Foto: Ty Stange/Ritzau Scanpix

Kendt pladebutik på Vesterbro må dreje nøglen om – beder kunderne om hjælp

Pladebutikken Sort Kaffe & Vinyl har to uger til at indfri en skattegæld, ellers må den lukke. Derfor har ejeren nu startet en indsamling.

25.943 kroner.

Så mange penge er der i skrivende stund samlet ind for at redde vinylbutikken Sort Kaffe & Vinyl, der i går oprettede en indsamling på Gofundme for at sikre deres egen overlevelse.

Målet er at indsamle 80.000 kroner for at lukke hullet i en skattegæld, som butikken fik under Corona.

“Som mange andre tog jeg et momslån under Corona og klarede den egentlig meget godt. Men så kom energikrisen og inflationen, og så kan jeg pludselig ikke betale så meget, som Skat gerne vil have,” siger Christian Rygaard, der ejer Sort Kaffe & Vinyl på Skydebanegade.

Vinylbutikken har siden 2006 været et yndet sted for musikinteresserede og lokale at få sig en kop kaffe og en vinyl, mens anlægget har spillet noget sær musik, du sikkert ikke kendte i forvejen.

I 2018 voksede butikken, idet den rykkede ind til nabolokalerne for at få mere plads at bolte sig på. Men nu er stemningen vendt. Hvis ikke Christian Rygaard tilbagebetaler sin gæld indenfor de næste to uger, må butikken dreje nøglen om.

“Siden vi flyttede, er vi nu der, hvor butikken er blevet så hyggelig, som jeg altid har drømt om, så det er et virkelig ærgerligt tidspunkt at lukke på,” siger Christian Rygaard.

Christian Rygaard. Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix

Putins skyld

Christian Rygaard fortæller, at prisen på kaffebønner er steget med 40 procent, og endnu mere på mælk, men at han ikke har været hurtig nok til selv at sætte prisen op.

“Jeg turde ikke, fordi konkurrencen er så stor her på Vesterbro. Samtidig er salget af vinyler faldet, fordi jeg ikke har haft råd til købe nye ind, før jeg sælger dem. Mange plader køber man upfront, men de penge, jeg normalt har haft til indkøb, er gået til inflation og el,” siger han.

“Det er en ond spiral. Man kan godt sige, det er Putin, der har slået butikken ihjel. Vi overlevede Covid, men ikke krigen.”

Helt forbi er det nu ikke. Redningsaktionen, hvor folk kan støtte med et frivilligt beløb på Gofundme, giver Christian Rygaard grund til at være optimistisk.

“Fra at være meget pessimistisk i torsdags, er jeg ved at være lidt mere positiv. Mange, jeg ikke kender, har allerede støttet, og det havde jeg slet ikke regnet med. Det er jo fantastisk,” siger Christian Rygaard.

Ejeren planlægger nu også at sælge ud af sit vinyllager på internettet for at skrabe penge sammen. Derudover har musikeren Jakob Bellens meddelt, at han gerne vil spille en mindre koncert for at støtte butikkens overlevelse.

“Jeg vil lave nogle støtteaftener, hvor jeg holder sent åbent og får nogen til at komme og spille. Jeg håber, at vi kommer til at samle de 80.000 kroner ind, så jeg kan komme til at se fremad. For selvom Sort Kaffe & Vinyl har ligget her i 17 år, kunne vi godt fortsætte mange år endnu.”

Find mere om
Footer graphics