Min sodavand var rød. Hans flaske var grøn. Bodegaen var halvtomt. Formiddage er mindre travle. Han kunne næsten køre bilen inden for vejstriberne på vej hjem.
‘Bare Sig Til’ af Niarn spillede så højt, at vi kunne ignorere, at vi aldrig snakkede sammen. Omkvædet gjorde hans øjne våde. Det var anden gang, jeg så min far græde. Det er over tyve år siden nu. Siden har han næsten holdt tårerne tilbage.
Nogen siger, at far-datter-forholdet præger kærlighedslivet. Mit hjerte har været væbnet siden dengang.
Små sår heler og forsvinder. Store sår efterlader indgraverede aftryk.
Med et lille skjold har jeg forsøgt at vogte for følelser, der kunne give nye ridser, inden de gamle helede. Hjerteridser heler i et irriterende langsomt tempo. Det tager tid, men en dag bliver man glad. Siger folk, der smiler.
Mit knuste barnehjerte er blevet voksent. Det har kysset med mænd. Og drømt om fine eventyr. Nogle sluttede lykkeligt. Andre sluttede ulykkeligt og gav nye ridser.
De fleste ridser er helet nu. Jeg gjorde det, kloge hoveder anbefaler. Tid for mig selv. Kærlighed til mig selv. Kram fra veninder.
Forelskelse fortrænges, og smerter i hjertet forsvinder. Det er straks mere bøvlet at glemme, hvorfor dit hjerte blev knust. Og hvis du er så heldig at glemme det, husker din krop dig på det. Du er måske begyndt at date en ny og har købt en tandbørste til ham, fordi han har sovet hos dig to gange om ugen i to måneder, og det virker fjollet, at han skal huske sin egen hver gang. Men inden du når at give den, husker din mave dig pludseligt på ham den anden, der fik et anstrengt udtryk i ansigtet, da du hev en grøn tandbørste op fra din tur i Netto.
Og din krop går i beredskab, hvis du ikke får kærlige bekræftelser. Fordi den husker, at du lærte, at kærlighed er en krig, der kræver kamp. En krig, hvor din mave mærkede flere knuder end kram. En krig, hvor din krop fandt styrke til at kæmpe i det strejf af nus på panden, den fik hvert andet år.
Den slags erfaringer lagrer sig som normaliteter i din krop. Som spøgelser fra fortiden, der husker dig på erfarede faresignaler.
Det er røvirriterende. Men jeg prøver at huske mig selv på at glemme. Og det går egentlig ret godt. Jeg ved ikke, om det er muligt for kroppen at glemme hjertesorg fuldstændig, men lige nu lever min mave i nuet og har det rart.
For mig har det hjulpet at blive opmærksom på årsagen til ridserne i mit hjerte. Og snakke højt om det.
Så de der smilende folk, der siger, at alt bliver godt, de har faktisk ret. Lige nu sidder jeg og griner med en lidt for varm espresso i hånden med min veninde på en kaffebar. Og mens hun anstrenger sig for ikke at spytte hendes chai latte ud over bordet, har jeg glemt, hvorfor vi griner. Lige nu er jeg så glad, at jeg griner uden grund. At mit smil er med lyd. At jeg nu er den, der siger til andre, at tid læger alle sår.
Livet er finurligt og vidunderligt. Tænker jeg. Med et toneleje, der er provokerende muntert for typer, der råber på cykelstien og ikke bemærker fuglesang.
Min veninde har formået ikke at spilde chai latte. Det er imponerende. Taget hendes store grineflip i betragtning. Vi snakker om ham, der købte en pose fyrfadslys til mig og fyldte et havebord på Nørrebro med dem allesammen for nogle måneder siden. Nu har han en tandbørste på mit badeværelse.
