demens

Sandheden om at være Alzheimer-pårørende: “Når han har været helt forfærdelig, har jeg tænkt ‘Nu slår jeg ham ihjel’”

I denne artikelserie giver vi en række almindelige mennesker i ualmindelige fag eller situationer ordet. I dag fortæller en kvinde om at være gift med en mand, der langsomt forsvinder ind i Alzheimer og bliver mere og mere grov overfor hende.

Illustration: Liv Ajse

“Det allerværste ved min mands Alzheimer er den konstante usikkerhed. Jeg aner ikke, hvad der vil ske om et minut. Jeg er angst for, at han bliver væk eller ikke kan huske mig, gør mærkelige ting eller råber ad mig. Uvisheden gnaver konstant. Uvisheden om, hvad han har brugt af penge. Bliver jeg en fattigrøv, fordi han har brugt alt, så jeg risikerer at stå på gaden en dag?

Der er også uvisheden om, hvor lang tid jeg kan klare det her liv. Det er hårdt. Og jeg ved, at i hans alder ender det med, at han dør af det. En hård, langsom død, hvor han vil svinde ind foran mig, mens jeg bare må kigge på. Han har ændret personlighed og er blevet en negativ, indebrændt mand. Han synes, jeg jager ham og kontrollerer ham. Og det har han ret i. Men det er for at passe på ham og give ham hans medicin, gps-ur og telefon, så han kan ringe, hvis han får brug for hjælp”.


“Han synes, jeg er irriterende og lægger ikke fingrene imellem, når han råber, at jeg er en dum kælling, og at jeg skal skride. Han er ligeglad med, om vi står på gaden eller midt i supermarkedet omgivet af mennesker. Jeg bliver så ked af det. Det er meget ydmygende. Der står jo ikke på ryggen af ham, at han er syg. Nogle gange, når han har været helt forfærdelig overfor mig, har jeg tænkt: Nu slår jeg ham ihjel. Men selvfølgelig er det bare en tanke, jeg kunne aldrig gøre det”.

“I perioder dukker der spor op af den, han var før. Så bliver jeg helt glad og naiv og tænker, at det kan være, det går over. Men det gør det jo ikke. Jeg er så frygtelig ensom, og han sidder bare der overfor mig og er helt ligeglad. Han har mistet sin empati og omsorg, så jeg kan sidde og græde, uden at han spørger, hvad er der galt. Så tænker jeg, om det overhovedet er det værd, at jeg kæmper den kamp her, eller om jeg bare skal skride. Men han går ikke rundt og er ondskabsfuld med vilje. Han kan svine mig til på det groveste, og så går jeg ud og tisser, og når jeg kommer tilbage, spørger han, om vi ikke snart skal ud at rejse”.


“Jeg kan ikke flytte fra ham, for jeg ville alligevel hele tiden tænkte på, hvor han er, om han får mad, og om han husker at tage sine piller. Inderst inde ønsker jeg … nej, det tør jeg næsten ikke sige. Jo, det tør jeg godt her. Jeg kunne godt tænke mig, at han døde, inden det blev uværdigt. Det kunne redde os begge og hele familien. Mange af de plejehjem, han kan komme på, ønsker jeg ikke for ham. Alligevel tænker jeg tit, at det alligevel ville være det bedste. Især når han er led over for mig”.


“Min store skræk er, når jeg ikke kan holde til det mere, og det sker på et tidspunkt. Han skal nemlig selv sige ja til at komme på plejehjem, og det kommer han bare aldrig til. Så jeg må knokle videre, til jeg ikke kan mere. Jeg bliver helt håbløs på egne vegne og meget bekymret for mig selv. For at blive mere ensom, og for hvor jeg ender.

Når jeg taler med professionelle om, at det er svært, så siger de, at jeg bare skal sige pyt, når han gør dumme ting. Men du kan fandeme ikke sige pyt døgnet rundt. Du bliver ramt i hjertet. Du kan godt sige pyt, når du er professionel, for så går du bare hjem til din dejlige familie bagefter. Men jeg er i det her HELE tiden. Jeg gider ikke høre mere om det skide “pyt”. Det provokerer mig også, når venner eller familie, man ikke har set længe, siger, at de ikke synes, det virker så slemt. Så siger jeg, at det gider jeg ikke høre på, de kan låne ham 14 dage. Det kan godt være, at det er sagt i god mening, men det er respektløst, for det kommer til at fremstå som mig, der er en kylling eller pivskid, der ikke kan holde til det”.


“Ved du, hvad jeg drømmer om? Jeg drømmer om at få mit gamle liv tilbage. Vi har altid lavet alting sammen, men det kan vi så ikke mere. Jeg skal gøre alt selv, og det øver jeg mig i. Men det var ikke det, jeg havde ønsket mig for min alderdom”.

Kvinde 64 år – fortalt til Tea Sletved


Om ‘Sandheden fra’:

Har du tænkt over, hvordan det er at være den ædru taxachauffør, der kører stive folk hjem fra byen natten lang? Eller intim waxeren der fjerner hår mellem folks baller? Eller hvordan er det at være au pair og skure gulv hos rige, danske børnefamilier? I denne artikelserie giver vi ordet til en række anonyme personer og lader dem fortælle frit fra leveren om, hvordan det er at være i et fag eller en situation, vi normalt ikke hører hele sandheden fra.

Footer graphics