Constance Debré: ‘Love me tender’
Det sker sommetider, men alt for sjældent, at man læser en bog, som er så god, at man helst ikke vil have, at den slutter, og derfor begynder man så at dosere sin læsning, hakke den op i mindre bidder, for at strække oplevelsen længere. Da jeg var mindre, knuste jeg i weekenden mine chips for at mangedoble antallet af chips i den tro, at det så samlet set gav flere chips, og den parallel kommer jeg kun til at drage nu, fordi det er sådan, det er at læse den franske forfatter Constance Debrés selvbiografiske bog ‘Love me tender’, som er kommet på dansk i år.
Det har været en omdiskuteret bog, nok fordi den er giftig for normaliteten og vores begreb om kærlighed. Den handler nemlig om Constance, der siger sit job som advokat op, forlader sin mand og sin søn for til gengæld at leve et vildt kompromisløst og promiskuøst liv som lesbisk kvinde i Paris. Uden penge og uden kontakt til sin søn fordriver hun dagene med at svømme crawl, ryge Marlboro Light, knalde og skrive. Ren punk og på alle måder den eksistentielle antitese for en skidealmindelig familiefar med kone og to børn, men ikke desto mindre ekstremt fascinerende at læse en bog som denne om den totale udlevelse af egoisme. Sproget er nøgternt og koncist rapporterende, og kapitlerne er sjældent længere end halvanden side. Også dét sætter jeg stor pris på.
/Thomas Balslev
Jennifer Egan: ‘Pandekagehuset’
Jennifer Egan kan så mange ting, at det nogle gange nærmer sig blær. Hun vandt (fortjent) Pulitzer-prisen for hendes gennembrud ’Tæskeholdet banker på’, der var en række fremragende noveller, der løst hang sammen.
Siden fulgte hun op med den meget straight story ’Manhattan Beach’, måske blot for at vise, at hun også mestrer det mere traditionelle forfatter-håndværk med en andenverdenskrigs-historie. Og nu er hun så tilbage til, hvor hun kom fra. Med en uafhængig opfølger til ’Tæskeholdet…’. Bygget på samme måde med en række fortællinger fra en nær for- og fremtid.
De forskellige skæbner vikler sig ubesværet ind og ud af hinandens fortællinger, og det er en særlig kunst at kunne veksle mellem en aldrende mand og en ung teenagepige, så de begge har en troværdig indre stemme. Heldigvis er Jenifer Egans bog ikke bare imponerende. Den er først og fremmest underholdende, sjov og overraskende nok indgyder den håb og varme, når man mindst venter det.
Normalt kan novellesamlinger være en frustrerende følelse, hvor man ville ønske sig, at forfatteren havde taget sig sammen til en hel roman, men her giver det mening. Og hver historie føles som et led i større fortælling – om vores verden og liv.
/ Emil Norsker
Theis Ørntoft: Jordisk
Mange kunstnere har gennem historien proklameret, at de hellere vil bedømmes med enten nul og seks stjerner end den bløde mellemvare, og netop det har den danske forfatter Theis Ørntoft opnået med sin nye roman ’Jordisk’. Mens Weekendavisen Lars Bukdahl giver sin anmeldelse overskriften ”Planetarisk kedsomhed”, river Politiken seks hjerter op og mener, at nogen hurtigt burde sikre sig rettighederne for at lave en tv-serie ud af den.
Måske er sandheden, at den ligger lidt i mellem. Den humper en smule afsted i starten, hvor figurerne har tendenser til lange (og temmelig urealistiske) monologer, hvor det kan føles som om, forfatteren har lidt for mange essays, der skal fyres af. Men som personerne bliver flere, slipper han tøjlerne, og historierne glider nemmere på sine egne betingelser.
Man skal have tålmodighed til at holde så langt, men holder man fast, bliver man rigeligt belønnet med en ambitiøs (især i dansk målestok) slægtsroman, der bliver bedre og bedre. En stor bedrift at Theis Ørntoft. Og det er formentlig den rigtige begyndelse på et stort forfatterskab.
/ Emil Norsker
Ian McEwan: ‘Lektioner’
Der er sjældent noget mere tilfredsstillende (og bittersødt) end at følge et helt liv fra start til slut. I denne murstensroman, der er en delvis selvbiografi, bliver hele den usædvanlige tilværelse for en helt normal mand rullet ud på imponerende vis, der viser Ian McEwans flotte sprog og fuldstændige faste greb om en historie.
Vi følger den unge dreng, der vokser op i Libyen, da hans far er udstationeret soldat, indtil han i en alder af 11 bliver skilt fra sine forældre for at fuldende sin skolegang på en engelsk kostskole. Her får han klaverlektioner og indleder som 14-årig en intens, omvæltende og nogle gange usund affære med sin 11 år ældre lærerinde.
Det former hans tilværelse på godt og ondt og får afgørende indflydelse på hans (manglende) skolegang og senere voksne forhold. Men det er ikke trist socialrealisme, tegnet op i sort og hvidt. Det er en nuanceret fortælling om en affære, der udspiller sig i et grænseområde for, hvem, der udnytter hvem, og selvom den præger både coveret og titlen, er det ikke den eneste fortælling, vi får i denne rige roman.
Det er først og fremmest et billede af en skæbne og den tid, den udspiller sig i. Og hvordan et helt normalt liv bliver afgjort af vores valg, og at både vores fejl og styrker udgør det hele liv set i det store perspektiv.
/ Emil Norsker
Carl Frode Tiller: ‘Flugt’
Med serien ’Indkredsning’ skrev han sig ind blandt de aller største nulevende nordiske forfattere. Som få har den norske forfatter en formidabel evne til at lege med formen uden at miste overblikket over det væsentlige, historien.
Nu er han tilbage med en langt kortere roman, der tager udgangspunkt i et ægtepar, der sørger på hver deres måde over tabet af deres søn, der er død i en bilulykke. På mange måder en langt mere straight story i forhold til, hvad man er vant til fra nordmanden, men også denne gang smider han rundt med læseren, når han konstant skifter synspunkt mellem sine tre hovedkarakterer (hvoraf den ene er den afdøde søn).
Det skaber selvsagt en smule forvirrende læsning, og det er ikke helt så elegant løst, som fx hans kollega Jon Fosse gør det. Derfor er vi heller ikke helt på højde med tidligere værker, men det er stadig ført med en mesters hånd. Og Carl Frode Tiller falder aldrig ned i kliché-gryden eller mister blikket for menneskets vilkår, når vi med (en smule) værdighed prøver at komme igennem det værst tænkelige.
/ Emil Norsker
Knud Romer: ‘Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift’
Efter de massive problemer med at færdige ’Kort over paradis’ og hans forfærdelige øjensygdom troede man, at Knud Romes forfatterkarriere var på vej i dvale. Men siden da har han været uhyre produktiv med først ’Pigen i violinen’ og nu denne novellesamling.
Det er (i hvert fald i min smag) sjældent, at netop noveller kommer op i samme liga (og læseværdighed) som en roman, men der er enkelte undtagelser som Richard Ford og vores egen Jan Sonnergaard.
I denne samling af noveller er vi dog ikke heller helt på højde med Knuds bedste romaner, men mindre kan da også gøre det. Det føles lidt som at høre et b-side-album, hvor visse ideer og fortællinger måske var tænkt til andre ting og ikke helt passede ind.
Det er dog et fremragende b-side-album, og historierne er dejligt afrundede. Det virker som om, det har været en let, lystbetonet leg at skrive dem – og det er det i hvert fald af læse dem.
Hvis nogle skulle være i tvivl om Knuds evner eller stamina i forhold til stadig at frembringe god litteratur, bringer han dem endnu engang til skamme. Og det er jo herligt.
/ Emil Norsker
Marie Aubert: ‘Jeg er egentlig ikke sådan’
Det er danske Thomas Korsgaard, der oversætter Marie Auberts bøger, og det giver god mening. Uden yderligere sammenligning har de ydre kants-områdernes ydre kants-personer til fælles og det fine blik for små gnidninger mellem mennesker.
I denne Auberts tredje bog er omdrejningspunktet en konfirmation, hvor hvert familiemedlem (inklusive konfirmanden) har deres personlige at bokse med. Det hele er meget genkendeligt. Heldigvis uden at blive for almindeligt og kedeligt, der er stadig plads til overraskelser – selv i små liv.
Hendes tidligere bøger var mere lovende, og det kan med dette tredje skud føles, som om Marie Auberts talent står lidt i stampe. Men det er stadig værd at tage turen til Norges forstadsdrømme. Du har formentlig været der selv.
/ Emil Norsker
Katrine Marie Guldager: ‘Birgithe med th’
Katrine Marie Guldager er det, man må kalde en driftsikker forfatter. Der kommer cirka en ny udgivelse fra hende om året, og når man følger hendes forfatterskab henover årene, er det altid spændende at se, hvad hun nu har fundet på.
Den seneste roman, ‘Birgithe med th’, udkom i årets første dage, og vi følger den midaldrende skolelærer Birgithe over 12 svære dage. Hendes mor er død, og sorgen hamrer hende i gulvet. Som ansvarsfuld mor til tre, kone og hårdt prøvet folkeskolelærer for en 7. og en 3. klasse, har hun et stærkt behov for at slippe tøjlerne, lade sig falde og lade nogle andre tage ansvaret for en stund. Birgithe er nemlig også mor for alle andres børn, som de har glemt at opdrage i deres iver efter at være venner med deres børn. Vi har at gøre med en kvinde, der simpelthen har fået nok.
Birgithe gennemgår sin mors dødsbo i Brønshøj, mens hendes families problematiske relationer udfolder sig, hun drikker, lever af mazarintærte, prøver at undgå sine børns konstante krav om mor og gør sig den slags eksistentielle overvejelser, som middelklassen nu engang har overskud til. Som: Hvorfor skal man svare på 27 spørgsmål for at få serveret en kop kaffe nutildags? ‘Birgithe med th’ behandler sorgen over at miste en forælder, tilmed en problematisk forælder, råt og kærligt, samtidig med at vi får oprullet et af tidens store problemer: Den pressede folkeskole og en generation af børn, fulde af diagnoser og skærme, som er nærmest uudholdelige at være sammen med for andre end barnets forældre. Bogen er fuld af krads samtidskritik, som hverdagssexisme og klimaafmagt, og Guldager skriver sjovt, direkte og skarpt.
/ Ditte Giese
Alex Schulmann: ‘Malma Station’
Kan man skrive thrillers, der kun foregår i den helt nære familie? Det kan den svenske superstjerne, Alex Schulmann, så formidabelt, at han de senere år har etableret sig som en af de væsentligste skandinaviske stemmer.
Han er uhyre produktiv (han har også en af de mest populære podcasts i Sverige), og det virker som om, det kommer utroligt nemt til ham. Hvert kapitel slutter han med en cliffhanger, som var det en Netflix-serie, og man stryger igennem bogen. Ikke fordi Alex Schulmann forfalder til overfladiskhed og billige tricks. Tværtimod har han et unikt blik for de skrammer og sår, som især børn får, når de vokser op med voksne, der ikke orker eller formår at tage sig ordentlig af dem.
Alex Schulmann er en forfatter, der har fortjent (og også vil få) det helt store publikum. En bestseller-forfatter med en skarp pen og et ømt blik for familiens fælder og fortrædeligheder.
/ Emil Norsker
Peder Frederik Jensen: ‘Rans vilje’
Hvem skulle have troet, at en bog om en syndflod i 1872 skulle føles så vedkommende og relevant i dag? Det lykkedes ikke desto mindre for Peder Frederik Jensen at skabe et værk med en helt igennem original, og først og fremmest spændende, stemme.
Vi følger hovedpersonen Sømanden, der vender hjem til Danmark efter et halvt liv på verdenshavene for at slå sig ned på en ø som eneboer. Han ved, at stormfloden kommer, og derfor bygger han sit hus stærkt og sikkert, mens naboerne ved fastlandet bliver skyllet væk (man skal ikke være et geni for at føle nutidens klimaforandringer dryppe ned over landskabets dystopiske skæbne).
Da omverden kommer på benene igen, vil de have Sømanden væk fra øen, da han blokerer for fremtidens byggeri, og de vil afdække de hemmeligheder, han gemmer i sit hus.
’Rans vilje’ er ikke for de sarte. Livet er hårdt i 1872, og der er bogstaveligt talt ingen kære mor. Men Peder Frederik Jensen stryger fint hen over socialrealismens fælder, og han taber aldrig spændingsmomentet eller svælger for meget i undergangen.
Vi har at gøre med et værk, der har potentiale til at blive et internationalt gennembrud. Bogen har i hvert fald på sprogligt og indholdsmæssigt kvaliteten til det.
/ Emil Norsker
Ia Genberg: ‘Detaljerne’
Vores personlige historie er ufravigeligt vinklet ind i andre mennesker. Ingen går ubemærket forbi. Den svenske forfatter ligger i sengen med feber og fremmaner alle de mennesker, der har haft betydning for hende. Det er blandt andet en ekskæreste, der nu er kendt tv-vært (og som ikke vil kendes ved deres fælles fortid), og det er en veninde, som pludseligt forsvinder uden spor.
Bag de forskellige historier er det små hverdagsdramaer, der i sig selv ikke skiller sig ud fra, hvad de fleste af os oplever i et liv. Og det er formentlig også pointen. Ia Genberg har et fint blik for de små detaljer ved mennesker (og deres liv), som fortæller noget om, hvordan vi alle har en betydning for hinanden. Hvorvidt vi står ved det eller ej.
Med romanen har hun fået sit internationale gennembrud, og bogen har også fået den store svenske litteraturpris, Augustprisen.
Det er en hurtigt læst lille roman, der ikke kan undgå at sætte store tanker og refleksion i gang om alle dem, der aflagde et visit i dit liv – for derefter at forsvinde igen.
/ Emil Norsker
Katinka Bjerregaard: ‘Klump’
Den danske musiker og sangskriver Katinka er i år debuteret som forfatter med romanen ‘Klump’, og det må man bare sige, at hun er lykkedes rigtig godt med. Bogen er selvbiografisk, men ikke på den ligefrem kronologiske måde – den består af flere dele, hvor den første handler om mødet med hendes kæreste, som også viser sig at være mødet med noget nyt inde i hendes egen krop, nemlig oplevelsen af at blive genstand for nogens begær. Man føres i andre dele tilbage til barndommen og den tidlige ungdom, og den tredje del handler om at blive mor, både på den kropslige og mentale måde.
Katinka Bjerregaard skriver virkelig godt, morsomt og koncist, og man flyver ret let igennem de godt 200 sider på grund af det lettilgængelige formsprog: Hele bogen består af en mindre prosakasse på hver side, og hun har selv sagt, at det har været lidt som at skrive sangtekster for hende, og at de som sådan også kan stå alene.
‘Klump’ ender dog med at være en perlerække af tekster, der i sidste ende udgør en kærlighedsfortælling om at finde kærligheden – også dén til sig selv, efter i lang tid at have følt sig formløs, usikker og forkert i forhold til normerne. Bogen skriver sig ind i den allerede fine række af nutidige bøger om at være i kamp med sit eget kød og blod, som blandt andet tæller Rachel Cusk, Olga Ravn og Bjørn Rasmussen, og den fortjener – præcis som disse – at få mange læsere.
/ Thomas Balslev
Caspar Eric: ’Nye balancer – handicapdigte’
10-15 procent af Danmarks befolkning lever med et større fysisk handicap, hvilket gør folk med handicap til landets største minoritetsgruppe. Alligevel er det en flok mennesker, som mange af os sjældent ser og aldrig hører noget til. Det er den slags urimeligheder, man får øjnene op for, når man læser Caspar Erics nye digtsamling, som er en knytnæve af one liners, der sætter sig rungende i dig.
Caspar Eric skriver i et nutidigt hverdagssprog, hans digte er herligt upolerede, politiske, indignerede, men også poetiske med en ung mands drømme om livet, der kommer. Det voksne liv, fremtidsperspektivet, er anderledes hos et menneske med et fysisk handicap, der tærer mere og mere på kroppen og kommer til at begrænse udfoldelsen. Caspar Eric går rundt i sit København og mærker, hvordan livet ændrer sig, når han snart ikke længere kan komme til fodbold på stadion eller skal passe på de mange glatte brosten, når han skal vænne sig til at falde og slå sig og er bedst i vægtløst vand. Og hvad med kærligheden?
De her digte er et vigtigt blik ind i nogle minoritetserfaringer, som størstedelen af befolkningen aldrig skænker en tanke. Men alligevel en dag vil blive konfronteret med, når de selv, eller familiemedlemmer, får en krop, der ikke længere vil danse med.
/ Ditte Giese
Maj My Humaidan: ‘Ærø Manifestet’
Mange af os, som lever og arbejder 8-16 og har børn derhjemme, har helt sikkert gået og tænkt over, om der grundlæggende findes en anden model. Om vi egentlig skal arbejde så meget og samtidig være så meget væk fra dem, vi holder af. Og for mange af os bliver det hele ved tanken. Men det gjorde det ikke for journalist Maj My Humaidan. Hun kvittede hamsterhjulet og flyttede fra Vesterbro til Ærø sammen med sin mand og sine fire børn i håbet om at finde en ny måde at være familie på.
Undervejs har hun blogget om sin beslutning om at hjemmeskole og sin konstante tvivl, og det er der nu kommet en bog ud af, som hedder ‘Ærø Manifestet’. Jeg begyndte selv at læse bogen med en vis nervøsitet. Hvad nu hvis hun skulle vise sig at sige noget så rammende om min egen måde at leve på, at jeg blev nødt til at lave det om? Maj My Humaiden skriver selv på en dyb længsel efter noget i livet, men der løber også en angst overfor det store stygge samfund i hendes bog, og som læser bliver man mest af alt konfronteret med sit eget syn på livet og samfundet gennem hendes fortælling. Hvilket næppe er nogen dårlig ting.
Bogen er sat op i dagbogsform, men på en koreograferet, opklippet måde, der springer i tid, og det er virkelig godt tænkt, for det er med til at skabe en dramaturgi i det ellers profane hverdagsliv. Og så skriver hun så veloplagt og åbent, at man hurtigt kværner bogens 200 sider (ikke at hurtighed nødvendigvis er nogen kvalitet, og måske slet ikke i denne konkrete sammenhæng). Vigtigst af alt er bogen dybt inspirerende og med til at slå nogle sandheder fast her i tilværelsen, hvoraf den største af dem – og, tror jeg, mest oversete – er, at vi altid selv har lov til at bestemme, hvordan vi lever vores liv. Det kan man jo desværre godt gå rundt og glemme. I mellemtiden kan man passende læse denne tankevækkende og modige bog.
/Thomas Balslev
