Foto: Netflix (screendump fra trailer til ‘Black Summer’)
Vi svælger som bekendt lystent i undergangen, og allerede med ’The Last Man’ fra 1826 skabte forfatteren Mary Shelly den post-apokalyptiske genre i den vestlige bevidsthed, men som selvstændigt fænomen har de sidste halvtreds år været særligt frodige og bugnende. Én af de pt. mest populære underkategorier i det vildtvoksende mylder af apokalypser er zombiegenren, der lige siden revolutionen ’Night of the Living Dead’ fra 1968 indtaget en stadigt mere glubsk plads i det moderne menneskes tankemylder. Seneste skud på stammen er Netflix’ ’Black Summer’, og hvad er derfor mere oplagt end at kaste et blik på de syv ubetinget mest vellykkede og æstetisk-emotionelt, tilintetgørende zombiefabler?
Nu er zombiefans ofte kannibalistiske tilhængere af en særlig race, og derfor vil lige netop denne liste også falde nogle for brystet, primært fordi den famøse italienske zombietradition ikke er repræsenteret her. Hvis du hverken har dyrket det ene eller det andet, skal det blot bemærkes, at det italienske bagkatalog udgør en uafviselig del af zombiegenren, men går man efter kunstværker, som fremkalder lede, væmmelse og sjæleligt sitrende sanseoplevelser, så har den angelsaksiske tradition en overlegen styrke på feltet. Og så lige et nødvendigt benspænd: Romeros mesterværk fra 1978 må ikke nævnes, ellers er alt fair game.
Nu til fordøjelsesløjerne, hvor vi begynder med suverænt orkestrerede zombieproduktioner og ender ved de decideret sublime – bon appetit!
7. ‘Train to Busan’ (2016)
Nøgternt betragtet tenderer det til tendentiøs tænkning at lade helt nye produktioner optræde på en liste som denne, da værkerne ikke har haft tid til at komme på afstand. Men denne Sydkoreanske action-zombie-perle rummer så mange indlysende kvaliteter, at jeg godt tør vove pelsen. En fortravlet, fraværende og kølig fund-manager tager med sin lille datter på en togtur gennem et infektionsramt land, der er undergangen nær. Manden er fraskilt, og turen går til mamma, som den stakkels datter savner noget så eftertrykkeligt. Det går naturligvis ikke som planlagt, og toget inficeres af frådende gespenster, som langsomt æder sig ind på livet af dem alle sammen. Når ’Train to Busan’ fortjener at være i det her selskab på trods af dens latent-tumpede humor, hænger det sammen med dens blændende anvendelse af tog-rammen, skilsmissekonflikten, forældre-barn-relationen og den udsøgte billedside komplet med en gudsbenådet hulkeslutning. Har man brug for en både nænsom og elementært medrivende vej ind i genren, så er det her den rigtige cocktail.
6. ‘Zombieland’ (2009)
Når denne film får lov til at komme med på listen, hænger det hverken sammen med filmens tilgang til zombie-tematikken, eller at den kan prale af at have et hjemsøgende univers – eller en dragende plotudvikling – for det kan filmen ikke levere. Til gengæld byder den på knasende og æstetisk velgørende underholdning, som elegant parrer zombietropperne med en klichépræget og dog lækker visuel fremtoning. Woody Harrelson, Jesse Eisenberg og Emma Stone kæmper sig tværs gennem den amerikanske udørken, og det er måske ikke særligt patostungt, men alene dens mesterlige og hjemsøgende indledning, hvor verden går under i hyper-slowmotion, er alt besværet værd.
5. ‘Dawn of the Dead’ (2004)
Som de fleste genrefans vil vide, skabte George A. Romero i 1978 en legendarisk social satire med mesterværket ’Dawn of the Dead’. Det er en fortælling, hvor en gruppe overlevende forskanser sig i et bugnende indkøbscenter for til sidst at blive banket og spist af en uhellig komination af onde bøller og horder af frygteligt forudsigelige zombier. Filmen står centralt i genrekataloget og er derfor no-go-domæne på denne liste.
Men der kom faktisk en skamløst vellykket genindspilning i 2004, der som produktion på mange måder ikke kun tåler sammenligning, men endda også er en mere æstetisk helstøbt oplevelse. Kostelige og uretfærdigt forhadte Zack Snyder fik sin instruktørdebut her, med udgangspunkt i James Gunns manuskript tog han fat på en genopfindelse af den oprindelige forbrugerfabel. Sarah Polley spiller Ana, en stakkels hårdtarbejdende sygeplejerskemor på flugt fra zombiesøn og zombiehusbond, og hun ender i udsøgt selskab med bl.a. slubberten Ty Burrell (bedst kendt for sin rolle som hyggefaderen Phil Dunphy fra ‘Modern Family’) og kommer, ligesom i den oprindelige film, til en bugnende forbrugshimmel (bedre kendt som et indkøbscenter). Fortællingen har en granvoksen tilgang til den tordnende apokalypse og er komplet med hæsblæsende scener af en anden verden. Den sure kritik over den manglende sociale satire? Tja. Forfejlet og irrelevant, og genindspilningen er på mange måder en suverænt orkestreret film, som snildt står på egne fordærvede ben.
4. ’28 Days Later’ (2002) / ’28 Weeks Later’ (2007)
Begge film hænger sammen, og derfor optræder de også sammen på listen. ’28 Days Later’ blev skabt af selveste Danny Boyle (manden bag ‘Trainspotting’), og med irske Cillian Murphy i hovedrollen vandrer vi gennem et majestætisk forladt London med skrækindjagende og stærk musikalsk støtte fra lydsiden. Filmen revitaliserede både genren og populariserede de ækelt hurtige gespenster, som tidligere havde for vane at stavre langsomt og ildevarslende afsted hen over marker og gader. Fortsættelsen? Den tog Boyle sig ikke af, men den kan til gengæld bryste sig af Idris Elba og mesterlige Robert Carlyle. Her er samfundet langsomt ved at blive bygget op igen, og i modsætning til de fleste genreproduktioner spiller vellykket infrastruktur en stor rolle. Det bedste ved fortsættelsen er og bliver dog den rædselsvækkende indledning. En stakåndet jagtsekvens, der aldrig siden er blevet overgået.
3. ‘Day of the Dead’ (1985)
Nu vil nogle fans nok blive lidt misfornøjede, for amerikansk-canadiske George A. Romero var lige netop manden, der mere eller mindre egenhændigt etablerede den moderne zombietradition og fortjener derfor i manges øjne at fylde det hele.
Med ’Night of the Living Dead’ (1968), ’Dawn of the Dead’ (1978) og ’Day of the Dead’ (1985) lagde Romero fundamentet til genrens blomstring med en hæmningsløs og ambitiøs hengivelse til tematisk kvalitet. Særligt indkøbscenter-fablen ’Dawn of the Dead’, som han skabte med den italienske horrormester Dario Argento inde over, råder som en imposant kejser over mylderet af rådne væsener i genrelandskabet. Men ’Day of the Dead’ er betydeligt bedre end sit rygte, fordi den, de indlysende svagheder til trods, på mange måder er en syntense af de amerikanske og italienske traditioner bl.a. med et sleazy-melankolsk-synth soundtrack af John Harrison. Det, som gør ’Day of the Dead’ til en uafviselig oplevelse, er filmens snusket-udsøgte produktionsdesign, de klaustrofobiske scener under jorden og den knusende længsel efter udfrielse. Ret beset den mest problematiske film i serien, men også en uigendrivelig genreoplevelse, der legemliggør firserånden som ingen andre.
2. ‘The Walking Dead’ (2010-, herefter TWD)
Der er i sagens natur ingen vej udenom AMC’ kæmpesucces, der stadig kører i bedste velgående. Serien skildrer Guds eget land i kølvandet på zombie-apokalypsen med udgangspunkt i betjenten Rick – der ligger i koma – hans kone, deres barn og et slæng af stadigt mere umage eksistenser. Baseret på en tilsvarende populær tegneserie af samme navn skabt af Robert Kirkman, Tony Moore og Charlie Adlard er TWD blevet noget nær en institution i amerikansk tv-underholdning, og det er der mange gode grunde til.
Udover simpelthen at tage genren så alvorligt, at det halve kunne være nok, er produktionen også hæmningsløs i sin håndtering af smerte, afsavn og lidelse. Folk dør her, der og allevegne, og tv-serien gør en dyd ud af det, som ‘Lost’ ikke formåede på samme vis, nemlig at gøre det af med afgørende og centrale karakterer for et godt ord. Den overordnede plotudvikling er strålende, og visuelt kan TWD prale af et uhørt veludført produktionsdesign og så elementært medrivende plotlinjer med overbevisende skuespillere. At tv-serien var millimeter fra at lægge sig selv endegyldigt i graven med Negan-orgie-niddingen (som over tusinde afsnit torturerede alt og alle) er underordnet, for i genrelandskabet tårner den op som et rædselsvækkende mørkt tårn.
1. ‘Zone One’ (2011)
Med det er vi nået til det absolut største bjerg i zombiegenrens samlede udviklingshistorie. Og så er dette bjerg ikke engang audiovisuelt, men ”blot” en roman, der jo tilhører det håbløst forældede fænomen som litteraturen begrædelig vis er. I romanen, der er skrevet af utrolig dygtige Colson Whitehead, følger vi Mark Spitz, der sammen med sine soldaterkammerater gør New York City klar til indflytning. Ligesom i ’28 Weeks Later’ er vi i gang med opbygningen af infrastrukturen, og Marks oprydning af storbyen bliver katalysator for en lind strøm af rørende og sært frydefulde erindringer. Whiteheads mageløse sprog og sitrende beskrivelser af de forladte bymiljøer, særligt når de kombineres med en perlerække af rørende erindringer, gør bogen til en meget overbevisende genreoplevelse. Romanen gjorde reelt set det umulige, idet den kombinerede den vulgære zombiegenre med et komplekst og ambitiøst litterært sprog.
Er du genrefan og gået glip af noget på listen? Shame, shame og kan du så indhente det forsømte. Er du nyankommen med en lillebitte og prikkende sult efter død og lemlæstelse? Så har du her en oplagt fremgangsmåde, så velbekomme. Herunder kan du se den officielle trailer til ‘Black Summer’.
