Psykosia
PR-foto

De 5 bedste terapifilm: Vi skal helt derind, hvor det gør rigtig ondt

Søren Staal Balslev guider til de bedste film om sindets hengemte afkroge, man kan komme i stemning af på mørke vinteraftener.

19. december får den danske film, ‘Psykosia’, premiere. En fortælling, der med Trine Dyrholm i hovedrollen, kredser om psykiatrisk behandling, samtaler i natten og det at komme helt ind i sindet. Der er ikke som sådan noget nyt i filmmediets interesse i det her snavs – al den stund at moderne eksistens rimer på eksistentiel elendighed.

De seneste mange årtier har der netop også derfor været en vildtvoksende drama-undergrund fyldt med psykologer, adfærdsterapeuter, psykiatere og alternative hjerner på film og tv-sendefladen.

Tiden er med andre ord ualmindelig moden til en sirligt udvalgt liste over fem gudeskønne, terapeutiske perler frembragt i løbet af de seneste halvtreds år. Emnet er dog så voldsomt til stede her der og allevegne, at vi bliver nødt til at vælte os i benspænd: Hverken ‘Sybil’ (1976), ‘Girl, Interrupted’ (1999), ‘Antichrist’ (2009) eller ‘A Dangerous Method’ (2011) må vi røre ved endsige tænke på. Listen er som altid ikke en objektivt uafviselig gennemgang, men et bud på en række overlegne genreproduktioner – i dette tilfælde kunstværker – som på skæppeskøn vis kredser om det at glane professionelt ind i sindets dybeste afkroge. Vi begynder med en række ypperlige fortællinger og ender ved det sublime, derinde hvor selvet trues med bål og brand.

5. ‘The Prince of Tides’ (1991)

Vi begynder med en film, som har en række uafviselige kvaliteter, men som for mange moderne seere nødvendigvis må fremstå både altmodisch og forældet, i hvert fald på det visuelt-æstetiske niveau, for ikke at sige i forhold til skuespillet. Ikke desto mindre hører ‘The Prince of Tides’ fra 1991 med på listen, for fortællingens rå nerve er og bliver terapeutisk kræs for smerteelskere i alle aldre. Charmerende Tom (Nick Nolte) bliver bedt om at bistå Dr. Susan Lowenstein (Barbra Streisand, oh yes) i hendes terapeutiske arbejde med Toms tvillingesøster Savannah (Melinda Dillon). Oplevelsen river, som det sig hør og bør, op i tragiske minder og traumatiske begivenheder, og ser man bort fra det lettere klæge kærlighedsplot, får man her lov til at vælte sig i barndomstraumer og ja – det er faktisk også Streisand selv som instruerer den fint rørende fortælling.

4. ‘The Sopranos’ (1999–2007)

Vågne læsere vil nu sukke opgivende, for på en eller anden måde lykkedes det altid for HBO’s ‘The Soprano.s at snige sig ind i alle mulige lister mellem himmel og jord. Men hør nu engang, når vi taler terapeutisk arbejde i fiktionssammenhæng kommer vi altså dårligt udenom David Chases legendariske tv-mafia-epos. Serien, som er centreret omkring mesterlige James Gandolfini i rollen som Tony Soprano, finder sin kognitivt-terapeutiske vinkel i samtalerne mellem en mystisk medtaget Tony og hans hemmeligholdte psykiater Jennifer Melfi (varetaget med tilbagelænet flirte-diskretion af Lorraine Bracco). Hvad gør terapien og relationen mellem Tony og Jennifer så hjemsøgende? Det gør antiheltens uendeligt mørke og indre ødemark, det skrækindjagende domæne hvor instinkt og en gabende afgrund råder millimeter under det gustent smilende ansigt. Her hjælper hverken terapi eller medicin, men jagten på erkendelse – dén fortsætter ufortrødent, uanset hvor forgæves den her er.

3. ‘Good Will Hunting’ (1997)

Intet terapibal uden denne mageløst orkestrerede pre-adult-emo-terapi-perle skabt af Gus Van Sant i slutningen af halvfemserne. Her folder Robin Williams, i rollen som Dr. Sean Maguire, sig ud som en nådens engel og redder egenhændigt Matt Damon. Han spiller Will Hunting, en pedel som udover i virkeligheden at være et skjult matematisk geni, også har rodet sig uklar med politiet og derfor er blevet idømt samtaleterapi. Ser man bort fra prins-i-forklædningsfortællingen som ret beset er ganske uinteressant, så rummer filmen en række bittersøde terapiscener og leverer velgørende erkendelsessmerte. 

2. ´The Brood´ (1979)

Oppe blandt de mest overlegne behandlingsproduktioner i denne sjælegranskende top-5 finder vi endelig plads til en beskidt og sært eksotisk vinkel på terapi-kategorien, nemlig en nedrig og vederstyggelig body horror film af den canadiske kropsmester David Cronenberg. Her støder vi på Nola Carveth (Samantha Eggar), en absurd krank kvinde som gennemgår en seriøst creepy terapeutisk behandling på Somafree Instituttet. Her råder mandemanden og psykoterapeuten Hal Raglan (varetaget af ingen ringere end machomanden Oliver Reed) og udsætter hende for den ene mere frisættende erkendelsesdialog efter den anden. Hun har samtidig gang i en samværskonflikt med Frank (Art Hindle), og det er lige netop afkomskonceptet som på mareridtsagtig vis bliver omdrejningspunktet for både terapi og konflikt. Aldrig nogensinde før har terapeutisk arbejde haft så fysisk vederstyggelige konsekvenser.

1. ‘In Treatment’ (2008-2010)

Heroppe ved de øverste tinder finder vi langt om længe ‘In Treatment’. Udviklet af Rodrigo Garcia på baggrund af den israelske dramaserie ‘BeTipul’ (2005-2008) blev denne amerikanske variant til en grusom imponerende behandlingsperle på HBO. Den midaldrende Dr. Paul Weston (spillet af Gabriel Byrne) indgår i hvert afsnit i en sjælegranskende kognitiv terapisamtale, og hver enkelt patient har faste dage hvor vedkommende så ellers frekventerer vores huspsykolog. Der er slet og ret en lind strøm af emotionelt tilintetgørende og dybt dragende elementer på spil, for manuskriptet, som de første to sæsoner er direkte nappet fra det israelske forlæg (og dét er kræs), kommer i hænderne på et amerikansk produktionsselskab og bliver her for alvor genkendeligt for angelsaksiske øjne. Dertil kommer en række besnærende strukturelle forhold, herunder fx at første sæson har hele 43 afsnit, episoder som så til gengæld maksimalt har en halv times varighed. Nu lyder det måske lidt spøjst, men slutresultatet er de facto uafviseligt, og har man den mindste flig af forkærlighed for hudflettende og helbredende samtaler på store eller små skærme, er der ingen vej udenom.

Footer graphics