Yvon Chouinard
Yvon Chouinard. Foto: Al Seib/AP/Ritzau Scanpix

Patagonias 83-årige ejer vil bruge hele firmaets formue på at redde kloden

Grundlæggeren af sportswear-brandet Patagonia Yvon Chouinard har annonceret, at firmaet fremover vil bruge al profit på at kæmpe mod klimakrisen.

“Fra nu af er Jorden vores eneste aktionær.” Sådan lød det onsdag fra Patagonia, da firmaet annoncerede sin nye økonomiske strategi.

“ALT overskud vil for evigt gå til vores mission om at ‘redde vores planet’,” lød det videre.

Den 83-årige grundlægger giver dermed hele sit firma væk for at blive en endnu stærkere aktør i klimakampen.

Patagonia blev grundlagt i 1973 og startede som Yvon Chouinards personlige foretagende, hvor han som grovsmed lavede udstyr til klatring, der har været hans livslange passion. At være en stor forretningsmand har til gengæld aldrig været hans ambition.

Faktisk blev han med egne ord “virkelig, virkelig pissed off”, da han blev listet som milliardær i Forbes magazine. Derfor har han nu skabt en struktur, der sikrer Patagonias egen profit, samtidig med at alle øvrige indtægter sikrer klodens velbefindende.

Foto: Al Seib/AP/Ritzau Scanpix

Det betyder, at hvert år vil alle de penge, Patagonia tjener, efter de har geninvesteret i firmaet, blive distribueret til en nonprofit fond, der alene har til formål at bekæmpe klimakrisen samt beskytte naturen og biodiversiteten så hurtigt som muligt.

“Hvis vi har bare det mindste håb om at have en blomstrende planet – og i mindre grad en blomstrende forretning – om 50 år, så kommer det til at kræve, at vi alle sammen gør det, vi kan, med de ressourcer, vi har,” udtaler Chouinard. “Det her er en anden måde, vi har fundet, til at gøre vores del på.”

Aktivistisk firma

Det er ikke første gang, at Patagonia går forrest med det gode eksempel. De betegner sig selv som et aktivistisk firma – og ikke kun på klimafronten, hvor de siden 1985 har doneret 1 procent af alt salg til miljøgrupper.

De har også længe haft en progressiv barselspolitik, som blandt andet består i, at de har lavet deres egen daginstitution til deres ansattes børn.

I 2020 boykottede Patagonia desuden Facebook og Instagram, fordi de ikke mente, tjenesterne gjorde tilstrækkeligt for at bekæmpe såkaldt ‘hate speech’.

Footer graphics