Foto: Martin Høien/Aller Media Danmark

Når Jønke har et politisk parti, må Dennis Knudsen også: Her er 10 nye partier, du ikke så komme

I anledning af at den tidligere HA-rocker Jønke har stiftet det politiske parti Stabilt Demokrati, har Heartbeats kigget på, hvilke andre fremtrædende danskere, der burde stifte partier.

Blokpolitikken er død. Den danske model er død, og Dansk Folkeparti er praktisk talt i koma. Der er med andre ord plads til mange nye partier i det lille kongerige.

Nu går Jønke forrest i demokratiets navn, men vi ser ikke nogen grund holde det ved det. Der er mange potentielle kendis-bårede og vælgererklæringssultne partier derude.

Vi har derfor samlet en liste over de mest oplagte nye partier.

Advarsel: Satire forude

1. Sølvpapirshattene

Politisk agenda: Landets fyrtårne indenfor kritisk tænkning, corona-efterrationalisering og noget med 5G og komælk samles politisk her. Alle har ret til deres egen sandhed. Fakta er subjektiv. Ingen skal vaccineres, men børn skal spise psilocybinsvampe fra toårsalderen og aldrig i daginstitution.

Spidskandidater: Vibeke og Mai Manniche. Saszeline. Szhirley. Jokeren. Lars Muhl. Rasmus Nøhr.

2. Kødæderne

Politisk agenda: Modviljen mod kødspisning skal vendes, det er naturligt at elske dødt dyrekød ligesom stenaldermanden. Derudover kobekød og krogmodning til alle. Flere Danish Crown-fabrikker. Pølsevogne overalt.

Spidskandidater: Joachim B. Olsen. Lars Seier. Jeanette Ottesen. Søren Frank. Chili Claus. Søren Gericke. Lars Boje Mathiesen (partiskifte). Ulla Essendrop.

3. Woke Ultra

Politisk agenda: Offentligt betalte støtteordninger til bedsteforældre til transkønnede og deres tidligere pennevenner, generelt aflad med variabel størrelse alt efter privilegier, automatisk borgerløn til WOC’s og queers, samt nul betalingsmur på Information.dk. Berlingske Tidende nedlægges. Folketingssalen skal være et safe-space med nultolerance overfor for det at have en anden mening.

Spidskandidater: Moussa Mchangama. Anna Lin. Maja Malou Lyse. Esben Weile. Pernille Skipper. Caspar Eric. Anne Sophia Hermansen (undercover). Lucia Odoom. Feminas digitale redaktion.

4. Powerpar-partiet

Polisk agenda: Tilstræbt monogami og flashy tosomhed er vejen til succes i livet. Hvis flere almindelige mennesker kendte til kendte menneskers triumfer ved at dele hinandens content, lave par-stories og optræde på hinandens platforme, ville skilsmisseprocenterne rasle ned. Og alle ville få flere følgere.  

Spidskandidater: Katherine Diez og Adam Price. Christopher og Cillemouse. Eva Agnete Selsing og Rune Selsing. Sofie Linde og Joakim Ingversen. Pelle Peter og Maria Jencel.

5. De intellektuelle

Politisk agenda: Der skal læses flere bøger, tages mere uddannelse og høres mere P1. Kun ved at højne intelligentsiaen vil Danmark blive et ægte videnssamfund og dermed finde løsningerne på tidens store udfordringer: Klimaet, overvægten, ældrebyrden og hvordan vi får mere reolplads. Alle skal tage en kandidat som minimum, ingen kloge hænder, kun kloge hoveder!  

Spidskandidater: Vincent Hendricks. Svend Brinkmann. Lone Frank. Rune Lykkeberg. Lotte Folke Kaarsholm. The Lidegaards. Theis Ørntoft. Lea Korsgaard. Glenn Bech.

6. Børnefamiliernes front

Politisk agenda: Danmark er ikke indrettet til børnefamilier, men det er en fejl og trussel mod fremtidig avl. Børnefamilierne skal frem i køen overalt: De ældre skal omgående ud af deres herskabslejligheder og patricier-palæer for at give plads. Der indføres hjemmearbejde og stop for syge børn, samt stilhed overalt efter klokken 20. Nedbryd tabuet om au pair. Flere figenstænger. Selvomsorgsdage.

Spidskandidater: Sisse Sejr. Olga Ravn. Flemming Møldrup. Pernille Teisbæk. Thomas Skov. Pelle Hvenegaard.

7. Ytringspligtpartiet

Politisk agenda: Alle starter hver dag med et Facebookopslag med en upopulær holdning, til frokost brænder vi en koran og mindst en gang i sommerferien stiller vi os på en offentlig plads med megafon og fornærmer alle forbipasserende for at motionere folkets ytringsfrihedsmuskel.

Spidskandidater: Flemming Rose. Jim Lyngvild. Martin fra ’Gift ved første blik’. Ghita Nørby. Tom Jensen. Uwe Max Jensen. Firoozeh Bazrafkan. Hella Joof.

8. De rasende

Politisk agenda: Road rage er en ikkestrafbar almindelighed, og Molslinjen skal dø. Mindfullness og meditation har taget overhånd, og det skal igen være i orden at være et rasende menneske. Vrede er ikke en følelse, der skal undertrykkes. Den skal kraftedme ud. Bilfri søndag erstattes af pikhoved-søndag, hvor man frit kan gå ned ad Nørrebrogade og kalde hinanden grimme ting og rase ud.

Spidskandidater: Dennis Knudsen. Line Knutzon. Sanne Søndergaard. Rulle Grabow. Knud Romer. Mads Brügger. Holger Rune. Anja Andersen.

9. De seksuelle

Politisk agenda: Der bolles alt for lidt i det her land. Danmark har brug for et parti for mennesker, der møder verden med fremskudt underliv og en sund appetit på erotique. Alle fortjener morgensex.

Spidskandidater: Orgi-E. Jakob Olrik. Elisa Lykke. Manu Saren (politisk comeback). Poul Joachim Stender. Christian Tafdrup. Emma Sehested Høeg. Adam Holm. Sara Skaarup. Joan Ørting.

10. Københavnerpartiet

Politisk agenda: De demografiske tendenser taler et tydeligt sprog, og der er ikke længere grund til at holde liv i de døende provinser, nemlig Jylland, Fyn og alt det andet. Nedlæg regionerne. Storebælt lukkes af, og betalingsringen realiseres. Statsfinansieret flat white-klippekort til alle. Privatskoler overalt med fokus på rigsdansk og at stritte med lillefingeren. Offentlig udskaming af dialekter og folk, der siger “handle ind”.

Spidskandidater: Remee. Martin Kongstad. Helle Thorning Schmidt. Brian Holm. Mette Østergaard. Bo Bech. Paprika Steen. Kristoffer Dahy Ernst.

Footer graphics