket og kunst-agtigt, men også fra mainstream Hollywood-brag. Jeg blev f.eks. holdt vågen for at se ‘Dødens Gab’, men også for at se ‘Det syvende segl’ af Ingmar Bergmann, hvor døden spiller skak på stranden. Når familien sagde: ”Hey, nu skal vi se den hér film, der kommer i fjernsynet” for at samles om og dyrke noget… det har gjort særligt indtryk”.

Hvordan har dit kulturforbrug og din smag udviklet sig siden barndommen og de tidlige ungdomsår?

“Allerede fra jeg fra fem år, hørte jeg vildt meget Elvis. Det syntes selv mine forældre var lidt kikset. Da jeg blev tolv-tretten år, og dem i skolen også syntes, at Elvis var kikset, gik jeg over til hiphop. Jeg tog meget til København og begyndte at hænge ude i pladebutikker i Pisserenden. Der var også en butik i Haslev, hvor man kunne få udenlandske plader hjem, hvis man bestilte dem. Jeg læste om en masse artister i mine musikblade, og dem kunne jeg få hjem dér. Senere solgte jeg så alle mine hiphop-cd’er og gik mere over til indie- og alternativ rock. Jeg har nok lidt fortrudt, at jeg solgte så meget. Dét med at sælge er der ikke noget fedt i. Så vil jeg hellere give dem væk til nogen, jeg kender – så ved jeg, hvor de er, og at de får noget kærlighed”.

PR-foto: Jonas Bang

Hvordan føler du, at dit barndomshjem har påvirket dig til at blive den, du er i dag?

“Jeg er vokset op med mange instrumenter. Fra jeg var helt lille, fik jeg lov til at sidde på skødet af min far og spille klaver med ham, og generelt har det altid været totalt velkomment at spille hele tiden. Senere blev det også til at synge højt – helt vildt højt og hele tiden. Og da jeg først begyndte at høre Elvis, prøvede jeg selvfølgelig at spille og synge de numre, jeg kunne lide”.

Hvad er du mest taknemmelig for at have fået med hjemmefra?

“At jeg har fået så mange kulturreferencer. Både musikken, filmene og bøgerne. Og det at få lov til at spille på alt og hele tiden. Helt klart. Jeg er også glad for, at alle genrer og udtryk var okay, så længe det er godt. Jeg har faktisk tit forsvaret popkultur, for jeg vil hellere være en del af masserne end én af dem, der står og laver kunst for ti mennesker”.

Hvordan ser dit kulturforbrug ud i dag?

“Lidt for dovent, måske. F.eks. indenfor film, hvor jeg tit ikke kan overskue at se noget, der er alt for godt. Så vil jeg hellere vil se en Steve Carell-komedie, hvor jeg kan læne mig lidt tilbage og blive a’et i stedet. Mine forældre har også flere gange sagt til mig, at jeg skal passe på ikke at snobbe nedad! Men det kræver noget af dig, hvis du vil forbruge kultur, som er godt. Men jeg kunne da godt klare at blive lidt mere frisk. Jeg har mange venner, der laver alle mulige typer musik, men jeg kommer sjældent ud og ser dem spille. Når jeg endelig kommer ud, så føler jeg altid, at det er vildt optur, og at jeg lever helt vildt. Så i virkeligheden er det er jo ikke særlig meget, der skal til for at ændre det”.

Hvad vil du sørge for at give videre til dine børn?

“Jeg håber, at jeg kan give min datter en kærlighed til kultur og til at udtrykke sig. Det er ikke så vigtigt, om hun kommer til at udøve noget. Bare hun kan bruge det i sit liv og være glad for det. Min kæreste læser meget, så forhåbentlig bliver vores datter både glad for det skrevne ord og for musik”.

———————————————————

Fakta:

Sanger og musiker Jacob Bellens er født i 1979 og er opvokset i Haslev, tæt på Ringsted. Han er pt. aktuel med sit tredje soloalbum, ‘Polyester Skin’, der udkom i 2016. Han er også frontmand i bandet I Got You On Tape, der vandt P3 Prisen i 2010. I dag bor han på Vesterbro med sin kæreste og datter på 10 måneder.

Her kan du høre Jacob Bellens nye single ‘Whenever’:

Footer graphics