Roskilde Festival
Foto: Joeri Swerts via Roskilde Festival

Dua Lipa, Tyler, The Creator, HAIM: Roskilde Festival afslører 23 navne og sætter ekstra billetter til salg

Nedtællingen til næste års Roskilde Festival er i gang. Tirsdag har festivalen sat navne på 23 artister, man kan opleve til sommer.

Vi har ventet med længsel. Sukket dybt to år i træk, når Roskilde Festival har måttet trække stikket og aflyse, men nu kan vi endelig ane fadøl, nye venskaber, koncerter med ukendte og verdenskendte bands og fester til den lyse morgen i horisonten.

Tirsdag har Roskilde Festival sat navne på 23 internationale og danske kunstnere, man kan opleve til sommer.

Det gælder blandt andet den engelske popdronning Dua Lipa, rapperen Tyler, The Creator, søstrene HAIM og den danske komet Jada.

Jada stod overfor sit livs fest, da hun skulle have åbnet Orange Scene tilbage i det Herrens år 2020 og så året igen året efter. Det lykkedes som bekendt ikke, men alle gode gange tre. Næste sommer kan festivalgæsterne nemlig opleve Jada “til en sen nattefest på det orange alter”. Det skriver Roskilde Festival på sin hjemmeside.

Dua Lipa indtog Orange Scene i 2018. Hendes seneste album ‘Future Nostalgia’ udkom i 2020, mens alle gik rundt i zombiemode derhjemme. Den værste timing kunne man tro, men albummet – og hits som ‘Levitating’ er siden blevet hyldet som det globale soundtrack i en lukket verden.

Sidst, Roskilde Festival blev aflyst, valgte kun 5.000 ud af 80.000 billetholdere at få pengene tilbage. De bliver sat til salg torsdag 14. oktober. Derudover sætter Roskilde Festival yderligere 5.000 billetter til salg til unge under 25 år.

Det sker for ikke at tabe to årgange af festivaldebutanter på gulvet, skriver festivalen:

“Vores tal viser, at 80 % af vores debutanter på Roskilde er under 25 år. Derfor vil vi gerne øremærke yderligere 5000 billetter til unge under 25 år (du skal være født efter 3. juli 1997), så vi giver plads til, at vores festival stadig er et sted, hvor unge kan nyde det særlige Roskilde-fællesskab. Det er ekstra vigtigt i den tid, vi er i nu.”

De skal optræde på Roskilde

Dua Lipa (UK)

Tyler, The Creator (US)

HAIM (US)

St. Vincent (US)

AG Club (US)

Alogte Oho & His Sounds of Joy (GH)

Arlo Parks (UK)

Black Pumas (US)

Converge: Blood Moon (US)

Danish String Quartet & Dreamers’ Circus (DK)

Erika De Casier (DK)

Fontaines D.C. (IE)

grandson (CA)

IDLES (UK)

Jada (DK)

Joyce (DK)

Kelly Lee Owens (UK)

Land of Kush (CA/EG)

Lingua Ignota (US)

Moses Sumney (US)

Poppy (US)

Nyege Nyege (UG)

Seni Reak Juarta Putra (ID)


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics