Valgkampen raser, og partierne kæmper for at få lige præcis dit kryds til Folketingsvalget 5. juni. Uanset om det kræver en morgenbasse med dertilhørende flyer, ret til tidligere folkepension, et ’velfærdsløfte’ på 69 mia. kroner eller fart på den grønne omstilling, så er partierne klar.
Allerede nu adskiller valgkampen sig på mange måder fra tidligere valgkampe. Det er f.eks. den længste valgkamp i 44 år med sine 29 dage. Samtidig har vi det største antal af opstillingsberettigede partier siden 1990, hvor der også var 13 partier, der stillede op til Folketinget.
Vi har støvet historiebøgerne af og er dykket ned i tidligere valgkampe for at finde fem valg, som er mindeværdige, fordi de var vilde, skræmmende, selvsikre eller bare involverede Glistrup.
1. Jordskredet & Glistrup i 1973
Et valg, man slet ikke kan komme udenom her, er ’Jordskredsvalget’. Jordskredsvalget er en populær betegnelse for Folketingsvalget i 1973, hvor de fire, gamle partier (Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre) alle fik en begmand af vælgerne, mens Folketinget gik fra fem til 10 partier. 44 procent af vælgere skiftede parti, og en tredjedel af Folketingets medlemmer blev udskiftet.
Det var særligt de nye partier, der bragede igennem og stjal stemmer fra de gamle. Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen blev valgets store vinder med 15,9 procent af stemmerne. Hvilket gjorde det til landets næststørste parti. Fremskridtspartiet gik til valg på et opgør med skattetrykket og den offentlige sektor, og da mange borgerlige vælgere var utilfredse med skattepolitikken hos VKR-regeringen (1968-1971) , var der stemmer at hente her for protestpartiet.
Mange borgerlige vælgere var også utilfredse med, at VKR-regeringen var med til at legalisere billedpornografien, hvilket affødte Kristeligt Folkeparti (i dag Kristendemokraterne). Partiets modstand mod pornografi og frigivelsen af abort i 1973 sikrede dem fire procent af stemmerne.
Den karismatiske tidligere Gladsaxe-borgmester, Erhard Jakobsen, brød med Socialdemokratiet efter flere års utilfredshed med den venstredrejning, som han mente, partiet havde foretaget sig. Han dannede derfor partiet Centrum-Demokraterne, der var et borgerligt midterparti. Ved Folketingsvalget i 1973 fik de 7,8 procent af stemmerne. Derudover vendte Danmarks Kommunistiske Parti og Retsforbundet tilbage til Folketinget takket være deres modstand mod EF.
Valget endte med, at Poul Hartling dannede en lille Venstreregering, der kun sad indtil januar 1975. Jordskredsvalget markerede et skifte, hvor vi gik fra et firepartisystem (med SF som en central ny aktør) til et flerpartisystem med en meget større bevægelse mellem partierne, da vælgerne var mindre loyale.
2. Atomvalg & amerikanske flådefortøjer i 1988
Valget i 1988 var om noget et valg i utide. Kun ni måneder efter det forrige folketingsvalg. Det var også et usædvanligt valg, fordi det blev udskrevet på en udenrigspolitisk baggrund.
Den politiske situation i 1980’erne var særligt kendetegnet ved et alternativt, sikkerhedspolitisk flertal, der pålagde regeringen at føre en udenrigspolitik, den var uenig i. Flertallet bestod foruden oppositionen også af De Radikale, der ellers støttede regeringen.
Under en debat i Folketinget lykkedes det oppositionen at skabe flertal for et forslag om, at amerikanske flådefartøjer som befandt sig på dansk jord skulle spørges, om de var bevæbnede med atomvåben. Det mente regeringen var et brud på alliancesolidariteten i NATO, og da forslaget blev vedtaget af det alternative flertal, udskrev den konservative statsminister Poul Schlüter folketingsvalg.
Valget handlede i høj grad om eventuelle kommende regeringskonstellationer, og problemet med det alternative flertal blev løst ved at optage De Radikale i regeringen i stedet for Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Mandatmæssigt var der ikke de store forskydninger mellem partierne, men valgets helt store vinder blev Fremskridtspartiet.
3. “Den er hjemme”, troede Uffe Ellemann-Jensen i 1998
Valget i 1998 var en sand politisk gyser. Det lykkedes nemlig den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, at blive genvalgt på trods af dårlige meningsmålinger. Udfordreren fra Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, stod nemlig i mange målinger til at blive Danmarks næste statsminister.
Valgkampen var særlig præget af opgøret mellem Uffe Ellemann-Jensen (V) og Poul Nyrup Rasmussen (S), og valget blev beskrevet som ”en amerikansk showpræget præsidentvalgkamp”, hvor de to kamphaner havde en række dueller med hinanden. Socialdemokratiet satte massivt fokus på temaet ‘velfærd eller skattelettelser’, mens de borgerlige partier blandt andet gik til valg på et udspil om fri huslejefastsættelse. Det var i valgkampen 1998, at Nyrup udstedte den kendte efterlønsgaranti, der endte med at give ham store problemer senere, da han allerede efter et halvt år alligevel ændrede efterlønsvilkårene.
Uffe og Ekstra Bladet
Noget, man særligt husker fra valget i 1998, er billedet af Uffe Ellemann-Jensen på forsiden af Ekstra Bladet på valgdagen. Efter et vælgermøde bliver han kørt hjem af en journalist og fotograf fra Ekstra Bladet. Uffe Ellemann inviterede dem indenfor i sit hjem, og fotografen begyndte at tage billeder. Dagen efter kunne statsministerkandidaten se sig selv på forsiden af Ekstra Bladet. Her sad han afslappet med en whisky i hånden, mens overskriften var: Den er hjemme. Nogle mener, den forside var med til at koste ham sejren.
LÆS OGSÅ:
Selve valgnatten var spændende at følge. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen bed negle, mens Uffe Ellemann Jensen gemte sig på sit kontor indtil midnat. Hvis du fulgte DR’s valgdækning, stod Nyrup til at vinde. Fulgte du valget på TV2, var det derimod de borgerlige, der stod til at vinde. Det endte dog med, at Poul Nyrup Rasmussen kunne fortsætte som statsminister og stod med fire fingre i vejret, da han havde fået four more years.
En anden af valgets store vindere var Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, der opnåede hele 13 mandater. Efter valgnederlaget trak Uffe Ellemann-Jensen sig som formand for Venstre og blev afløst af næstformanden, Anders Fogh Rasmussen.
4. VKO-flertallet ser dagens lys efter 9/11 i 2001
Valget i 2001 blev afholdt samtidig med amts- og kommunalvalget. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udskrev valget i kølevandet på terrorangrebet 11. september i USA. Her blev statsministeren af kritikere beskyldt for at forsøge at udnytte den ‘statsmandseffekt’, han havde opnået efter terrorangrebet. Udfordreren til statsministerposten hed Anders Fogh Rasmussen, og han havde rykket Venstre ind på midten af dansk politik.
Selvom valget blev udskrevet på en udenrigspolitisk baggrund, kom det hurtigt til at handle om alt muligt andet end terror og udenrigspolitik. Særligt udlændingepolitikken kom til at fylde meget, og den borgerlige opposition ønskede markante opstramninger. Venstre førte en succesfuld valgkampagne og indgik en ‘kontrakt’ med vælgerne.
En kontraktpolitik er et politisk redskab, hvor et parti udsteder deres løfter som enkle og målbare politiske mål. De mål betragtes som en kontrakt med vælgerne, der efter et valg skal gennemføres. Mere konkret gik Venstre blandt andet til valg på en strammere udlændingepolitik, skattestoppet og forbedringer af sundhedsvæsenet.
“Jeg har her en bog” Ligesom ved valget i 1998 var valgkampen præget af en række dueller – denne gang mellem Anders Fogh Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen. Under en af duellerne tog Poul Nyrup Anders Foghs gamle bog ’Fra socialstat til minimalstat’ frem og begyndte at rive sider ud af bogen. Det var ment som en slags gimmick, der skulle udstille, at den tidligere meget liberale venstreløve med al sin snak om at styrke velfærdsstaten ikke stod så fast på de værdier, han engang havde. Det gav dog bagslag for den i forvejen pressede Nyrup.
Resultatet blev historisk. For første gang siden 1926 var der et rent borgerligt flertal udenom midterpartierne. Det var særligt Venstre og Dansk Folkeparti, der skaffede flertallet, da de henholdsvis gik frem med 14 og ni mandater. Det var første gang siden 1920, at Venstre blev større end Socialdemokratiet. På baggrund af den borgerlige valgsejr så VK-regeringen med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag dagens lys, og VKO-flertallet, der kendetegnede dansk politik de efterfølgende ti år, blev en realitet.
5. Krisevalget i 2011
Valget i 2011 adskilte sig en del fra 00’ernes valg, da det især handlede om økonomi. Det skyldtes den internationale, økonomiske krise, der også havde ramt Danmark. Fokus var derfor flyttet fra udlændinge og over på økonomi. Forskerne Rune Stubager, Kasper Møller Hansen og Jørgen Goul Andersen har af samme årsag døbt valget ’Krisevalg’ i deres bog af samme navn.
Valgkampen var særligt præget af Socialdemokraterne og Socialistisk Folkepartis parløb med hinanden. I deres plan ’Fair Løsning’ kom de med deres bud på, hvordan Danmark kunne komme ud af krisen. Den plan stod overfor den siddende VK-regeringens plan med ’Tilbagetrækningsreformen’ som det mest centrale element.
Særligt Margrethe Vestager (R) spillede en central rolle, da hun pegede på Socialdemokratiets statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, men indgik aftale om tilbagetrækningsreformen med regeringen og Dansk Folkeparti. Hun kunne derfor tilbyde vælgerne en ny regering efter 10 år med VK, samtidigt med at hun kunne sikre ’en ansvarlig økonomisk politik’. Samme Margrethe Vestager gav hånd med formanden for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed med et ønske om bredt samarbejde over midten i dansk politik.
Valget var historisk, da det resulterede i danmarkshistoriens første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, på trods af en mindre tilbagegang for Socialdemokratiet. VKO-flertallet, der ellers havde været en absolut afgørende magtfaktor i dansk politik, var væk. Særligt De Radikale og Enhedslisten fik stor fremgang ved valget, mens Det Konservative Folkeparti efter skiftende formænd og dårlige sager oplevede den største tilbagegang af alle partier. Venstre overraskede ved at sikre sig en lille fremgang trods en række dårlige meningsmålinger.
Efter valget indgik Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og De Radikale et regeringssamarbejde. Efter valget blev særligt S og SF beskyldt for at have begået en række løftebrud.
Boblere: Andre vilde valg:
Valget i 2015:
Valget, hvor vi stiftede bekendtskab med det gule Danmark, da Dansk Folkeparti blev større end Venstre og fik en afgørende ’midterposition’ i dansk politik. Hvor Uffe Elbæks Alternativet kom solidt ind i Folketinget, og hvor de fire gamle partier fik et historisk dårligt valg med kun 54 procent af stemmerne. Sociale medier som Facebook og Twitter spillede også en langt større rolle end ved tidligere valg.
Valget i 1960:
Valget hvor Socialdemokratiet ville gøre gode tider bedre, SF stillede op til Folketinget for første gang, mens deres formand Aksel Larsen holdte sin valgtale fra sygesengen, og hvor regeringspartiet Retsforbundet overraskende røg helt ud af Folketinget.
Sådan gjorde vi:
Vi har kigget på perioden fra 1953 frem til og med folketingsvalget 2015. Vi begynder i 1953, da grundlovsændringen i 1953 indførte det såkaldte etkammersystem. Her kom Folketinget alene til at erstatte den gamle Rigsdag, der bestod af Folketinget og Landstinget. Derudover havde det nye Folketing 179 medlemmer frem for 149.
Kilder:
Primært danmarkshistorien.dk og Den Store Danske. Øvrige kilder er linket til undervejs i artiklen.
Foto: Wikimedia Commons & Ekstra Bladet
