Det er, som om julens hektiske overforbrug og socialiserings-pres rammer ekstra hårdt i år. Alles økonomi er trængt, vinterens grå tungsind har sænket sig, inflationen bider, og vi skal spare på varmen og gaverne.
Også hjemme hos mig bider julen lidt i år, for verden er så alvorlig lige nu, og det virker skørt, at hvis alle til min families juleaften skal have en gave fra alle, så er vi oppe på knap 200 julegaver!
Nogen må jo gå i den modsatte retning! Og når tiderne er barske, må vi skrue op for det, som ikke koster hverken på bankkontoen eller klimakontoen, så her kommer et bud på netop det: Jeg hørte første afsnit af adventskalenderen ’Peters jul’ i programmet ’Tidsånd’ på P1 en stille eftermiddag, og jeg blev simpelthen så ramt af hjertevarmen og eftertænksomheden i den radiosamtale.
Rammen er, at vært Christoffer Emil Bruun besøger forfatter Peter Høeg i det åndelige bofællesskab, Vækstcenteret, i Nørre Snede, hvor Høeg bor. Her sidder de i en stor fællessal, Træsalen, og jeg vil mene, at fornemmelsen af højt til loftet og historisk egetræ kan høres i podcasten, mens de forsøger at filtrere julens støj væk og finde ind til kernen. Over nogle dage taler de to om julens budskab med udgangspunkt i det relativt nyfundne Thomasevangelium.
Der er altid noget givende ved at høre et tænksomt menneske, som lever helt anderledes end en selv, fortælle om sit liv. Et er at Peter Høeg er et spirituelt og uhyre begavet menneske, noget andet er, at han lever sin tro så radikalt – da podcasten bliver optaget, har han netop afsluttet et helt års retreat. Og her skal retreat ikke forstås på den moderne wellness-måde, men sådan her:
”Jeg lever cirka halvdelen af året i retreat. Så af de sidste 18 år har jeg siddet de syv i retreat. Retreat betyder tilbagetrækning, at man trækker sig tilbage. Jeg har et lille hus i et område med fredet natur, og så sidder jeg der. Nogle år har jeg skrevet, andre år praktiseret, nogle år har jeg siddet alene, nogle år med en kærlighedspartner, nogle år med små grupper”.
Jeg har personligt aldrig hørt om et menneske, i hvert fald ikke i Danmark, måske ude i Nepal, der lever sådan, tilbagetrukket fra verdens støj og tempo, så min nysgerrig efter at høre mere er vakt. Første tema første søndag i advent var: Hvad kommer julemanden med? Hvad er julen egentlig, og hvad er den for forskellige mennesker?
Julenat og fred
Christoffer Emil Bruun og Peter Høeg taler om mødet mellem det guddommelige og det menneskelige i julen, om at stille sig ud under stjernerne julenat, ligesom fårehyrderne, og mærke det øjeblik, hvor julefreden sænker sig.
”Om aftenen, efter at mennesker har spist og udvekslet gaver, så falder der en fred over jorden i en stor del af verden. Man kan opleve det kollektivt. Det er et øjeblik, hvor man kan tænke over, hvordan det kunne være, hvis man begravede stridsøkserne og sank ind i den hjertelighed, som har med julen at gøre. At stå ude og mærke den fred, er en del af jule-essensen,” mener Peter Høeg.
Thomasevangeliet er en kontroversiel tekst i kristendommen, siden den blev fundet i 1945 i Egypten. Høeg beskriver det som den mindst dogmatiske af alle de bibelske tekster, der handler mindre om tro og mere om praksis og erfaringsorienteret spiritualitet.
På et bakkedrag i læ ved Gudenåen sætter de to sig så og taler om Thomasevangeliet, som har været gemt væk af munke i århundreder på et kloster ved Nilen. Thomasevangeliet begynder med ordene: ”Dette er de hemmelige ord, som den levende Jesus talte, og som Judas Thomas skrev ned.” Og så må du lytte videre til podcasten selv!
Jeg vil blot slutte med at sige, at ’Peters jul’ gør julen klog, eftertænksom og hjertevarm, og det har vi altid brug for, men måske endnu mere i år.
Lyt til podcasten HER