50 shades of grey
Foto: Fra filmen 'Fifty Shades of Grey'

Test dig selv: Dine seksuelle præferencer afslører, hvem du skal stemme på

Vi ved godt, at man ikke må seksualisere andre mennesker. Men. Her kommer alligevel vores uforbeholdne mening om, hvordan man boller efter partifarve.

Mens andre medier laver kandidat- og valgtests på noget så kedeligt som valgløfter, politik eller kaffesmag, så kommer Heartbeats ilende med den ultimative, svært krænkende valgtest! Intet er nemlig så afslørende som menneskers sexliv, så find ud af, hvor du skal sætte dit kryds her:

Generøs med fisseslik:

✖️Moderaterne   

Et moderne, midtersøgende parti med fokus på sundhed og borgerpligt er naturligvis ikke bange for at tilfredsstille kvinder oralt eller fokusere på andet end fallos og penetration. Stem lilla, hvis du er fast modtager eller udøver af kvindelig oralsex.    

Distanceret håndjob & skamfuld Mac-porno:

✖️Radikale Venstre

Sex er lidt noget rod og griset for disse overjeg-vælgere, så det klares helst på den svenske måde med hænderne og uden for meget roden rundt. Faktisk behøver man slet ikke tage alt tøjet af. Denne vælgergruppe har meget høj moral, og derfor er de radikale vælgeres relativt store pornoforbrug på den bærbare Mac forbundet med straks-skam og resolut sletning af historik.

Monogam missionær & tirsdagssex:

✖️Socialdemokratiet

En ret monogam vælgergruppe med lange parforhold på CV’et, hvorfor sexlivet ofte er stagneret en anelse og begrænset til en kærlig gang mave-mod-mave om tirsdagen eller efter ’Vild med dans’. Men det er varmt og blødt her, og det skal man ikke kimse af.  

Sugar dating, husmorporno & bøf-og-blowjob:

✖️Konservative

Det borgerligelige knald i denne vælgergruppe er tit forbundet med dyr Barolo, håndjern på sengegavlen, abonnement på Berlingske og fastlagte kønsroller. Det er derfor, der er så mange sugardatere i denne vælgergruppe, som ser den økonomiske transaktion som romantisk forspil. Intet siger miav som en Louis Vuitton-taske til fars sugar babe. ”Who’s your skaffedyr?”. Det er også her, de læser allermest ’Fifty shades of grey’ og onanerer til Selsingernes livsstil.    

Gruppeknald med efterspil om samtykke:

✖️Enhedslisten

Enhedslistens vælgere elsker en stærk og rummelig velfærdsstat, og gruppesex er den allermest rummelige sexform. Det er dog vigtigt for Ø-folket med åben og god kommunikation og ikke mindst udtalt samtykke og dialog om grænser. Derfor bliver sex tit en ganske intellektuel øvelse i dette segment, hvor man sjældent kommer frem til selve akten, fordi der skal samtales så meget i for-forspillet. Man respekterer simpelthen hinanden for meget til at komme i gang.      

Spejl i loftet, American Psycho-sex & alt med røven:

✖️Liberal Alliance

Der bliver gået til stålet i denne vælgergruppe, måske er det derfor, de har så mange unge vælgere? For er der noget frækkere end at have øjenkontakt med sig selv i spejlet under et knald? De ultra liberale er også meget liberale med nummi, og ting, der skal ind i den. Du kan godt! Eller: Du kan mere end i går. Et godt liberalt forspil er altid at tale om topskattelettelser.

Dildoer, blondiner & yachts:

✖️Nye Borgerlige

Her er kjolerne korte, dildoerne sorte, håret blondt og knaldet helt racerent. Danskere knalder naturligvis med andre danskere og gerne over klassiske sexfantasier som “på en båd”, “i høet i en stald”, “i fitnesscentret” eller “i bilen”. Det er vigtigt at italesætte danskernes frigjorte sexliv som modsætning til muslimernes forkerte tilgang. Burka ondt. Silikone godt.   

Gokkesok, Pride & sexgynger:

✖️Alternativet

Anything goes, men det sejler lidt med at overføre de politiske idealer til sexlivet. Vigtigst er det at knalde helt CO2-neutralt, det vil sige ikke på hotel og absolut ikke i mile high club. Man er frigjorte og tilhænger af den flydende kønsidentitet og forrest på paradevognen til Pride. Man knalder identitetspolitisk og intersektionelt og begærer alle, fordi alle er smukke. Men især de tykke, de handikappede, de sorte og de fattige.  

Glad for campingvogn & swingerklub:

✖️Danmarksdemokraterne/Dansk Folkeparti

Her finder vi ‘den helt almindelige dansker’, der bor i sin trailer og ikke gider sådan noget fornemt sex med lingeri, grooming af pubeshår og halløj. Når det skal være fint, tager den klassiske DF/Jyllandsdemokratiske kernevælger i swingerklub i Trekantsområdet efter en etagevask og håber på at lokke nogen med i den store fælles-jacuzzi, inden klokken bliver for mange.

Under dynen & helt stille:

✖️SF

Her knalder man helst økologisk eller med pessar, og fordi man har små børn, skal sex ske helt stille og i de ti minutter mellem 21 og 22, hvor der endelig er ro fra børneværelset, og de voksne ikke er besvimet af træthed endnu. Man respekterer de andre i andelsforeningen og holder vinduerne lukkede imens. Og man knalder altid under dynen, i mørke, uden for meget fantasi eller overambitiøse skift i stillinger.  

Escort, 69’er på sofaen & smæk i numsen:

✖️Venstre

En meget stor andel af Venstres vælgere sidder fast i firsernes yndlingsstilling: 69’eren. Det er bare lækkert at have partnerens numsehul lige i øjenhøjde (alle raske landmænd elsker lugten af møg). De senere år er Venstre-folket gået i kast med blid bondage i form af små klap i numsen og bind for øjnene, gerne med et blåt slips, og så er der mange selvstændige, kvindelige Venstre-vælgere, der kører Escort for at finansiere deres nyindkøbte projektsalg-ejerbolig.  

Sexpositivisme & sikker (børnefri) sex:

✖️Frie Grønne

Hos de Frie Grønne er man meget bevidste om ikke at lave børn, da de belaster klimaet, så der er fokus på sikker sex, helst med klimavenlig prævention som indgående cyklus-kendskab og sikre perioder, når Merkur er i retrograd. Man gør et stort nummer ud af at knalde antiracistisk og tilsidesætte egne overfladiske præferencer til fordel for et seksuelt CV med kvote-knepperi, ligesom at man er pjattet med sexpositivt sexlegetøj.  

Afholdenhed & gnubbesex:

✖️Kristendemokraterne

Før ægteskabet holder denne vælgergruppe sig til afholdenhed eller behovsudsættelse med fokus på petting over bæltestedet. Man møder sin livspartner på kristen sommercamp og føler næsten samme kærlighed som til Jesus og salmesang. Der bliver gnubbet igennem i årevis og perversioner som homoseksualitet, prævention og (gisp) abort, er ikke en del af sexlivets meget skarpt optegnede mulighedsrum. Det gode kristne samliv leves i to enkeltsenge.

Find mere om
Footer graphics