En fars bekendelser: Mit begær efter at sove er desperat

Jeg har ikke sovet ordenligt i årevis, og natteroderiet driver mig til vanvid. Ofte har nætterne endda blodig udgang, skriver Thomas Balslev i sin faste klumme om at være far til to små børn.

Hvor den dog bare kalder på mig. Den nærmest suger i mig fra bunden af sit mørke, dernede hvor tiden opløser sig selv, og man bare ligger og ligger og ligger, time efter time, måske op mod otte i træk: I søvnen. Tænk sig, at dejse om og give efter uden at bekymre sig om, hvor man ender, hvornår det slutter. Hvor jeg dog savner det. Mit begær efter at sove er intenst og desperat, men jeg sover ikke. Eller rettere, jeg sover dårligt – somme tider ad helvedes til. 

Jeg har to små børn. Vi kører på tredje år nu. Og selvom det ikke er den værste periode lige nu med hensyn til søvnmangel, fordi jeg er ovre angstfasen, hvor jeg gik i seng hver aften med en rædsel for at blive vækket af et barn, der græd, så er det ikke godt endnu.  

Det er som om, vi har resigneret og accepteret det, som det er.

Vi sover mest hver for sig med hvert vores barn. Det er for at undgå det værste kaos. Jeg ligger med min søn, og vi har i alt 90 cm i bredden, hvilket ikke er det store problem, når man sover med dem, man elsker, men det giver nogle knubs. Et sted midt på natten til i dag vågnede jeg pludselig af et hælspark, som placerede sig dedikeret og nådesløst i mit sovende ansigt. Man kan ikke sove fra den slags.

Hver aften inden min søn falder i søvn, ligger han og kradser mig på armen. Han finder en skønhedsplet eller en knop og går i gang, og hvis ikke jeg stopper ham, kradser han mig til blods. Det er narkoleptisk for ham, ren sovemedicin, og han elsker det. Måske er han afhængig. Hvis jeg afstår fra at stille mit kød til rådighed, skriger han, og det falder han ikke i søvn af.

Andre forældre har sikkert en sut, en bamse eller noget særligt søvndyssende hud på albuen, som virker, men hjemme hos os ofrer jeg mit blod for min søns søvn, sådan er det.

Problemet er, at det giver mig spat, at natteroderiet driver mig til vanvid, når det ikke vil stoppe, og han bliver ved hele natten. Man kan ikke, siger jeg dig, sove fra den slags pilleri.

Jeg troede, det var en menneskeret at sove, indtil jeg fik børn. Nu er det på linje med et spa-ophold både målt i luksus og graden af uopnåelighed.

Mens jeg sidder og skriver dette, ville jeg foretrække, at jeg sov. Så hvad gør man? Hvordan klarer man sig gennem (arbejds)livet uden søvn, alle forældre gør det jo. Vi står op og gør vores ting ude i verden hver dag, dødsenstrætte udgaver af os selv render rundt og eksekverer, mens vi bider lidt hårdere i det sure æble, der udgør vores pligter. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg spiser snacks for at holde mig oppe. Mit indtag af chokoladekiks, kiks uden chokolade og chokolade uden kiks er ude på et overdrev. Det gælder for øvrigt også pålægschokolade. Og det er ok, for det er bedre end at give op – som om det overhovedet skulle være et alternativ. Man lægger sig ikke bare ned og sover midt i det hele. Men jeg siger også til mig selv, at det ikke er nu, mit liv kan handle om ideel kost, fordi det alene kan handle om at gennemføre. 

De siger, man skal nyde det, mens de er små. Tsk! De siger, det bliver bedre med nætterne. Tsk tsk! De siger også, at små børn har små problemer, og at det kun bliver værre fra nu af, så tag det nu roligt. 

Men når man ikke har sovet i årevis, er man ikke typen, der tager det roligt. Man er kynisk, kolerisk, grådlabil, bitter, porøs, såret, knotten, konstant i underskud, en dårlig bilist, en dårlig ven og kæreste, og man er så død død træt, at ens væsen reduceres til levende rygmarvsreflekser. Du reagerer impulsivt på ting omkring dig, og det er sjældent særligt hensigtsmæssigt i længere tid af gangen. Og slet ikke, når man burde være et godt eksempel overfor de små mennesker, der skal lære trinnene i livet gennem hverdagens dans med dig, fordi du er deres far eller mor.

I søndags tømte jeg en rodeskuffe så voldsomt, at min søn begyndte at græde. Jeg kunne ikke finde de handsker, som jeg vidste var der, og efter et par sekunders civiliseret søgen gav jeg op og flåede alt indholdet ud på gulvet. Det var et værre rod, og mens jeg trøstede min søn, skammede jeg mig intenst. Klokken var ikke engang ni om morgenen, men mine reserver var allerede tømt. 

Da jeg fortalte en kollega om episoden, sagde han, at han lige havde smadret et pax-skab fra Ikea med en stol (han har også børn i øvrigt). Og det er ikke for at tage nogen med i faldet her, men blot for at understrege dette: At kombinationen af små børn og dårlig nattesøvn på alle måder er fucked op. For mig at se også det største teodicé-problem overhovedet.

Men det sætter sig ikke kun på min fysiske adfærd, at jeg ikke sover nok. Der er også mentale bivirkninger, som kommer til udtryk i de mest beskidte tanker. Jeg er virkelig et depraveret og misundeligt menneske på indersiden, og jeg kan ikke tåle at høre om unge mennesker uden børn, som sover længe, læser avis og drikker kaffe i sengen i weekenden. Jeg kan ikke bære visheden om den der planløse form for eksistens, hvor man har tid til at bolle og være bohemer dagen lang. Høre plader. Gå på café. Drikke en øl med en ven. Biografen. Tilfældigt strejfe omkring i byen og spise, når man bliver sulten. 

Når nogen bekendte fortæller, at de skal være forældre for første gang, er der derfor også en form for skadefryd, der blander sig med min glæde på deres vegne. Der er en kollektiv sadisme forbundet med det, at vi ikke er alene som forældre, men udgør et fællesskab, hvor vi kan være sammen om alt det, der er så forbandet hårdt ved at få børn. 

Jeg bliver vel nødt til at sige, at jeg elsker mine børn inderligt, og at jeg ikke ville gøre noget om, hvis jeg fik muligheden. Det er bare ikke det, den her tekst handler om. Jeg tror også godt, man kan savne ting uden egentlig at ville have dem, fordi savnet handler lige så meget om frygten for aldrig at få det igen. Det er vist det, der er med nostalgi. Et ord af græsk oprindelse, som altså delvist kommer af ordet ‘algos’, der betyder smerte. Hvem smerter det ikke at være i tvivl om, om man nogensinde ser sig selv igen? 

Jeg kan ikke undslippe præcis den følelse og drømmer om at vende tilbage til mig selv igen efter en god nats søvn og en god nats søvn og en god nats søvn. 


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics