Foto: Franne Voigt

Malou Aamund: “Jeg har 40 selvhjælpsbøger liggende derhjemme, og de er forfærdelige, fordi de først og fremmest prøver at få kvinder til at distancere sig fra deres eget køn”

For nylig debuterede erhvervslederen Malou Aamund som forfatter med en bog om kvinderoller. Her kaster hun sit blik på ligestilling, work-life-balance og kønsroller på arbejdsmarkedet.

Malou Aamund er en både kendt og cool dame. Hun er administrerende direktør for Google Danmark, har gennem hele sin karriere bestridt høje stillinger, var en tur rundt om politik og debuterede for nylig, i en alder af 50 år, som forfatter med den skønlitterære bog ‘Maria’.  

“Det er helt vanvittigt. Jeg er lige kommet hjem fra ferie på Bali med min yngste datter, hvor alt var peace, love and happiness. Minuttet jeg kom tilbage på pinden, har jeg haft helt vildt travlt – også med coronakrisen oveni. Jeg har haft så meget at tage stilling til, at jeg slet ikke har nået at være i det. Men ja, det er vanvittigt sårbart at stå her og have lagt sit værk frem. Jeg står jo med en følelse af, at jeg viser noget, der er så privat, og som indtil nu kun har levet i mig. Den følelse af at lægge mine tanker frem har sådan set været mærkelig fra første møde hos Gyldendal, hvor nogle andre pludselig forholdt sig til noget, der kun havde eksisteret inde i mit hoved i mange år. Og nu er det endnu mere mærkeligt at få læsernes blik på det. Forstår folk mit ærinde? Er der nogen, der misforstår det? Jeg synes, det er enormt spændende, hvad folk får ud af læsningen.”

Men hvorfor en bog lige nu?

“Da jeg var omkring de 40, var jeg mor til tre små piger, samtidig med at jeg var orienteret mod karrieren, og det var benhårdt. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at skrive og finde strukturen for bogen. Alle, der står i den situation med familie og karriere ved, at det er en kamp om overlevelse. Og så oplevede jeg gennem samtaler med andre kvinder, at den samme fortælling gentog sig igen og igen. Jeg begyndte derfor at blive dybere optaget af, hvad det var for nogle krav, kvinder følte sig begrænset af. Det er både normer i samfundet, det er familien, måden vi betragter hinanden på og også os selv. Derudover bed jeg mærke i, at mange mænd i den alder har en nemmere gang på jord. De føler ikke, at der er ligeså mange personlige kompromiser og udfordringer. Det ville jeg skrive en bog om, fra kvindes perspektiv, for at gøre os mere bevidste og give os et spejl.”

Men den oplevelse har vi jo talt længe om i kvindefrigørelsens navn. Hvorfor er vi ikke længere?

“Der er simpelthen grundlæggende ting i vores kulturarv, det tager tid at gøre op med. Jeg har læst meget forskning på området. Det er helt vildt så lang tid, det tager at ændre os og vores blik på hinanden og os selv. Der er normer og bias, som begrænser kvinder, og vi hænger fast i kønsstereotyper, fordi vi mangler bevidsthed. For eksempel bliver mænd opfattet som mere faktuelle og troværdige, alene på grund af at de har dybere stemmer end kvinder. Man kan se på en masse undersøgelser om unconscious bias, at der er nogle stereotyper, vi hænger fast i, som handler om, hvordan kvinder skal agere. Det er f.eks. sådan, at hvis kvinder bliver længere på arbejdet for at hjælpe en kollega, så stiger hendes popularitet ikke, men hvis mænd gør det samme, så stiger hans popularitet med 14 procent.”

Hvordan får vi den bevidsthed?

”Det er jo virkelig svært, for der ligger også en naturlighed i nogle mekanismer. Da jeg var gravid med vores første barn, havde jeg mere tid, fordi jeg var studerende, og min mand havde fuldtidsjob. Derfor var det naturligt, at jeg gjorde mest i hjemmet, købte ind og lavede mad hver dag. Jeg var ikke bevidst om det, men jeg tror, min mor sagde det til mig på et tidspunkt, og jeg kan huske, jeg tænkte: “hov, der er ved at komme et mønster.” Jeg kan huske, at jeg nærmest havde mareridt om, at jeg aldrig kom ud af hjemmet igen, men stod derhjemme med fedtet hår og forklæde og aldrig fik udlevet mine ambitioner. Så en ting, der er afgørende, er at have den tydelige snak med sin partner. Og jeg var meget tydelig. Derudover er der også fire-fem år mellem mine tre piger, og det har hjulpet i forhold til at kunne komme tilbage på arbejde.

Malou Aamund

50 år.

Direktør for Google Danmark.

Uddannet Cand.Merc. Har tidligere været folketingsmedlem for Ny Alliance og Venstre.

Gift med tv-vært og tidligere kanalchef på Radio24Syv, Mikael Bertelsen. Sammen har de tre døtre. Datter af erhvervsmand Asger Aamund og kunstner Susanne Aamund.

‘Maria’ er for nylig udkommet på Forlaget Gyldendal.

Hvad skal man gøre som par?

“Vi har været gode til at tage indbyrdes hensyn hen ad vejen. Folk har en tendens til at tro, at når du kører en karriere, så er du i femte gear non stop. Det er man ikke, og man kan time tingene. Min mand var støttende efter første barsel i forhold til, at jeg fik gang i karrieren i gang, så han hentede hende for det meste. Da vi så fik barn nummer to, var det ham, der gik hjemme efter endt barsel, og jeg arbejdede i udlandet på det tidspunkt. Da vi kom hjem, skulle han lave ‘Den 11. time’ på DR2, og på det tidspunkt havde jeg et job, hvor jeg rejste to gange om ugen. Det kunne jeg ikke, så jeg bad om orlov i et halvt år. På den måde har vi været gode til at respektere hinanden, lave aftaler, støtte hinanden og gøre plads.”

Er de unge blevet mere bevidste? 

“Det, man ser med de unge, er, at mændene også gerne vil have livskvalitet med familien på lige fod med kvinderne. Men mændene er så underlagt nogle andre stereotyper, som jeg blandt andet talte med min svigersøn om forleden dag. Han påpegede, at mændene f.eks. gerne vil have barsel og fædreorlov, men at der stadig er den opfattelse, at du ikke er karriereorienteret, hvis du går ind og beder om fædreorlov. Så der er mange ting, der påvirker begge køn. Samtidig er det ikke blevet nemmere, fordi ungdommen også er stresset over alt det, de skal nå. Ikke bare perfekte cv’er, som gør mig helt trist, fordi jeg er bange for, at ungdommen glemmer at leve. Men når jeg møder piger på 27-28 år, så er de stressede over fertilitet, som vores generation jo slet ikke var på samme måde.” 

Hvad skal der til for at tage pladsen?

”Når jeg kigger på den yngre generation, er det nærmest klaustrofobisk med alle de krav, der bliver stillet. Her har jeg tænkt meget på 1970’erne. Der var gode ting ved 1970’erne, og der var dårlige ting. Men jeg kan godt lide den aktivisme, som tiden var præget af. Se også i dag, hvad alle unge og børn siger, vi skal gøre ved klimaet, hvor vi lytter. Det samme skal vi gøre i arbejdslivet. Hvis kvinderne går sammen og kræver nogle bedre forhold at arbejde under, så skal de nok komme. Kvinder skal også være bedre til at bede om lønstigninger. Mænd går ind og beder om lønstigninger fire gange oftere end kvinder, som altid undskylder sig med, at det ikke er vigtigt. Det er muligt, det er en rest fra dengang, kvinderne ikke var hovedforsørgere, men det er akkurat lige så vigtigt for kvinder som for mænd i dag.” 

Hvad skal vi ellers gøre?

“Vi skal frasortere arbejdspladser, der ikke er ligestillingsorienterede og progressive. Når folk siger, at de ikke må arbejde hjemmefra, og der ingen fleksibilitet er, tænker jeg: Hvorfor arbejder du der så? Vi skal være opsøgende over for at gøre noget andet. Kvinder skal også være langt bedre til at bruge netværk. Mænd i netværk bruger det til at opnå konkrete ting, nye stillinger. Kvinder i netværk taler om de problemer, de har. Kvinder får rigtig mange mentorordninger, der handler om, hvordan de skal lave sig om – men de mandlige mentorordninger handler om, hvordan de kommer videre. Kvinder skal bruge mentorordninger på samme måde – til at komme frem.” 

Men hvorfor var det en skønlitterær bog, du skulle skrive om emnet?

”Fordi litteratur kan noget, som debat og selvhjælpsbøger ikke kan. Jeg har 40 selvhjælpsbøger liggende derhjemme, og de er forfærdelige, fordi de først og fremmest prøver at få kvinder til at distancere sig fra deres eget køn. Jeg bliver ved med at grine af de råd, de kommer med: “Du må ikke tage læbestift på i et møde.” “Dit kontor må ikke ligne en dagligstue.” “Play like a man – win like a woman.” Og jeg tænker, Gud, hvis det er sådan noget, folk har lært, så er er det jo vanvittigt.” 

Har du haft et litterært forbillede for din egen bog?

“Nej, men før sommerferien var der en læsegruppe hos Gyldendal, der læste romanen, og der var flere, der nævnte, at den mindede om ‘Mrs. Dalloway’ af Virginia Woolf, fordi det hele foregår på én dag med associationer og nedslag i hovedpersonens liv. Jeg læste hendes roman efterfølgende og syntes, observationen var specielt interessant, fordi Virginia Woolf var så nytænkende om køn, og hvordan man opløser kønsforestillingerne, hvilket præcis er det, jeg er drevet af.”

Hvad er du mest stolt af med bogen?

“Da jeg fik at vide, at Gyldendal ville sende den ud på folkeskolerne. Tanken om at ramme ungdommen betyder ekstremt meget for mig.” 

Footer graphics