Michelle Gurevich kommer gående i sin lange blå skinnende frakke med guldknapper og orange arabiske lædertøfler op af Vestre Kirkegårds Allé, uden at jeg opdager det. Pludselig står hun der foran mig, elegant og rolig med en verdenskvindes værdighed.
”Jeg tænker, at vi starter i det store og langsomt dykker ned i dit tekstunivers”, siger jeg lidt befippet.
”Ok, du bestemmer”, siger hun. ”Alt er fint”.
Vestre Kirkegård ligger bag Vestre fængsel i Københavns vestlige bydel, Vesterbro. Jeg har sat den internationale Lo-fi-musiker med hang til det drømmende tragikomiske univers, Michelle Gurevich, i stævne i anledning af hendes seneste singleudspil ‘Love From a Distance’ fra hendes kommende og sjette soloalbum ‘Ecstasy in the Shadow of Ecstasy’, der udkommer i dag.
Men mest for at tale om teksternes udvikling fra hendes første album fra 2007, ‘Party Girl’, hendes største hit til dato, til nu. En rejse fra et ungt, turbulent og kærlighedssøgende væsen til en voksen kvinde, der for få måneder siden flyttede til Danmark fra Toronto med sin danske kone og lille datter på to år.
I 2005 havde Michelle Gurevich aldrig sunget før. Egentlig ville hun lave film, men den langstrakte proces og bordet-fanger-følelsen, når en scene var skudt, holdt ikke i længden for hende. Hun anskaffede sig et keyboard og en guitar og lukkede døren til sit rum. Rummet var på det tidspunkt fysisk en lejlighed i Toronto, men mest af alt var rummet inde i hende selv. Et rum hun var vant til fra sin barndom som enebarn af russisk-jødiske immigranter, der kom til Canada, da muligheden bød sig engang i halvfjerdserne.
At valget faldt på Torontos russiske immigrantkvarter skyldtes, at der kun var Canada eller USA at vælge imellem, og fordi en fjern bekendt, der var flyttet til landet nogle år forinden, havde sagt, at det var et godt sted at flytte til.
”Så var der en, man kendte, når man kom frem”, konstaterer Michelle Gurevich tørt.
Ballerinaens datter
Moren, en russisk diva af den ægte slags, var berømt ballerina og i hovedkorpset hos Kirovballetten. Selv i Toronto havde man sans for ballerinaer af den kaliber, for det var ikke hverdagskost i slutningen af halvfjerdserne, at en kvinde med det talent flyttede til Toronto. Moren fortsatte sin karriere i det nye land og ansporede også sin datter til at forfølge sin lidenskab og søge ud i verden for at blive inspireret. Et bånd mellem mor og datter, der aldrig siden er blevet brudt, med gensidig kunstnerisk inspiration og respekt.
”Jeg sender ofte mine numre til min mor, som giver mig kvalificeret feedback”.
Vi går rundt mellem gravene og de lange alléer på kirkegården. Michelle Gurevich taler roligt og afmålt, hele tiden med den underfundighed, som man også finder i hendes tekster, der kredser om adrenalinkicket ved nuets uforpligtende væsen, rastløsheden når kærligheden rammer hverdagen, trekantsforhold, venskab og længslen efter skovens ro efter de lange turneer.
Instrumenteringen er spundet op om synths, retro sounds, guitar, bas og trommer, hvor en sang med kun tre akkorder folder sig ud i alle tænkelige forgreninger inden for tonearten, så det aldrig bliver kedeligt. Altid med finurlige melodilinjer og nøgterne produktioner med kun det allermest nødvendige, der vækker hendes dovne dybe røst til live og gør enhver velvalgt sætning levende, nærværende og favnende.
LÆS OGSÅ:
Hendes lyd trækker tydelige musikalske spor tilbage til hendes barndoms soundtrack fra forældrenes russiske og europæiske 70’er lp’er og ikoniske film fra samme periode. En perfekt blanding, der passer lige så godt til en queerfest i Berlin som på en af Europas prægtige art noveau cafeer med en cognac i glasset. Men hvordan finder man sin dybe sensuelle stemme, når man aldrig før har sunget og egentlig troede, man skulle lave film?
”Jeg boede sammen med en roommate i Toronto, der havde sin kæreste på besøg, så jeg ville ikke forstyrre dem. Jeg havde linet mikrofonen op og gik helt tæt på, nærmest hviskede, så det ikke larmede. Det var den dag, jeg opdagede min stemme. Før havde jeg prøvet alle mulige retninger, men den dybe stemme befandt jeg mig godt i”.
Fra MySpace til catwalks
Hendes første performance var på en lille scene i Toronto, ung og fuld på tilfældighedernes rejse i 2005. I samme periode datede hun en musiker, og på opfordring fra en ven oprettede hun en profil på MySpace og skrev sin første sang, ‘I Kiss the Hand of My Destroyer’. Nummeret blev startskuddet til hendes første udgivelse, ‘Party Girl’, i 2007, der sendte hende alene på landevejen op langs Canadas vestkyst og rundt i USA, hvor hun prøvede kræfter med at optræde solo for åben mikrofon.
Pludselig kunne man også høre musikken fra albummet ud gennem de åbne vinduer på Moskvas psykiatriske afdelinger, til elitære te-selskaber i Litauen, på catwalken til russiske modeshows og som ringetone hos mødre i Ukraine. I 2010 udgav hun sit næste mere kantede og eksperimenterende album, ‘Show Me the Face’, og flyttede efterfølgende til Berlin. Turnélivet blev udvidet til et band, der turnerede i primært Østeuropa og videre til Tbilisi i Georgien, flere byer i Rusland og til Istanbul, hvor nummeret ‘A Kiss in Taksim Square’ fra 2013, der er skrevet til oprørerne på selvsamme plads, gik lige hjertet på de moderne tyrkere, der for første gang i mange år mærkede, at Erdogan blev bange. Sangen med det tunge beat, det melankolske guitarrif og den spartanske produktion med masser af rumklang, kan stadigvæk høres på de tyrkiske spillelister i den store metropol, hvor hun også har en stor fanskare.
Også modebranchen har et godt øje til den kantede artist, hvis sange har lagt beatet til catwalks hos Fendi, Yves Saint Laurent, Dries Van Noten og Victoria Beckham. Så sent som i april omtalte Elton John Michelle Gurevich i sit radioshow.
Udover teksternes billedskabende strofer, der får enhver romantiker til at lægge sig fladt ned i genkendelsens rus, er der også noget nostalgisk i Michelle Gurevich lydbillede, som rummer mange kulturer og tidsaldre. Produktionerne vækker genklang fra soundtracks som den ikoniske film ‘Un Homme et Une Femme’, instrueret af Claude Lelouch fra 1966 med musik af filmkomponisten Francis Lai, men med et moderne touch, der viser, at hun er en kvinde af tiden med modet til at holde fast i sine rødder.
Andre artister, hun føler sig inspireret af, er det russiske popikon Alla Pugacheva med verdenshittet ‘Millon Roz’ fra 1983 og croonere som Charles Aznavour. Hun kan bruge timer på at nærstudere Alla Pugachevas karakterleg fra drama queen til showgirl og patetisk overspillet krukke til bad ass, spundet sammen af smukke monologer. Men det vigtigste for Gurevich er hele tiden at have den gode sang for øje, der bliver foldet ud i hjemmestudiet og udvikler sig, når hun og en lille håndfuld udvalgte musikere drager på turné.
”Ofte bliver produktioner bedre med årene i takt med, at sangskrivningen bliver dårligere. Jeg forsøger at holde fast i det uperfekte og blive ved med at fokusere på den gode sangskrivning.”
Michelle Gurevichs rolige, elegante ydre, lige ramt de 40, snyder, som vi går der i et anstændigt spadserende tempo. Inden i hende gemmer sig stadigvæk rester af en vild ungdom uden rammer, med masser af fester og euforiserende nætter for legens skyld. På albummet ‘New Decadence’ fra 2016 slutter hun af med en hyldestsang til stoffernes bevidsthedsudvidende egenskaber, velvidende at det ikke er en vedblivende tilstand, men en oplevelse man kan tage med sig videre i livet.
I’m the type
Who knows how to draw the line
So I don’t visit you that often
But I live with
The knowledge of your smil
Hun griner, da jeg spørger, om der er et dilemma i at være småbørnsmor og gift og det liv, hun kommer fra. Vi har sat os på en bænk rundt om en fontæne fyldt med blomster.
”Altid. Der vil altid være det dilemma. Når man vælger noget, fravælger man automatisk noget andet. Men jeg siger også i sangen ‘I live with the knowledge of your smile’. Når jeg tænker tilbage, føles det som spild af tid, altid at være på jagt. Især nu, hvor jeg har fået barn, og tiden til at skrive sange pludselig skal koncentreres. Men jeg vil altid have brug for at lukke Pandoras æske op for at mærke, at jeg er i live, så livet ikke bliver for ensformigt”.
Pandoras æske er i Berlin, hvor hun ofte besøger gamle venner og turnerer, når det er muligt. Der var lagt op til turné i foråret med det nye album, hvor singlen ‘Love From a Distance’ næsten profetisk rammer den verdensomspændende coronastilstand med sætningen “The sad songs from the war, they seem closer than before”. Sangen er skrevet som et savn til hendes familie og venner rundt om i verden. Sårbarheden og savnet ses i hendes øjne. Selv for enebarnet, der har skrevet alle sine albums alene i sit lukkede rum.
”Jeg har vænnet mig til at arbejde alene. På den måde bliver processen mere flydende, og jeg kan hele tiden gå ind og rette og lave om på ting. Der er ofte folk, der gerne vil arbejde med mig, men det ender altid med, at jeg er mig selv i skabelsesprocessen”.
Isolation i sommerhus
Da hun ankom til Danmark i december, valgte den lille familie at isolere sig i et sommerhus langt ude på landet for eksperimentets skyld. Hun fik skrevet meget til det nye album i den danske vinter, som hun beskriver som to nuancer, grå og sort. Isolationen var ikke noget problem, men det mærkelige var at komme til København, som var helt død ligesom resten af verden. Låget på Pandoras æske var lukket.
Og der sidder vi så og kigger på skyggerne fra verden af i går. En ungdom der forsvandt.
”Hver tid har sin fase. Tingene forandrer sig. Du har ikke noget valg”.
”Har du ikke?”
”Nej, du bliver ældre, dine prioriteter og udfordringer ændrer sig. Når du er 22, længes du hele tiden efter kærligheden i stedet for bare at leve livet. Nu føles det åndsvagt hele tiden at jagte en, der ikke vil have dig”.
Når du er 22, længes du hele tiden efter kærligheden i stedet for bare at leve livet. Nu føles det åndsvagt hele tiden at jagte en, der ikke vil have dig”
”Accepterer du, at du er blevet voksen?”
”Jeg er i forandringen lige nu, der hvor jeg er nødt til at omfavne livet for ikke at gentage mig selv. Jeg vil gerne skabe noget nyt. Det ligger også i titlen på mit nye album, ‘Ecstasy in the Shadow of Ecstasy’. Mange af temaerne på de nye sange forsøger at bevare tilstanden af ecstasy, der knytter sig til det, der var engang. Så jeg tænker lige for tiden rigtig meget på det, der har gjort indtryk på mig igennem mit liv”.
”På dit album ‘Exiting Times’ fra 2018 slutter du med en fortælling om et trekantsforhold på stranden. Hvad vil du sige med det?”
“Jeg bærer minderne med mig – I’m taking with me my memories of three.”
Og monogami, tror du på det?
”Monogami er af en anden betydning. Det handler ikke om et sidespring eller om et kys med en fremmed, men om en større pagt, man laver med et andet menneske. En forpligtelse. Loyaliteten ligger et andet sted”.
”I et tysk interview fra 2016 har du udtalt, at du altid skriver den samme sang. Har du det stadigvæk sådan?”
”Ikke på den samme måde, men der er altid en længsel i mine sange derfra, hvor jeg står. En søgen. Men jeg er også optaget af emner som venskab, tidens forsvinden og familie, f.eks. i sangen ‘End of An Era’ fra 2016. Også sange på det nye album handler om følelsen af hjem og om at føle sig hjemløs i mit nye liv her i Danmark. Tilstanden ændrer sig hele tiden. Hjem er et sted, din familie skaber til dig. De skaber en drøm til dig, så vokser du op, og så fordamper drømmen. Illusionen forsvinder. Det er den drøm, jeg nu skal give videre til min datter”.
Eftermiddagens sollys rammer alléen med de krogede gamle træer. Intenst som Michelle Gurevich udtrykker det. Og der går hun så i skyggerne af ecstasy, ballerinaens datter på vej ud i sit nye liv i et fremmed land som immigrant og kunstner med international anerkendelse og de to ord, hun kan sige på dansk, vuggestue og vi ses.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER. Du må også meget gerne dele os med dit netværk, så vi kommer bredere ud. Tak
