Det lader til, at man skal gå og være sur det meste af tiden. Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan – måske er det coronaens vakuumtilværelse, som har gjort os ekstra arrige. Eller måske er det bare et udslag af kedsomhed. Men det er næsten umuligt ikke at blive sur på nogen.
For det første er vi alle sammen selvfølgelig møgsure over ikke at kunne blive klippet eller drikke et koldt glas rosé i solen. Vores børn er sure over glo ind i en skærm mere eller mindre hele tiden. Og de unge er sure over ikke at kunne feste frit og tæt i weekenden. Og så er vi alle generelt sure over rækkefølgen i den monstrøst langsomme genåbning – behovsudsættelse har aldrig gjort nogen glade. Spørg bare småbørnsforældrene. Det er en forståelig surhed, faktisk.
Men her på det seneste er der også kommet en surhed overfor helt almindelige ytringer, som undrer mig. Og den skræmmer mig faktisk en hel del.
Især mennesker, der har en mening af en slags, skaber enormt megen surhed. For eksempel forfatteren Christina Hagen, der udtalte sig om Joy Mogensens boligindretning i sidste uge. Det var ikke nogen dybdegående analyse – hun svarede bare på nogle helt simple spørgsmål, som Berlingske stiller forskellige mennesker i et fast format. Men sådan en flabet og meget snobbet forfatter-type skal bare tage og tie stille! Mange socialdemokratiske partisoldater var simpelthen så sure på Christina Hagen. Og de var faktisk også meget sure på Berlingske, der havde lagt spalteplads til hendes meninger.
LÆS OGSÅ:
Puk Elgård – hun skal også tage og pakke sig – for hun har været så dum at rose mænd, som ikke overfalder eller befamler kvinder. Og det skal hun ikke gøre. Det burde jo slet ikke være nødvendigt at rose nogen for at opføre sig normalt. Så hende er vi også meget sure på. Også selvom Puks instagram-opslag tydeligvis var skrevet i bedste mening med det meget specifikke formål IKKE at gøre nogen sure. Intentionen er tydeligvis fuldstændig ligegyldig for meget sure mennesker.
Og så er der jo ham den meget flabede 15-årige dreng, som tillod sig at lave et obskønt håndtegn bagved Mette Frederiksen, da hun var på besøg i hans skole. En aktivitet som 15-årige drenge generelt er ret glad for – jeg tror f.eks ikke, der findes et eneste billede af min storebror fra den alder, hvor han ikke holder sin langemand stolt op foran kameraet.
Men i denne her ekstreme surheds-tid, der kan man ikke længere bare trække på skuldrene og grine lidt af, hvad en fræk teenagedreng laver af fjollede fagter. Det har ellers været en kilde til megen morskab gennem både litteraturen og filmhistorien. Tænk bare på Beavis & Butthead, Wayne og Garth eller vores helt egen Orla Frøsnapper. Skal vi også være sure på dem?
Det er ikke kun herhjemme, at surheden florerer. Vi skal også være sure på udenlandske celebrities som Justin Bieber, der har brugt et Martin Luther King-citat på sin nye plade (fordi han ønsker mere retfærdighed i verden) eller Kylie Jenner, som ikke har doneret nok penge til sin stylist, der har været ude for et trafikuheld. Begge er vi sure på, fordi de ikke forstår deres egen meget privilegerede tilværelse. Og hvis man nu ikke rigtig kan blive sur på hverken Christina Hagen, Puk Elgård, teenagedrenge, Justin Bieber eller Kylie Jenner, så kan man altid blive sur på dem, som blev sure i første omgang. Det virker faktisk – jeg har været ret sur hele ugen på grund af de andre sure mennesker.
LÆS OGSÅ:
Jeg har ellers som udgangspunkt meget svært ved at være sur. Eller det er ikke helt rigtigt – jeg kan godt være sur, når jeg vågner om morgenen. Især hvis jeg har sovet tungt hele natten og drømt en masse. Så vil min krop ikke rigtig acceptere, at det hele bare var fiktion, og at alt faktisk bare er, som det plejer. Jørgen Leth kalder det for “morgenvånde”. Det kan være, det er sådan, det er fat med os og de sociale medier: Vi er sure, fordi det ikke er virkeligt. Det er en konstrueret virkelighed, en mærkelig drømmeagtig tilstedeværelse, hvor alting bliver forvredet ud af proportioner.
Jeg foreslår, at vi kollektivt skal til at vågne fra den feberdrøm, som de sociale medier har udviklet sig til. Det har da aldrig været meningen med internettet, at vi alle sammen skal gå og være sure det meste af tiden? Jeg er overbevist om, at man vil se tilbage på denne tid i historien og ryste på hovedet over, hvor meget vi helt nytteløst går og ophidser hinanden over fuldstændig ligegyldige ting. Hvordan vi prøver at tage livet af al meningsfuld dialog og erstatte den med forskellige grader af surhed.
Jeg har sat mig for ikke at være sur på de sociale medier. Jeg kan være bekymret, forundret, begejstret, nysgerrig og alt muligt andet. Men ikke sur. Og inden du bliver sur på mig over at skrive denne klumme, så tag og prøv det samme.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
