Når der opdages rester af sprøjtegifte i vores grundvand, bruger landbrugets interesseorganisationer to ansvarsfraskrivende svar. De skifter imellem disse: “Det er fortidens synder” eller “der er tale om nogle få brodne kar”. Men meget tyder på, at det store kar er flækket.
Hidtil har landbruget holdt sig til 7-9-13 og den faste udtalelse om fortidens synder. Nu hedder det 1, 2, 4-triazol og nutid. Desværre også fremtid. Varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvand viste i januar 2020 for første gang, at der er en klar sammenhæng mellem lovlige sprøjtegifte og pesticidrester i grundvandet. Blandt andet af et nedbrydningsprodukt fra svampegiften Tebuconozol, der anvendes til bekæmpelse af svampesygdomme i korn og kartofler.
Miljø- og Fødevareministeriet har her i februar offentliggjort den første massescreening af grundvandet, og resultatet er ikke opmuntrende. I en femtedel af de undersøgte prøver var der rester af sprøjtegifte eller af deres nedbrydningsprodukter/hjælpestoffer. En af landbrugets leverandører – giftlinjen Dansk Planteværn – har lavet et begejstret opslag om, at 80 procent af drikkevandsprøverne, var uden detekterbare fund.
I den store screening fandt man 33 forskellige pesticider, også fund af ulovlige sprøjtegifte og hormonforstyrrende stoffer, heraf indgår ni af dem i vandværkernes nuværende kontrolprogram. I årevis har vi rundt omkring i landet drukket grundvand med rester af giftstoffer, der bare ikke har været analyseret for. Blandt andet det meget omtalte Desphenyl-chloridazon. Flere hundrede vandværker er ramt, og forureningen ligger dybt i grundvandsmagasinerne. Formodentlig er der tale om den mest omfattende grundvandsforurening i Danmark nogensinde.
De berørte vandværker skal investere i nye boringer, hvis de kan finde rene kildepladser, alternativt bekoste rensning af drikkevandet, hvor det er muligt, eller opgive og søge ledningsføring fra større naboforsyninger. Uanset hvilke løsninger, der vælges, kommer borgerne til at betale for den forurening, som landbrugets sprøjtegifte har påført deres lokale vandværk, for forureneren betaler ikke. Det er ikke kun uretfærdigt, det er tilsyneladende også stærkt motiverende for at fortsætte den problemskabende adfærd.
Miljøminister Lea Wermelin (S) har i et skriftligt svar – det er så populært – til Altinget tilkendegivet, at det fremover bliver nødvendigt med dispensationer til pesticidforurenet drikkevand i hanerne, hvor borgerne ikke har andre forsyningskilder. Ikke ét ord om indskrænkninger, forbud eller reguleringer i den forbindelse. Det er den nemme løsning, der tilgodeser erhvervslivet. Men vi, befolkningen, ønsker løsninger, der tilgodeser livet.
Forestil dig, at der blev fremstillet en vandig blanding af lad os bare sige de 40 mest almindeligt forekommende sprøjtegifte, og at denne blanding overholdt de gældende grænseværdier for hvert enkelt giftstof. Forestil dig, at det var forsyningen til Folketingets kantine og kaffemaskiner, og forestil dig, hvor mange politikere, som ville medbringe drikkevarer selv.
Har politikerne tillid til systemet med grænseværdier? Stoler de på, at grænseværdier fastsat for enkeltstående stoffer, overflødiggør bekymringerne om kombinationseffekter? Stoler de på, at komplicerede biologiske sammenhænge i mave/tarmkanalens mikrobiota, fosterudviklingen og påvirkninger af nerve-, hormon- og enzymsystemerne i levende organismer lades upåvirkede af mange forskellige pesticidrester, blot de hver især er under en lovbetinget grænseværdi? Stoler de selv på grænseværdier, der forhøjes efter industriens behov?
I 2017 vedtog et bredt politisk flertal en ny pesticidaftale, som øgede antallet af brugte sprøjtegifte og forhøjede grænseværdierne for en række stoffer i vores drikkevand. Omtrent 80 procent af vores dyrkede areal anvendes til avl af foderafgrøder, så vi kan presse millioner og atter millioner af dyr igennem en kort, kummerlig tilværelse. Vil vi have mere gift i vores vand på grund af det?
På medlemmernes vegne fastholder landbrugets brancheorganisation stadig, at landmændene skal have offentlig kompensation for ikke at sprede gift over vores drikkevandsområder – en forældet afpresningsform som ikke hører hjemme i et civiliseret samfund. Det er åbenlyst uretfærdigt, at et stadigt stigende antal danskeres sundhed sættes på spil indenfor så basalt et område som drikkevand, hvor der ingen valgfrihed findes. Og det er åbenlyst uretfærdigt, at samme befolkning skal betale for at nedbringe risikoen forbundet med tredjeparts erhverv.
Det her handler om vores livsgrundlag; om fremtidige generationers ret til det basale – rent drikkevand, uskadelig luft, dyrkbar jord, bestøvere, natur med biologisk mangfoldighed og et levende havmiljø.
