"Denne genre er så gennemsyret af rejsningsbetonet dvælen ved egne og totalt unikke personlige problemer"
Radio & podcast
menu-close

5 (sjældent) ok gode road movies: “Denne genre er så gennemsyret af rejsningsbetonet dvælen ved egne og totalt unikke personlige problemer”

30. august 2019 |

Road movies burde omdøbes til 'masturbationsrejsefilm', mener filmskribenten, fordi de oftest ikke bevæger sig ud af egen navle. I anledning af premieren på den anmelderroste 'Camper 303' får du her fem road movies, som kommer ud over navleliderligheden.

Freelancejournalist især indenfor kunst, tech og digital kultur.

Road movien er filmhistorisk betragtet en spøjs størrelse. På den ene side er genren vildt feteret, på den anden side findes der nok ikke en genre med lige så få decideret gode film. Hvis du sidder og tænker: ”Hvad snakker han om”, så gør dig selv den tjeneste at glane de 100 ”største” road movie-titler igennem. Du bliver sikkert ikke blæst omkuld af genrens overordnede kvalitetsniveau, uanset hvor dybfølt din forkærlighed for almenmenneskelig usikkerhed og dannelsesrejser er.

Dertil kommer definitionsproblemerne, som gør, at ualmindeligt mange film mere eller mindre vellykket sniger sig sådan formelt set ind under genren. I bund og grund handler road movien nemlig om en rejse enten væk fra eller mod hjemmet. Under alle omstændigheder er protagonisterne altid i transit. De er væk fra de vante rammer og dermed mere modtagelige for åh så forbandet dybe refleksioner over dem selv og det omkringliggende samfund.

Genren er fundamentalt set præget af individets forhold til kollektivet (gerne et konservativt et af slagsen), noget som blandt andet kommer til udtryk i lovløshedsproblematikken eller fremmedgørelsen som bærende princip. Og nå ja, så spiller motorbrumbrum-mekanikken traditionelt set en stor rolle her. Der er med andre ord en massiv overvægt af navleliderlighed på spil i road movien.

Den indvending kan man principielt set anføre overfor et vilkårligt kunstværk, men lige netop denne genre er så gennemsyret af rejsningsbetonet dvælen ved egne og totalt unikke personlige problemer, at den nok snarere burde hedde ‘masturbationsrejsefilm’.

Genrefans kan blive pisset af

Lige netop sådan en film forekommer anmelderroste tyske road movie ‘Camper 303’ (2018), som har dansk premiere 29. august, også at være. Derfor prøver jeg her med nobelt sindelag at komme egoliderligheden i forkøbet med nærværende liste. For der findes nemlig rent faktisk road movies, som både er hjemsøgende og de facto spændende.

Ugens benspænd er ‘Thelma & Louise’ (snork), ‘Easy Rider’ (gab), ‘Vanishing Point’ (verdens mest trættende hipster-artefakt) og ‘Paris, Texas’ (dén er rent faktisk god). De må ikke røres med en ildtang og med undtagelse af ‘Paris, Texas’, så Gud ske tak og lov for det. Det betyder i sagens natur også, at denne liste repræsenterer en subjektiv vurdering og en tilgang, som måske vil få sande genrefans til at blive tvære og perfide. Vi starter som altid bagfra – med de suveræne og ender ved de decideret guddommelige – go!

5. ‘The Hitcher’ (1986)

Vi starter ballet med et nærmest uansvarligt valg, for lige netop ‘The Hitcher’ fra 1986 er en film, som efter de fleste objektive standarder ikke fortjener at blive nævnt i nogen som helst top fem-liste. Alligevel indledes den med en æterisk uro og majestætiske nattevidder. En ung mand (C. Thomas Howell) kører søvnig gennem et tomt og mørkt amerikansk landskab, er ved at køre galt og samler så ud af det blå en psykoblaffer op (Rutger Hauer). 10 minutter inde i filmen ved man allerede, at den hverken er mesterlig eller synderligt imponerende i forhold til nogle traditionelle parametre.

LÆS OGSÅ: Quentin Tarantinos 5 største film-sadister

Hvad laver den så her? Den hører lige netop til på listen, fordi den trodser sin egen enfoldighed ved at blive til et fortættet eventyr, som forvansker road moviens karaktertræk og så alligevel tumler hæmningsløst rundt i genrens troper.

Vi har en (meget) ung mand, som trodser sine forældres gode råd, åbner døren for en fremmed mand, og det endda mens han kører rundt i en knaldrød bil. Han udsættes selvfølgelig for et homoerotisk ladet overgreb og klynker allerede indledningsvis ”I’ll do anything”. Den slags snasket vulgærsymbolik indkapsler fint, hvilket karikeret mareridt filmen i bund og grund er. Derude på vejene er familien i fare, derude er der hverken kollektiv bebyggelse eller sikkerhedsnet. Filmen bæres hverken af de dumme replikker eller det spøjse skuespil, men alle de skrækindjagende tomme settings i periferien af de støvede veje. Uf.

4. ‘The Straight Story’ (1999)

Og så går vi ellers fra den ene yderlighed til den anden. For med David Lynchs ‘The Straight Story’ fra 1999 befinder vi os pludselig i et særegent, langsommeligt univers. Alvin Straight (spillet af Richard Farnsworth, I ved nok – den supersøde bedstefarfigur fra ‘Anne fra Grønnebakken’) beslutter sig for at trodse alderens truende forfald og besøge sin sygdomsramte bror 390 kilometer væk. Rejsen gennemføres ikke i bil eller med offentlig transport, men derimod siddende ovenpå en møgslidt plæneklipper med et enormt lad bag sig. Der er et væld af små og halvstore problemer, men det lykkes til sidst for vores helt at klare skærene på (sådan næsten) helt egen hånd.

LÆS OGSÅ: Det nye ’BH90210’ er fuld af halvgamle botox-røvhuller, der spiller sig selv

Udover det spøjse forhold at fortællingen bygger på en kugleskør og sandfærdig historie, så er filmens arbejde med road movie-genren både intimiderende, nervepirrende og opslidende. For filmen er reelt så langsom, at angsten hurtigt melder sig, nærværet så markant, at en uventet tordenbyge fremkalder vedvarende gysninger, og de fugtige øjne i karaktergalleriet mere eller mindre konstant truer seeren med at fremkalde gråd og hulk.

I dette univers er vi også på den store og asfalterede vej, men i modsætning til de brølende og potente motorer har vi her en tøffende plæneklipper og dermed i sidste ende to centrale ting: Et i bund og grund genretypisk opgør med kollektivet, og en ganske unik hyldest til aldrende maskulinitet.

3. ‘Rain Man’ (1988)

Ja, ja – næste perle rummer Tom Cruise… sue me. Men hør lige engang: ‘Rain Man’ er og bliver en regulær genreperle, uagtet at den ofte og ganske uretfærdigt reduceres til blot at være en road trip-movie, uden road moviens egentlige eksistentielle grundtoner. Her møder vi overfladiske Charlie (spillet med vanligt dyb overfladeforståelse af Tom Cruise). Hans far dør, men i stedet for at sende arven direkte videre til Charlie ryger alle pengene til hans ukendte bror Raymond (spillet af Dustin Hoffman).

Det viser sig, at Raymond har en voldsomt hæmmende autismeudviklingsforstyrrelse, som kræver ro, regelmæssighed og forudsigelige rammer. De to brødre ender, som følge af Charlies onde drøm om at nappe alle pengene, sammen på vejen, og de kører tværs over landet mod Los Angeles. Billedsiden er smuk og vejene skamløst skønne, men det er kombinationen af Hans Zimmers smækre lydspor og den afslutningsvise genfundne og overraskende dybe kærlighed overfor den sagesløse og uskyldsrene bror, som for alvor trækker tænder ud. Hulk.

2. Mad Max 2: ‘The Road Warrior’ (1981)

Nu er vi kommet til de tungeste i sværvægterklassen, og her må og skal George Millers anden film i ‘Mad Max’-serien nævnes. Overhovedet at klassificere den som road movie kræver et par krumspring, al den stund at filmen ret beset er en fandenivoldsk actionfilm, henlagt til en post-apokalyptisk ørkenverden. Dertil kommer de formelle problemer: Manglen på sjælelig refleksion og fraværet af det traditionelle samfund som protagonisten kælent kan spejle sig i.

LÆS OGSÅ: Thom Yorke og P.T. Anderson udgiver kortfilm på Netflix

Når Mel Gibson i rollen som Max alligevel har en indlysende berettigelse i genrehallerne, hænger det sammen med de strukturelle forhold: Max ér blevet et kynisk gespenst i permanent transit og udelukkende i bevægelse. Det eneste omdrejningspunkt er benzinen, som netop muliggør endnu mere bevægelse uden retning. Max konfronteres med en konflikt mellem røvere og godtfolk og indlader sig, på overfladen som følge af behovet for benzin, på at hjælpe de omringede stakler.

I den proces bliver Max en katalysator for etablering af et bæredygtigt samfund, også selvom han, som det martrede væsen han er, er dømt til evig vandring. Max er om nogen en ”lone driver”, og dermed en skøn-grum legemliggørelse af en af genrens mest vedholdende troper.

1. ‘Wild at Heart’ (1990)

Men det bedste må være David Lynchs ‘Wild at Heart’ fra 1990. Nicolas Cage spiller bad boy Sailor Ripley, som, udover at elske Lula Pace Fortune (Laura Dern), også har et betydeligt problem med et kukuk-crazy opfarende temperament. Som følge af hans indre testosteron-vulkan ender han med at myrde en overfaldsmand, hyret af Lulas nedrige mor (Diane Ladd) og kommer følgelig i fængsel.

Filmens hovedplot afvikles efter løsladelsen, hvor Sailor og Lula trodser betingelserne for hans prøveløsladelse og kåde flygter mod Californien. Vi taler flugt fra loven, flugt fra den onde mor og hendes psyko-håndlangere og flugt fra det gavmilde væld af indre dæmoner, som Lynchs kronisk-aparte figurer altid døjer med. De store, støvede og asfalterede amerikanske motorveje udgør en voldsomt æggende ramme og bliver til et metafysisk bevægelsesrum, et rum hvor mennesker dør, går under og desperat prøver at krydse tomrummet mellem forskellige verdener.

Det er nemlig på vejene, at man for alvor kan krydse grænser. Av, den gør godt.

Her er en trailer for den premiereaktuelle road movie ‘Camper 303’:

Søren Staal Balslev

Freelancejournalist især indenfor kunst, tech og digital kultur.