Det virker som om, at vi har opdaget alt om verden, som der er at opdage.
Vi ved så meget, at der nu er en kunstig intelligens, ChatGPT, som kan regne os ud på forhånd. Den kan skrive de mest veloplagte tekster, analysere juridiske dokumenter og give os det helt rigtige svar på selv de mærkeligste spørgsmål. Verdenen er begejstret. Jeg er mest af alt fortvivlet. For jeg er ved at miste min nysgerrighed – og den har ellers drevet mig hele livet.
Jeg er vokset op i 80’erne, hvor horisonten var ganske begrænset. Jeg vidste ganske lidt om, hvad der egentlig foregik udenfor min faste gang til skolen og tilbage igen. Der var en evindelig krig mellem Rusland og Afghanistan, som virkede uendeligt langt væk. Der var ‘Fjernsyn For Dig’ hver eftermiddag inden maden og ‘Der Alte’ om lørdagen. Til børnefødselsdage kunne man vælge mellem rød og grøn sodavand. Hvis det kom til tyggegummi, stod valget mellem Jenka eller Shake. Ikke særlige mange valg, med andre ord. En ganske uoplyst eksistens.
Men udenfor det liv vidste jeg godt, at der lå en stor og pulserende verden – et magisk sted, som ventede på at blive opdaget, når man engang fandt modet og midlerne. Ligesom en by, der kaster et lysskær op på nattehimlen, så følte jeg igennem hele min barndom, at der var noget i stort i vente lige om hjørnet.
Og det var ikke kun i den store skala, at eventyret ventede. Også alle voksne mennesker indeholdt en kerne af noget uopdaget, noget mystisk. Fra mine folkeskolelærer til politikerne og tv-værter- var der en distance, som gjorde mig nysgerrig. Som gav mig en fornemmelse af et uafsløret voksenliv, der indeholdt stor autoritet og viden.
Makrelmadder og dårlig sædkvalitet
I dag er der næsten ingen distance tilbage. Verden er enorm og fuldstændig afsløret for os alle. Vi ved, hvad statsministeren spiser makrelmad til frokost, og at tv-værten har lav sædkvalitet. Ja, vi ved tilmed alt om en tidligere spionchefs sexliv.
Og den store verden derude er heller ikke længere blot et lysskær i horisonten – den er mere end velbeskrevet.
Vi ved ikke bare, at 35.000 mennesker er døde under frygtelige omstændigheder i et jordskælv i Tyrkiet – vi ved præcis, hvordan de er døde, vi har set dem med egne øjne, vi har set dem, der overlevede, vi har hørt i dagevis om de manglende ambulancer, om et krigshærget Syrien som bliver ramt dobbelt så hårdt.
Krigen mellem Ukraine og Rusland virker langt tættere på end Afghanistan-krigen gjorde i min barndom. Vi kender til de saboterede gasledninger ved Bornholm, til korruption i den ukrainske regering, til opgravning af rådnede lig med støvler på og billeder af deres børn i skjortelommen.
Det er ikke underligt, at en kunstig intelligens har regnet os ud. Og det er ikke underligt, at unge er mere deprimerede og angste end nogensinde, at forsvarsministeren går ned med stress, og at der opstået et fænomen som “news fatigue”, hvor stadigt flere helt undgår at følge med i nyhederne.
Forstå mig ret – jeg taler ikke om, at vi skal gå tilbage til 80’ernes begrænsede udsyn. Jeg mener ikke engang, at vi skal forbyde maskinlærende chatrobotter. Men jeg mener, at vi skal forstå at dosere vores viden i de rette mængder på den rette tid. Så nysgerrigheden forbliver intakt.
