Landmand og klimakriger Lone Landmand har skrevet en bog til fremtidens forbrugere. ’Det man spiser, er man selv’ hedder den. Bogen udkom i går, og tanken er, at det er en brugsbog til unge mennesker, en slags dannelsesbog, om hvordan de skal købe ind, spise, lave mad og leve i deres hverdag fremover – for at gøre deres til at begrænse klimakrisen.
Hvorfor? Fordi hvis vi bliver ved med at købe kyllinger til 25 kroner, pumpet med vand, fedt, salt og medicinrester, så sender vi forbrugere et signal til producenterne om, at det er helt fint med burhøns, skrabeæg og et uværdigt dyreliv, og at de bare skal producere nogle flere discount-kyllinger.
Bogen er meget skeptisk overfor det industrielle og konventionelle landbrug, antallet af husdyr og forbruget af gødning. Heartbeats stiller her Lone Landmand spørgsmål til fremtidens indkøbskurv:
1. Når du kigger på det nuværende fødevareudbud og samspillet med landbruget, hvad synes du så overordnet, at de største problemer er?
”Vi mennesker er ved at skabe såvel et økologisk kollaps som et klimakaos på den eneste planet, der byder os levevilkår. Vores valg af fødevarer er en afgørende faktor for udviklingen. Den nuværende intensive landbrugsdrift ligger til grund for størstedelen af fødevarerne i supermarkederne, men den dyrkningsform baserer sig på afbrænding af sort energi til produktion af kunstgødning og pesticider m.m. og en massiv udbredelse af sprøjtegifte i miljøet. Både udryddelsen af insekterne, som er bunden af fødekæden, og afbrændingen af fossile ressourcer, ødelægger vores livsgrundlag.
Prisen på de konventionelle fødevarer afspejler ikke, hvad de reelt koster. I prisen på en kylling eller en pakke bacon er der ikke medregnet de udgifter, som kødet overfører til samfundet. Det kan være hospitalsudgifter til behandling af listeriabakterier eller til isolering ved svine-MRSA, nye grundvandsboringer, klimasikring af kystbyer eller til følgevirkningerne, når man sprøjter afgrøder kraftigt, og der ses en øget forekomst af sygdomme, nedsat fertilitet og så videre i befolkningen. Det har så vidtrækkende konsekvenser, den måde landbruget bliver drevet på.”
2. Men er det ’de unges’ ansvar at ændre den danske madkultur?
”Det er de unges medansvar, men det er alles ansvar! Jo ældre mennesker bliver, des vanskeligere har de ved at ændre vaner og livsstil. Der er mere kampgejst og mindre sathed i unge mennesker, og ydermere er det dem, der for alvor bliver ramt af de nuværende ældre generationers fråseri – både i forbrugsgoder, flyrejser og olieenergi i luksusklassen. Alt det, der blandt andet er blevet råd til, fordi fødevarer er latterligt billige, når de stammer fra kemisk støttet dyrkning og industriel masseproduktion under kummelige forhold for dyrene.”
3. Hvad er forskellen på at spise et æg fra en fritgående høne, og så en der har levet i bur?
”Vigtigst af alt – vi kan ikke være bekendt at lukke dyr inde i små bure, hvor der hverken er plads, sol, jord eller planter til at opfylde deres basale behov. Så for hønsene er der stor forskel på, om man vælger at købe og dermed støtte den ene eller den anden produktionsform. Både burhøns og såkaldte fritgående høns får konventionelt dyrket foder, det vil sige foder dyrket under forbrug af forskellige sprøjtegifte samt importeret GMO-soja fra Sydamerika. Forskning viser, at sprøjtegiftene (ikke overraskende) også påvirker mikrofloraen i tarmsystemet, og netop sammensætningen af mikrobiota har vist sig at have betydning for en overraskende del af vores sundhed og velvære. Udover i miljøet og i grundvandet lander giftstofferne også i vores egne kroppe, via det vi spiser og drikker. Hvordan har vi fået bildt os ind, at der ikke sker noget ved at indtage gift? Der er masser af tegn på, at det, vi spiser, ikke gør os noget godt. Hver 3. dansker får konstateret kræft, og hyppigheden er stigende. Diabetesforeningen mener, at antallet af diabetikere er fordoblet om 10 år, og fedmeepidemien er godt i gang allerede, hvor næsten halvdelen af den voksne befolkning er overvægtig.”
4. Mange unge kan ikke lave mad og lever af et miks af havregryn, rugbrødsmadder og shawarma. Hvad vil du lære dem?
”Mennesker kan vanskeligt træffe kloge valg uden at have viden om det, de vælger imellem. Jeg vil gerne give såvel unge som ældre en indsigt, der gør dem i stand til at vælge det, der gavner både dem selv, medskabningerne og livsgrundlaget. For at bruge penge på ordentlige råvarer og bruge tid på at lave mad selv skal man kende betydningen af den prioritering. Man skal vide, hvad der er at tabe og vinde, deri ligger motivationen til at passe bedre på sig selv og omgivelserne.”
5. Kan man leve klimavenligt på et SU-budget?
”Man kan nærmest ikke andet! Det bedste, vi kan gøre, for at begrænse udviklingen af den igangværende klimakrise, er at forbruge mindre. Købe langt mindre af stort set alt. Reparere mere, give videre, deles om og spise mindre af de dyre varer – kød og ost f.eks. Det er langt billigere at spise hjemmelavet mad lavet af ordentligt dyrkede grøntsager, frugt, kartofler, gryn, mel, frø og olier end at købe takeaway og andet færdiglavet mad ude i byen.”
6. Man taler meget om plantebaseret mad – er landbrugsdyr uforenelige med klimavenlig mad?
”Landbrugsdyr er bestemt ikke uforenelige med klimavenlig mad. Dyrene er en del af den helhed, der skaber vores rammer. De bidrager blandt andet med gødning, som er afgørende for dyrkning af planter til mad, og afgræsning af enge og overdrev er for eksempel af betydning for at skabe og opretholde et mangfoldigt insekt- og fugleliv. Men at holde dyr industrielt derimod, tætpakkede i lukkede stalde, hvor stressskader og sygdomme holdes i ave med overdrevent antibiotikaforbrug er hverken klimavenligt, bæredygtigt eller foreneligt med den menneskelighed, vi antages at repræsentere. De industrielle husdyr fodres som tidligere nævnt med afgrøder dyrket under stort fossilt forbrug, og udover den direkte udledning af klimagasser, lægger dyrkningen af foderafgrøder også beslag på umådelige arealer, der i stedet kunne have rummet fast plantedække som skov eller regnskov. Så spørgsmålet om plantebaseret kontra animalsk handler, som alt andet i tilværelsen, om vilkår, nøjsomhed og balance.”
7. Hvad med de voksne – er det ikke mest dem, der skal omlægge deres levevis?
”Vi skal alle sammen gøre en indsats for at belaste kloden mindre – det ligger fuldstændig fast. Min bog, ’Det man spiser, er man selv’, er en helhedsfortælling om de sammenhænge, vi oftest bliver præsenteret for som frustrerende brudstykker, formaninger og tvivlsomme reklamer. Også voksne kan have vanskeligt ved at manøvrere i alle budskaberne. Undervejs i de tre år, som arbejdet med bogen har taget, har jeg også haft i tankerne, at voksne i alle aldre skulle have glæde af bogen. Mange mennesker er bedre til at læse kortere tekster, konklusionsbokse og ikke mindst forklaringer, som kan tilgås uden fagligt udgangspunkt. Derfor er det umiddelbart en bog til unge, men dybest set er den henvendt til alle, der spiser.”
8. Hvad håber du på at opnå med bogen, og hvorfor kalder du den ’den vigtigste bog i dit liv’?
”Der er brug for et folkeligt oprør. Gerne et ungdomsoprør fordi unge er i en fase, hvor de ikke umiddelbart anerkender autoriteter, og ”det-vi-plejer-mentaliteten. De unge bliver hårdest ramt af de ældres trang til overflod og vækst. De unge kan muligvis bedre se det urimelige i, at det politiske system og erhvervslivet hidtil kun har villet foretage store ændringer, hvis der var penge i udviklingen. Det er vores kroppe, vores liv og vores livsgrundlag, der skades af det nuværende fødevaresystem. Men det er også vores adfærd, der skal ændres på. Uanset hvad man køber, får man mere end varen. Der følger altid et ansvar med!”
