Det er i sagens natur ikke alle gode film, man bare sådan kan huske i detaljer. De fleste moderne mennesker har i dag set et uhyrligt antal af film, fortrinlige såvel som middelmådige og tåbelige. Nogle ganske særlige produktioner efterlader uudslettelige indtryk, andre figurerer kun i de yderste afkroge af bevidstheden – uanset hvordan de blev oplevet oprindeligt, for tiden presser sanseindtryk ud af krop og sjæl uden hverken nåde eller omtanke.
Sådan en film var halvfjerdserkongen Francis Ford Coppolas ‘The Conversation’ (på dansk ‘Aflytningen’) fra 1974 for denne skribents vedkommende, en spillefilm som fornylig blev 45 år gammel, og som med et profetisk klarsyn kredser om overvågningsteknologi og privatliv. Jeg huskede den som afskyvækkende uhyggelig og hjemsøgende, og eftersom Snowdens selvbiografi pt. rumsterer i vores frygtsomme kultur, er det på tide med en gensyn med det arkaiske overvågningsmareridt.
Filmen lægger ud med en scene ulig noget andet i filmhistorien. På en stor, central og travl plads i San Francisco er en overvågningsaktion ved at blive gennemført. De konkrete omstændigheder går først sent op for seeren, al den stund at filmens kerne uendeligt langsomt flyder i fokus og det med en kombination af gademusikanter, et mylder af stemmer og så en skrattende og foruroligende lyd. Vi indser, at det handler om et ungt par som bekymret tuller ud og ind af menneskeflokkene i en sagte samtale. Brudstykker kommer til os, og så falder femøren. De kradsende og uhyggeligt pibende lyde er overvågningsudstyret, som glider ud af fokus: Velkommen til 1974 og et mesterligt lydlandskab.
Centralt i det hele er Harry Caul, en overvågningsekspert spillet af Gene Hackman. Han har sin egen lille virksomhed, udfører overvågningsopgaver for private kunder og er, på trods af sin tilbageholdende natur, noget af et navn i branchen. Sammen med et par af sine freelanceansatte prøver Harry at optage samtalen mellem det unge par. Allerede her begynder paradokserne at hobe sig op, for Harry er nemlig ekstremt privat, tenderende det selvudslettende. Uagtet det forhold at hans arbejdsliv netop består af at granske andre menneskers tanker og ord, så insisterer Harry på retten til et privatliv.
Eller rettere: Han prøver manisk at holde sig clean, at være udenfor rækkevidde. Han ringer op fra anonyme telefonbokse, han fortæller intet om sig selv og tillader ikke personlige spørgsmål. Der er en tydelig paranoid åre i hans indre, noget som får ham til at have adskillige låse på fordøren og en døralarm fra helvede. Han er det lukkede menneske, som ikke vil kendes, og som det så smukt lyder fra ham: “I don’t feel like answering more questions”.
Lige netop Harrys ubehag ved spørgsmål bliver et tilbagevendende element i filmen, noget som mimer Elias Canettis mageløse refleksion over spørgsmålet som ubehageligt og grænseoverskridende fænomen: ”Al spørgen er en indtrængen. Hvor den udøves som magtmiddel, skærer den som en kniv i den adspurgtes krop (…) Spørgsmål søger svar; de, der ikke følges af et svar, er som pile, der skyder forbi målet.”
At følge protagonisten i ‘The Conversation’ er som at læse om Canettis spørgsmålsfjendtlige mennesker, for Harry afviser tilnærmelser og personlige relationer. Han vil ikke kunne fanges, ikke kunne læses eller afkodes.
Det centrale i filmen er samtalen mellem de unge mennesker, og eftersom den daværende teknologi ikke tillod den samme modbydelige og allestedsnærværende overvågning som nutiden, foregår det lavpraktisk gennem samkørsel af flere forskellige lydkilder. Freelanceren på bænken fik opsnappet en lille bid af samtalen, manden på taget en anden del und so weiter. Det forhold afstedkommer en mesterligt udført disponering af filmen, nemlig at en ikke ubetydelig del af filmens to timer foregår i et langt og asynkront flashback.
I takt med at filmen folder sig ud begynder Harry at krakelere. Optagelsen som han endte med at opnå afklaring med fortæller kun lidt af en bagvedliggende historie, og der er noget grundlæggende galt. Her kommer spørgsmålet om moral på banen, for optagelser af denne art har det med at afstedkomme giftige konsekvenser. Derfor kolliderer Harrys personlige antipati overfor det at agere i verden med den moralske fordring.
Et sjovt sted i filmen foregår under en branchemesse som overvågningsbranchen afholder for både at fejre sig selv og reklamere for nye produkter og teknologier. Her mødte mange almindelige seere i midthalvfjerdserne for første gang overvågningsteknologien, og selvom det med moderne øjne dårligt kan forekomme andet end ubehjælpsomt og klodset, så passede lanceringen af filmen i ’74 som fod i hose med Watergate-skandalen og var med til, selvom Coppola insisterede på, at det var et rendyrket tilfælde, at bevidstgøre den amerikanske offentlighed om de efterhånden indlysende skyggesider af teknologisk udvikling.
Denne tankestrøm stemte dog glimrende overens med den latente åre af paranoid tænkning i den amerikanske muld, en angst og kollektiv bekymring, som lå i en urolig dvale frem til 9-11. Herefter kom der igen fart på den overordnede globale vækkelse, godt hjulpet på vej af Edward Snowdens afsløringer og IT-infrastrukturens altomfavnende øjne. Set fra det herrens år 2019 kan ‘The Conversation’, på et teknologisk og lavpraktisk overvågningsplan, ikke været andet end en kuriøs mentalarkæologisk udgravning.
Men kan en film centreret om overvågning holde til sådan en afgrund mellem dengang og nu? Åh ja, i den grad faktisk.
For den anskueliggør noget ganske fundamentalt, nemlig at vi mangler nutidige produktioner, som formår at æstetisere vores virkelighed. Du og jeg og alle omkring os lever i et uendeligt rum af milliarder og atter milliarder af indsamlede oplysninger om alt mellem himmel og jord. Overvågningen har skabt et nyt trusselslandskab, emotionelt og kollektivt, som vi mangler ord for og billeder af. Vi ved rent kognitivt, at der i Facebooks overvågningscentre bliver glanet private beskeder igennem, vi ved rent logisk, at vi bliver sporet her der og allevegne, når vi færdes på det uundgåelige internet, men vi forstår ikke konsekvenserne.
Her kan ‘The Conversation’ gøre noget for os, udover altså blot at være en hjemsøgende og sanseligt skrækindjagende film. Den kan minde os om rædslen, som ligger og lurer lige her, lige under brugerfladerne på vores streamingtjenester, eller lige der hvor vores fingre taster hele vores privatliv ind i løbet af alle døgnets vågne timer.
For der bliver holdt øje med os. Langt, langt mere end dengang.
