Jens Aagaard Tettix Hexer
Foto: Rita Kuhlmann

Eneboeren med musik i navlen: Han har lige udgivet sit første album – nu vil han have musik forbudt

Musikeren Jens Aagaard opbygger store elektroniske katedraler og smadrer dem igen, så fuglene synger.
Heartbeats var forbi hans gemte kvistværelse i udkanten af København til en snak og en røgelsespind.

Måske var det faktisk sangen, der gjorde Jens Aagaard syg. I seks dage dikterede den alt, hvad han foretog sig. Den sagde for eksempel: Tag til Jylland og optag trommer. Og så gjorde han det. Han bankede løs på sine trommer, så sveden drev, og han kunne få det, han manglede til sin sang. Det ene sekund.

Men Jens Aagaard var stadig ikke færdig med den sang. Eller rettere, sangen var ikke færdig med Jens Aagaard. Og så var det egentlig underordnet, at han nu lå der i fosterstilling og var blevet knaldhamrende syg med diarré og opkast. Det skulle med.

”Jeg ligger under dynen og har det ad helvedes til, men samtidig kan jeg mærke, at der er kræfter og lyde i min mave, fordi den trækker sig sammen som en anden harmonika. Så jeg griber min undervandsmikrofon, og så lægger jeg den ned i min navle og trykker mig sammen som en reje. Så trykker jeg optag og vandrer ind i min egen mave,” fortæller Jens Aagaard om en optagelse til sangen Praystation fra sit nye album ’The Great Vague’.

Lige nu sidder han og ryger en hjemmerullet smøg i sin stue. Ret beset er det egentlig hans studie, men det er her, han bor, da Heartbeats møder ham et sted i yderkanten af Københavns bygrænse for at tale om det ovennævnte soloalbum, han lige har udgivet under navnet Tettix Hexer.

Her er ikke højt til loftet. I midten af rummet kan man lige akkurat stå oprejst, og det er kun fordi, at taget går op i kip. Her er heller ikke noget vindue eller rindende vand for den sags skyld, men der er da et hul i loftet, som middagssolen finder vej ned igennem.

Andre ting: En rød lædersofa, et køleskab på størrelse med en ølkasse, nettoposer, der brækker sig af tomme dåser, tre tomme flasker appelsinjuice, blå engangsskrabere, en flaske chilisovs, en rød pakke rulletobak af mærket Bali Shag. Og så er der trommer. Overalt.

Vi har specifikt bedt Jens Aagaard om ikke at rydde op før vores visit. Bare lige så vi har dét på det rene. Men han har alligevel ikke en støvsuger, så han har tændt en røgelsespind for at byde os velkommen. Skide hyggeligt.

Når Jens Aagaard har brug for luft, kravler han gennem en lem i loftet og sætter sig på taget, hvorfra der er udsigt over byen. Af og til medbringer han et par indiske tablaer og spiller for sig selv. Foto: Rita Kuhlmann

Programmerer harmonier sovende

Hvis man synes, at man har hørt om Jens Aagaard, er det sandsynligvis noget, man bilder sig selv ind. Han er undergrundsmusiker af den helt snævre variant, og sådan bliver det nok ved med at være, så længe han optager sin egen navle for at lave hits.

Han kunne også have overvejet at bruge sang i sin musik, hvis han ville nå bredt ud. Men på de otte sange, der udgør albummet ’The Great Vague’, findes der ikke vokal. Det er instrumental musik, der nok bedst kan beskrives som elektronisk og eksperimenterende i et genrefelt mellem dekonstrueret shoegaze og midi-metal. Det er faktisk mere lækkert, end det lyder. Selv når hele byer af lyd kollapser, svinger kakofonien alligevel altid lidt.

Man kan også vælge at se hans musik som en spillefilm, der er tætpakket med scenografi og special effects, men ikke har nogen hovedrolle, siger han.

”Jeg laver musik, hvor der ikke er noget i forgrunden. Og det er med vilje lavet sådan, at der er missing links, så man selv kan gå ind og tage den position, når man lytter til musikken. Og lytteren må gerne få det lidt sindssygt.”

1, 2, 3, hop, så er man oppe. Madrassen, som står op ad væggen, er Jens Aagaards seng. Foto: Rita Kuhlmann

I fire år har Jens Aagaard arbejdet på at lave sit første album. Det er foregået i noget, man kunne kalde kreative etaper, der har varet mellem to og seks dage af gangen. I sådan en etape er det sangen, der tager kontrollen over hans liv. Fuldstændig. Den får ham bogstaveligt talt til at arbejde i døgndrift.

”Jeg står op om morgenen og åbner min computer og laver musik, indtil jeg skal i seng. Som regel er det sådan i tre døgn. Tit har jeg lyde og melodier med mig ned i mine forskellige søvnstadier, så jeg kan programmere harmonier, mens jeg sover. Det er meget vigtigt, at jeg kommer ind i det her mode, som er en slags mono-awareness, hvor jeg er helt opmærksom,” siger den 30-årige musiker, der kalder sig Tettix Hexer, fordi det betyder ’cikadernes besværger’ på oldgræsk, og det kan han godt lide.

Han taler tissetrængende hurtigt og med et engagement, der konstant får hans halvlange, lyse lokker på hovedet til at stå og vibrere. Engang imellem undskylder han for, at han kan snakke i uendeligheder om musik. Ordene trænger sig ligesom bare på indefra. Lidt på samme måde som det er tilfældet med hans musik – som i virkeligheden slet ikke er hans.

”Når jeg går i arbejdsmode, hører jeg den pågældende sang for mig. Jeg har det ikke som om, det er mit nummer. Det er bare noget musik, som manifesterer sig for mig, og så bliver jeg dens operatør – den skriver sig selv, mens jeg bare gør, som den siger,” fortæller han.

Mange af de lyde, som findes på ’The Great Vague’, som fysisk kun findes på bånd, har Jens Aagaard selv programmeret digitalt fra bunden ved at kopiere ting, han har hørt i naturen. Det kunne for eksempel være fuglesang. Andre gange sampler han lyden af sin egen halspulsåre for at efterligne lyden af en stortromme. Og det kan tage alt imellem fem minutter og tre døgn at få en enkelt lyd til at sidde lige i Jens Aagaards skab.

Pointen med det er at skabe bionisk musik, som han kalder det. Musik, der kombinerer menneskekroppen og biologien med de syntetiske muligheder, der er på en computer. Og selvom det ikke lige er til at høre for den almindelige lytter, når man kastes rundt mellem cyborg-udgaver af musvitter og grandios guitardistortion, er det helt essentielt, at det foregår på den måde.

”Det er vigtigt for mig at vise, at musikken kommer fra min krop. Jeg ville have det dårligt med at bruge samples fra en trommemaskine, for min musik må gerne være en direkte legemliggørelse af det musikalske væsen, jeg er. Jeg ved godt, det er meget uhåndgribeligt, men det gør, at jeg kan spille min musik med god samvittighed.”

Foto: Rita Kuhlmann

Hjertestjæleren fra Indien

I år har Jens Aagaard søgt ind på konservatoriet. Og selvom der næppe findes et instrument, han ikke mestrer, søgte han ind på computerinstrument, som han siger. Til sin optagelsesprøve havde han lavet et projekt sammen med sin ven Mikkel, hvor de freestylede på to trommesæt, mens en række istapper hang på en snor og dryppede ned på en træhånd på størrelse med en stor havskildpadde.

På hver fingerspids var der monteret en sensor, som blev aktiveret af dråberne fra istapperne, og så udsendte de en vældig masse lyde. Jens Aagaard fik næsten topkarakter. Han kom dog ikke ind, da han som en del af prøven også skulle fortælle, hvad han havde gang i.

Eller også passede han ikke ind.

”Herhjemme er musik forbrugsagtig og foregår på horisontale akser – det skal fremad, ikke op i himlen. Musik skal helst ikke fordampe, det skal dokumenteres og være på Spotify, men det, der fordamper i øjeblikket, har så meget spirituel værdi og er så smukt. Det er bare ærgerligt, at jeg ikke kan dele det med så mange,” siger han. 

Under lemmen kan Jens Aagaard lige akkurat stå oprejst, mens han spiller på sin bansuri – en bambusfløjte af indisk oprindelse. I baggrunden har han sat en dronemaskine til at køre i båndsløjfe. Video: Rita Kuhlmann

Når Jens Aagaard snakker om “herhjemme” som noget fremmed, er det, fordi hans musiksyn delvist er rodfæstet i Indien. Det har det været siden 2014, hvor han tilbragte tre måneder i den afsides provins West Bengal nær Bangladesh for at lære at spille dilruba, der er et indisk strenginstrument i familie med sitaren.

”Da jeg var i Indien, sad jeg i et tempel og spillede dilruba flere timer om dagen. Min mester var overbevist om, at himlen faldt ned, hvis man stoppede med at spille musik. Og efter tre måneder blev det også min virkelighed. Jeg fik et ekstremt åndeligt forhold til det at spille musik. Og det har jeg taget med hjem og brugt i Tettix Hexer, hvor det tit er de indiske skalaer, der danner det harmoniske fundament,” siger han.

Dilrubaen har han dog ikke længere. Den er nemlig blevet skudt, og det er faktisk en ret skæbnesvanger lille historie. Dilruba betyder nemlig ’hjertestjæler’ på hindi, og det endte med at blive en form for profeti.

”Da jeg kommer hjem fra Indien, finder jeg sammen med en af mine venners eks, mens min dilruba ligger hjemme hos ham. Og da han finder ud af det, skyder han den med et gevær. Han har pløkket min hjertestjæler, og jeg har ikke set den siden. Det er fuldstændig vanvittigt,” fortæller Jens Aagaard, mens han gør store øjne.  

Så griner han af sin egen historie, for han tager ikke den slags så tungt.

”Musik burde være forbudt”

Selvom Jens Aagaard lige har udgivet et album, han er stolt af, er han i dag ikke overbevist om, at ’The Great Vague’ overhovedet burde være blevet udgivet. At indspille og udgive musik er også at spærre den inde – at kondensere den i et kalkuleret udtryk. Og som man måske fornemmer, vil Jens Aagaard helst være lige dér, hvor musikken skabes.

”Når en sang er færdig, så er det da fedt, for så peaker jeg, men så bliver jeg også trist bagefter over ikke at være i gang. Musikken skal helst eksistere i sit potentiale, og lykken er jagten, mens jeg sidder og kan se og høre det hele for mig. Der er en frygt i mig for at lukke det og sige “nu er det færdigt’”,” siger han og fortsætter:

”Jeg synes heller ikke, at museer er spændende, de er kedelige, og jeg synes, at malerier er kedelige. Men lige så snart, der er nogen, der er i gang med at lave et maleri, bliver det spændende for mig.”

Men hører du ikke selv en masse musik?

”Jo, jeg hører vildt meget musik og mange albums, og jeg kan virkelig forgude og romantisere andre folks udgivelser, men med min egen musik føles albummet hurtigt som sådan en lille digital fængselscelle på samlebåndet, hvor musikken bliver en del af noget forbrugerisme.”

Hvad mener du med det?

”Musik er blevet en forbrugervare for dem, som agiterer for dens tilgængelighed. Branchen fungerer sådan, at man giver lidt airplay på 7-Eleven og på nogle lokale radiostationer, hvor lytterne er lidt ligeglade med det, de hører. Det er kapitalen, der putter penge i rotation, og det har udviklet sig til et skakspil mellem dem, der sidder på pengene, og de producere og kunstnere, som er nemme at arbejde sammen med. Og det er ikke repræsentativt for den musik, der bliver skabt. Heller ikke for det, som folk i virkeligheden har lyst til at høre,” siger Jens Aagaard.

Hvis man er i stand til det, mener han, at de fleste mennesker burde lægge nogle kræfter i at slette deres associationer og tankekæder om, hvad musik er og gør. I stedet burde man at lytte lidt mere åbent. Bruge ørene, som de er tænkt, simpelthen.

”Jeg ved godt, det er svært i vores samfund, fordi vi lever med et informationsoverload. Du kan ikke lytte nogle steder, uden at der er fucking meget lyd. Du kan ikke klaske forbi noget på internettet, uden at det larmer. Men jeg ville ønske, at musikken fik et nyt råderum, at den kunne gøres fri. Jeg ved bare ikke hvordan. Men lige nu er musik jo nærmest identitetspolitik. Det fungerer som et led i en livsstilspakke og er en del af modetendenser, hvor folk lytter til det, der taler til deres identitet og deres idé om, hvem de er. Der er ikke noget, der hedder isoleret smuk musik,” siger han.  

Og det er derfor, at Jens Aagaard mener, at musik skal være ulovligt.

”Jeg synes egentlig, at man burde forbyde musik. Sådan at det var forbudt at udgive det og spille det. Det mener jeg af den eneste grund, at så bliver det møjhamrende fedt at gå til koncert og spille koncert. Og så bliver det et helligt sprog igen, og det fortjener det at blive.”

Her kan det godt komme til at lyde som om, at Jens Aagaard står for fuld udblæsning med all guns blazing. Det er ikke tilfældet. Han sidder i skrædderstilling og svarer på spørgsmål. Stille og roligt. Og når han snakker, læner klangen i ham sig mere ind i noget forbistret melankoli. Tingene er ikke helt, som de burde være.

Labyrinter af bøgehække

Han kan ikke engang komme ud at spille sin musik for nogen på grund af pandemien. Og selvom han egentlig ikke mærker så meget til hverken lockdown eller forsamlingsforbud oppe i sit kvistværelse, ærgrer det ham en smule. Derfor pønser han for tiden på at lave en piratkoncert, der forhåbentlig kan få folk til at stimle sammen om noget, som på én gang er forbudt og helligt. Og ikke mindst levende.

”Det ville være så fedt, hvis folk ville sige “fuck mand, der er koncert på lørdag herovre”, og at de ville gøre alt for ikke at gå glip af det. Hvis jeg så samtidig kunne være ansigtsløs, mens folk hørte Tettix Hexer, ville det være ideelt,” siger han.

I mellemtiden går han nok lidt i ‘Jens-mode’, som han kalder det. Måske finder han en gransanger, der skal efterlignes, ellers er der nok nogle istapper, der skal hænges til tørre. Det skorter i hvert fald ikke på idéer. Men lige foreløbig kommer det altså højst sandsynligt til at foregå uden så mange lyttere på den anden side.

”Men det er også okay. Jeg synes jo, det er svært at yde en retfærdighed overfor mine numre, fordi de alligevel gerne vil noget andet end at indspilles. Det kan jo være, at jeg bare skal lave et brancheskift. Måske skal jeg lave labyrinter af bøgehække nu…”

Find mere om
Footer graphics