Bossen fylder 70: Bruce er farrock. En portal til at forstå min fars følelsesliv

I anledning af Bossens 70 års fødselsdag bringer vi her en helt særlig kærlighedserklæring til Bruce – og far. Forfatter Johanne Bille mindes en særlig aften på Roskildes Orange Scene, hvor hun kom helt tæt på Bruce Springsteen – og sin far.

Det var endelig blevet dagen, hvor han skulle spille. Springsteen, Bruce, Bossen. Jeg var 18 år, og flere dages festivalsdruk sad som en mathed i kroppen. Med tømmermænds-svedig pande og slørede øjne baksede jeg rundt i mit telt, forsøgte at finde tøj og støvler. Jeg havde travlt, for jeg skulle nå at få en god plads i køen til pitten.

Det handlede nemlig ikke kun om at høre Bruce Springsteen og The E Street Band den lørdag på Roskilde Festival. Det handlede lige så meget om at se ham, forhåbentlig røre ved ham og allerhelst danse med ham til ‘Dancing in the dark’. På Orange Scene. Dét var målet.

I mit barndomshjem spillede min far tit Bruce for fuldt smadder, når jeg kom hjem fra skole, og som jeg blev ældre, insisterede han oftere og oftere på at fortælle om de sange, vi hørte. CD’er blev hevet ud fra reolerne, gulnede avisudklip fundet frem fra skufferne. En tour-læderjakke og et par solbriller, som vist nok engang havde tilhørt Bossen.

Bruce var ikke som de andre, forstod jeg. Han var noget særligt. Det var Elvis sådan set også. Og Bob Dylan og en lang række andre musikere for den sags skyld. Men min fars måde at fortælle om Bruce på, fik mig til at lytte lidt bedre efter, end jeg plejede. Bruce’s musik blev de eftermiddage i mit barndomshjem en slags portal til min fars værdier, drømme, kriser og sorger.

Bruce-fan i hemmelighed

Jeg tror ikke, at min far selv tænkte over det på den måde, men når vi hørte Bruce sammen, havde jeg følelsen af at lære ham bedre at kende som menneske. Det var de små ting, der afslørede ham.

Et særligt glimt i øjnene, når han hørte ‘I’m on fire’, afslørede min far som en mand, der forelskede sig lidenskabeligt og passioneret. Trækningen i venstre side af munden, når ‘Something in the night’ blev sat på, åbenbarede for mig, at han kendte til den eksistentielle ensomhed, man kan føle som menneske. Men først og fremmest oplevede jeg hans begejstring, og den blev hverken afsløret eller åbenbaret i min fars næsten usynlige mimik-ændringer. Den fyldte rummet helt ud, når han trampede i takt til ‘Because the night’, og den var næsten for meget af det gode, når han dansede med armene over hovedet til ‘Waitin’ on a sunny day’. Du er pinlig, sagde jeg og forsøgte at holde masken.

For ja, Bruce Springsteen er rockmusik på den far-agtige måde. Man er i trygge hænder, selv når han inviterer en med ud til kanten i sine sange. Der er plads til mørke og tvivl og melankoli, you name it, men der er også altid et løfte om, at det bliver fedt igen. For det gør det jo: Når musikken spiller, og man drøner derudaf på sit sinds amerikanske landeveje, selvom man egentlig blot befinder sig i en dagligstue, og støvregnen pletter ruderne.

Jeg fortalte ikke mine venner om eftermiddagene med min far og Bossens musik. Springsteen var og er nemlig lidt kikset på samme måde, som fædre kan være det. Han insisterer på at være en good guy, og nogle af hans tekster er på kanten til det banale. Ikke desto mindre rammer de rent, i hvert fald i mig, for når det kommer til stykket, kan der også være stor sandhed gemt i banaliteterne. Og så er der nu engang mere ved Bruce end blot hjerte-rimer-på-smerte.

Bruce synger sine idealer, og han er ikke bleg for at sætte to tykke streger under, hvad han mener. Hellere gentage omkvædet en gang for meget end en gang for lidt. Det var ikke cool at høre den slags musik som teenager; der var ligesom mere pondus i at være fan af musikere, der sang om stoffer og sex, havde alkoholproblemer og piercinger i ansigtet. Derfor var jeg Bruce-fan i hemmelighed.

Rock-far & far-rock

Som jeg blev ældre, udviklede mit forhold til Bruce sig. For det første holdt jeg op med at skamme mig over min idoldyrkelse, og det er jo sådan set ikke så overraskende taget i betragtning af, at jeg blev ældre. For det andet, og vigtigere, begyndte jeg at høre Bruce for mig selv. Da ‘Working on a dream’ udkom i 2009 handlede sangene for mig ikke det mindste om politiske visioner. De handlede om at blive forelsket for første gang.

Og albummet ‘Wrecking ball’, som udkom i 2012, blev soundtracket til en ny tid i mit liv, hvor voksenlivet skulle til at begynde med al sit iboende håb, men også bekymring og angst over at stå på egne ben. Med ny interesse opsøgte jeg bagkataloget, denne gang uden min far som formidler. Jeg hørte ‘Nebraska’, den første gang jeg blev dumpet og dansede gennem byen til ‘The Rising’ året efter.

At vælge hvilket Bruce-album, jeg har lyst til at høre, fungerer stadig som en slags seismograf for mig, og hver gang jeg genlytter hans bagkatalog, bliver jeg lidt flov over, hvor godt jeg kan lide det. Hvem ved, måske der stadig gemmer sig en usikker teenager i mig, som er bange for at virke uncool i sine jævnaldrendes øjne.

Denne sommer gad jeg bestemt ikke høre Bruce Springsteen. Jeg var nyskilt og gjorde en dyd ud af at høre buldrende elektronisk musik med fuck-it-all-attitude, mens jeg stavrede gennem byen iført stilletter, rød læbestift og utilnærmelighed.

Men så udkom ‘Western Stars’: Et ved første lyt ret kedeligt country-album, som efter et par gennemspilninger alligevel fik mig til at finde mine sandaler frem og lade håret hænge løst over skuldrene. Så fik han mig igen hevet med ud på sine landeveje, den gode, gamle Bruce. Som en rigtig rock-far insisterer han på at være en del af mit liv, selvom jeg til tider finder ham håbløs naiv, grænsende til det irriterende.

Live telefon fra Bruce

Da jeg endelig stod foran Orange Scene den lørdag aften på Roskilde Festival, var det ikke de sniksnakkede, midaldrende kvinder, som talte om legenden med et forelsket blik i øjnene, der var i overtal. Det var heller ikke mændene på min far og Bruce’s alder, selvom der bestemt var rigeligt af dem. Omkring mig stod der flest på min egen alder, og de udvekslede anekdoter om fædrene derhjemme. Deres anekdoter mindede om mine.

Jeg behøver næppe fortælle, at Bruce ikke inviterede mig op på scenen den aften, selvom jeg hang med hele overkroppen ind over afspærringen og viftede med armene. Da han endelig trådte ned til publikum, stillede han sig dog foran mig og tog min hånd i, hvad der efter en liter hvidvin på tom mave føltes som, mange minutter. Jeg holdt vejret, vi havde øjenkontakt, og så var han videre.

Til venstre for mig stod nemlig en kvinde med tørklæde om hovedet og en tydelig sygdomsramt krop. Sådan er det med Bruce. Han er en mand med hjertet på rette sted, og selvfølgelig var det hende og ikke mig, der skulle danse på den scene. Og det gjorde hun: Med tørklædet flagrende og tårer i øjnene, og jeg var (næsten) ikke misundelig.

Når jeg mindes den tre timer lange koncert, er det ikke mødet med Bruce, der står klarest i min hukommelse. Nej, det er at ringe til min far, mens de første toner af ‘Jack of All Trades’ fyldte festivalspladsen. Jeg kunne ikke høre min far tage telefonen, musikken var for høj, men jeg stolede på, at han var i den anden ende, og jeg holdt telefonen frem foran mig.

Jeg lod den hænge der, til nummeret var forbi, så min far fik det hele med. Noget var ved at forandre sig: Portalen mellem os fandtes stadig, men nu var det mig, der formidlede noget til min far gennem Bossens musik. Jeg var ved at blive voksen, og mine Bruce-evergreens ville ikke blive de samme som min fars. Vi talte aldrig om det opkald. Det behøvede vi ikke.

Footer graphics