Det er ikke fordi, man har kunnet mærke det som sådan. Men mange ved det godt: Streaming-platformen YouTube har været en kampzone på det seneste. Kuglerne har bare ikke fløjet om ørene på os normale mennesker, og ingen har råbt og skreget om hjælp.
Mest af alt har der bare været stille. Stille og kulsort.
I dagene efter 31. juli gik firkant på firkant i sort inde på YouTube. Den Google-ejede streamingtjeneste gik systematisk igang med at fjerne al dansk licenseret musik fra platformen, fordi de ikke kunne blive enige med Koda, der repræsenterer danske sangskrivere og komponister, om betalingen til danske musikere.
Den hidtidige aftale var udløbet, og mens forhandlingerne om en ny aftale pågik, krævede Google ifølge Koda en 70 procent nedgang i betalingen. Altså en midlertidig nedgang. Men det afviste Koda.
“At Google nu kræver betalingen reduceret med knap 70 procent i en midlertidig aftaleforlængelse forekommer nærmest bizart”, sagde de.
Derfor stod parterne nu uden nogen aftale overhovedet, og så mente Google ikke, at de kunne have dansk musik liggende. Man skulle jo nødigt krænke de danske sangskrivere og komponisters rettigheder. Det lød fair, men virkede som et diktat.
Siden da er der gået to måneder. Forhandlinger har det jo med at gå i hårdknude. Især – fristes man til at sige – når der sidder en techgigant med et de facto monopol på musikvideoer på den anden side af forhandlingsbordet. Og selvom ingen af os har bemærket det, handler det hele om os. Om vores fingerspidsers tilbøjeligheder og vores tid.
For hvad er det værd, at vi vælger at lytte til en sang med et klik?
Googles mundkurv
Musikerne mener, at klikket er for lidt værd, og modsat mener Google selvsagt, at det er alt for dyrebart, og de har sagt, at de danske mellemmænd kræver langt mere end nogen andre ude i verden. Men for leden kom forløsningen. Dansk musik kom endelig tilbage på YouTube 1. oktober.
Koda var glade, skrev de, og rundt omkring på de sociale medier begyndte mange ivrigt at fejre tilgængeligheden med anbefalinger og delinger af den danske musik, de havde savnet. Måske gik det hele lidt for stærkt.
For lige nu ved ingen, hvad Koda har aftalt med Google.
Ingen ved, om den nye aftale er bedre end den forrige. Koda siger, at de slet ikke kan sammenlignes, men at den samlede betaling er steget. Det er medlemmerne ikke tilfredse med. På Facebook kræver de svesken på disken. “Kom så med tallene!? Hvor stor en forskel har I gjort?!” skrev en ud af mange i et maraton af et kommentarspor.
Forestil dig engang, at det var dig selv, der måtte gå på arbejde uden at vide, hvad du fik i løn.
Men Koda har fået mundkurv på af monopolet, og den lugter af magt. Alle aftaler med Google er underlagt en fortrolighedsklausul, der mørkelægger alle detaljer. Sådan er det for øvrigt med alle internationale techgiganter. Så spørgsmålet var selvfølgelig: Vil man hellere undvære en aftale fuldstændig, eller vil man have en hemmelig en på hånden?
Og hvem er det egentlig, der er interesseret i – eller måske snarere afhængige af – en aftale? Fra et globalt perspektiv kan Google jo sagtens skide på et så lille marked som det danske. Koda stod umiddelbart dårligst. På den anden side er et monopol ikke et monopol, hvis ikke de sidder på hele markedet.
En tokrone for et tusinde ture
Måske virker det irrelevant for dig og mig, det hele. Men det burde være basisviden i en tid, hvor techgiganterne på stribe skruer bissen hårdere på for at lukrere på vores allesammens tid. Det gamle bonmot, at tid er penge, virker mere aktuelt end nogensinde. Og i 2020 er det ikke småpenge, det handler om. Det er big money.
Desværre er det musikerne, der betaler.
Det er tydeligt, at reklamerne på YouTube er blevet flere, og at de er blevet længere, mens musikernes lønudskrifter fortsat kan være på en post-it. I en uofficiel gennemsnitsudregning, som Ekstra Bladet lavede tidligere på året, fremgår det, at danske musikere tjener to kroner per 1000 streams på YouTube gennem deres aftale med Koda. Det reelle tal er stort set umuligt at regne ud, da det afhænger af flere forskellige faktorer, der er ekstremt variable, men det giver et fingerpeg om, hvor det gennemsnitlige niveau er i monopolets mørke.
På en betalt tjeneste som Spotify er tallet mere end fire gange så højt, og på Apple Music får musikerne 26,6 kroner per 1000 streams. Lad os for en god ordens skyld minde om, at det under alle omstændigheder er peanuts, med mindre man hedder Justin Bieber eller Ed Sheeran.
Samtidig er det et system, der favoriserer de største, og et system, hvor alle – både musikeren, udbyderen og annoncøren – betaler for, at vi kan slippe for det.
Der mangler vished
Det betyder også, at det er os selv, der er en største hindring for, at gratis musik på YouTube kan udvikle sig til et frugtbart økosystem. Det er vores afhængighed af techgigantens fix, der binder systemet sammen og gør platformen uomgængelig for udøvende kunstnere.
Men det virker til, at vi mangler vished om den magtudøvelse, vores afhængighed er. Vi er tilbøjelige til at skabe et narrativ, hvor techgiganten altid er den store bussemand. Men storhed kommer kun med støtte, og vi støtter Google hver dag. Vi trækker vejret gennem Google, når vi går en tur på nettet.
Men at streame gratis er at holde musikerne fast i et armodigt jerngreb. Det er der al mulig god grund til at minde sig selv om, når man benytter sig af servicen.
Tiden, hvor man går ned i en pladebutik for at købe et album, er for længst forbi for flertallet. Men man tager fejl, hvis man tror, det er gammeldags, for det er muligvis det mest woke, man kan foretage sig, hvis man vil være bæredygtig på musikkens vegne.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Læs mere HER
