Trioen Jung har i den grad haft fart på siden de i sommer fik et stort hit med debutsinglen ’Jeg skal nok vente’, som blev fulgt op af den lige så populære ’Hun kommer tilbage’, og i sidste uge landede debutalbummet ’Blitz’ så til seksstjernede anmeldelser.
Men måske vi lige skulle præsentere bandet: Sangeren Jonas Jung og keyboardspilleren Michael Hovmand er gymnasievenner fra Frederikssund, mens guitaristen Sigurd Boesen mødte Michael, da de i 2014 begge gik på Brandbjerg Højskole. Det oprindelige udgangspunkt for samarbejdet var akustisk, men da man mødtes i øvelokalet, opstod der øjeblikkeligt musikalske gnister, der antændte et elektronisk bål, og de arbejdede sig hurtigt hen mod et helt nyt udtryk, hvor alle bidrager rent kompositorisk, mens det primært er Jonas, der kommer med de tekstlige oplæg, som de andre så leverer deres input til.
Jung er blevet sammenlignet med navne som Kliche, TV-2 og The Minds of 99, men er først og fremmest sig selv med en stribe eksistentielle popsange, der handler om at være præcis, hvor de tre medlemmer er: I slutningen af tyverne, hvor verden endnu er fuldstændig åben, men virkeligheden også har meldt sin ankomst.
Helt i bandets kollektive ånd har de også svaret samlet på denne udfordring.
1. The National: ‘Trouble Will Find Me’ (2013)
“I denne trio er The National så afgjort det band, der fra starten knyttede os til hinanden, og særligt ‘Trouble Will Find Me’, bringer så mange minder frem. Efter vores overbevisning deres absolutte svendestykke i diskografien. Mesterlige tekster, trommespil fra en anden verden og kompositioner, der i sit udtryk fremstår ganske simple, men er så detaljerede, når man først dykker ned i lagene. En plade vi elsker og altid kan vende tilbage til.”
2. The Raveonettes: ’Pretty In Black’ (2005)
”Skulle dette band pege på en person, vi drømmer om at have siddende i producerstolen, er Sune Wagner altid et af de første navne, der bliver nævnt. Selvom ‘Pretty In Black’-pladen allerede hører en anden tid til, så er den så smækproppet med hits, at man tror, det er løgn. Tænk, at den plade kommer fra et band med dansk ophav. ‘Love In A Trashcan ‘ står som en milepæl og den guitarsolo kan nemt konkurrere med resten af verdenshistorien. Resten af The Raveonettes karriere er også fyldt med guf, men den plade vil for altid stå som et højdepunkt.”
3. The War On Drugs: ‘A Deeper Understanding’ (2017)
“Har man brug for et pejlemærke for, hvordan guitar og reverb kan lyde, så er ‘A Deeper Understanding’ et meget godt facit. Et mesterværk uden lige og et album som dette band har lyttet i bund igen og igen. Så organisk i sit udtryk og et lydlandskab, man bare lyst at brede sin fede arme ud i. Og blive. The War on Drugs forstår virkelig at bygge lag på et riff, man gentager i det uendelige, noget som The National i øvrigt også mestrer. Den slags har vi en meget stor kærlighed for.”
4. Mø: ’Forever Neverland’ (2018)
”Der er ingen tvivl om, at der i dette band banker et stort pophjerte, og Mø er absolut en af de kunstnere, det banker tungest for. ‘Forever Neverland’ var ventetiden værd, og det er en plade, der flyder med beundringsværdige detaljer. Det er sjældent, at man får en så stærk fornemmelse af et rigtigt menneske bag en artist af den størrelse, som man gør med Mø. Når hun rammer plet på popskiven, er det svært at få øje på den, der kan gøre det bedre. Hende kan vi sateme være stolte af!”
5. Bon Iver: ’22, A Million’ (2016)
”I virkeligheden kunne man også have valgt de to plader, der kom før ‘22, A Million’. På vokalsiden er der vel ingen nutidige, der når den mand til sokkeholderne og kombineret med fremadsynet elektronik og et fyrsteligt musikalsk overskud, skubbede han med den plade virkelig grænserne for, hvad popmusik er og kan. Hør bare englene synge på ‘715 – CRΣΣKS’. En af vores generations mest relevante artister.”