Mille Eigard Andersen var 16 år gammel, da hun var udsat for et overgreb, der satte varige spor i hendes liv. Hændelsen satte gang i en spiseforstyrrelse, som har fulgt hende i mange år, og påvirkede den måde hun indgik i romantiske relationer i sit voksenliv.
Men selvom hun har skrevet adskillige bøger om sin spiseforstyrrelse og altid har været klar over, at det var overgrebet, der tippede hende ud over kanten, har hun aldrig bearbejdet hændelsen. Indtil hendes frisør gennem 23 år pludselig spurgte hende, om de skulle skrive en bog om overgreb. Frisøren, Susanne Haxthausen Doreng, havde nemlig også et overgreb med sig i bagagen, som hun havde slæbt rundt på siden barndommen. Sidste måned udgav de derfor samtalebogen ‘Hvorfor sagde vi det ikke før? Det er fandme min krop’, der sætter ord på de mange tanker og følelser, som er forbundet med overgreb. Selv flere årtier efter.
Heartbeats har talt med den ene forfatter, Mille Eigard Andersen, om hvorfor det er så nødvendigt, at vi åbner for samtalen om alle slags overgreb i en #metoo-tid.
Hvorfor besluttede I jer for at skrive bogen?
“Det var Susannes idé, jeg havde faktisk ikke tænkt på det. Jeg har hele tiden været klar over, at jeg var ude for et overgreb, som startede min spiseforstyrrelse. For to år siden spurgte hun, om ikke vi skulle skrive en bog om kvinder, seksualitet og overgreb. Jeg kunne ikke lige forstå sammenhængen, for jeg vidste jo ikke, hvad hun havde været ude for. Men så fortalte hun, at hendes stedfar forgreb sig på hende gentagne gange, da hun var barn.”
Hvordan var det for dig at skrive denne bog?
“Jeg har jo aldrig helt bearbejdet det før, selvom jeg har skrevet flere bøger om min spiseforstyrrelse. Det er det, der er så vildt. At jeg hele tiden har kunne sige, at dråben, der fik bægeret til at løbe over, var et overgreb. Og at det alligevel først er i samtalerne med Susanne som 41-årig, at jeg kan se, hvor stor betydning det egentlig har haft for mit liv. Jeg har blandt andet indset, hvordan jeg har lagt grundstenene til mit “mandemønster”, som jeg kalder det. De mænd, jeg efterfølgende har søgt, har været en bestemt type, fordi jeg har taget det her overgrebsmønster med mig.”
Hvorfor er det vigtigt at sige højt?
“Det allervigtigste i alt det her er, at vi begynder at snakke om det – at det bliver sagt højt. Så længe man går med det indeni, er det et fængsel. Så går man der med en skyld og skam, som ubevidst fylder enormt meget. Så forhåbningen med bogen er jo, at det får folk til at åbne op og fortælle om deres oplevelser. For jo flere historier der er, jo flere er der for folk at spejle sig i. Nogle kan måske spejle sig i Susannes historie, andre i min, så derfor håber vi, at folk vil dele deres, når de har læst bogen. Tingene er jo ikke væk, bare fordi man har snakket om det. Det vil altid være sket. Men det gør bare en kæmpe forskel at sige det højt. Det var som om, der blev løftet en byrde fra mine skuldre, da jeg begyndte at tale om det.”
Hvorfor er det vigtigt, at vi lærer at tale om den slags?
“Jeg er næsten sikker på, at hvis jeg dengang havde vidst, at det var okay at sige højt, så tror jeg ikke, at det havde vokset sig så stort i mig. Alligevel tror jeg, at vi er blevet bedre til at snakke om den slags nu. Men vi er stadig lidt berøringsangste, når det kommer til sagen. Jeg har ikke gået og tænkt over, at jeg følte skyld og skam, før jeg begyndte at skrive bogen – det har ligget der ubevidst og fyldt. Så første skridt var at forstå, at der lå noget og tyngede mig. Og det er der nok mange kvinder, der kan genkende. At man måske ikke engang ved, at man føler skyld og skam over det, før man bearbejder det. Vi har en ekspert med i bogen, der snakker om vigtigheden i at tilgive sig selv. For mig betød det, at jeg stoppede med at gå og slå mig selv i hovedet om, at jeg ikke kunne se det før nu.”
Mille Eigard Andersen og Susanne Haxthausen Dorengs bog ‘Hvorfor sagde vi det ikke før? Det er fandme min krop’ blev udgivet 30. oktober i samarbejde med Forlaget Skriveboblen.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
