iceage
Foto: Mishael Philip

Elias fra Iceages lockdown: “Jeg er overrasket over, hvor sindssygt fremmed ideen om at spille koncerter pludselig er”

I denne tid ringer Heartbeats til kunstnere, restauratører og byfolk og spørger, hvad de bruger deres lockdown-tid på. I dag med forsanger i Iceage, Elias Bender Rønnenfelt, som har fået tid til at skrive en bog. Og en plade.

Elias Bender Rønnenfelt, musiker og forsanger i rockbandet Iceage

Hvad laver du under din lockdown?

”Lige for tiden er der egentlig nok at tage sig til, for vi har en ny plade på vej. Så jeg går og bruger tid på alle de ting, der kommer i forbindelse med at starte hele det maskineri op – lægge planer, lave presse og video og alt sådan noget. Så lige for tiden er jeg heldig nok til, at der er en igangværende tjekliste med ting, der skal gøres, og jeg kan holde mig ovenpå. Det er meget rart at have lidt travlt midt i det hele.”

”På godt og ondt måske har jeg jo levet et liv, siden jeg var 17-18 år, hvor jeg var væk halvdelen af tiden i hvert fald, så det har været første gang i 10 år, jeg skulle indstille mig på at være stationær. Det var selvfølgelig en bakke, jeg skulle komme over, men så fandt jeg ud af, at selvom jeg havde en trang og en længsel efter at komme væk fra den her ufrivillige stilstand, så blev jeg taknemmelig for de mennesker og de ting, der var i mine umiddelbare omgivelser i København. Det har gjort, at jeg kunne overskue at være her og finde glæde og sådan noget.

Har du fået hjælpepakker?

“Ja, vi har fået aflyst alt, hvad aflyses kunne. Det var lige før, at jeg var gået i gang med at søge arbejde, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle betale min husleje længere. At spille koncerter er normalt sådan, jeg tjener til dagen og vejen, men jeg – eller vi – har været så heldige at få hjælpepakke, så jeg har kunnet holde mig oven vande. Sidste år skulle egentlig have været sådan et år, hvor vi ikke spillede så meget, men gjorde os klar til i år, men nu ved jeg ikke rigtig, hvad der er for et år, vi har gjort klar til.”

Iceage udgiver deres nye album ‘Seek Shelter’ 7. maj. Foto: Fryd Frydendahl

Har du fået nogen nye hobbyer eller interesser under lockdown?

“Tja altså, jeg fortsætter jo med at skrive sange og sådan noget. Det arbejder jeg altid på. Og så har jeg gjort en bog færdig, som jeg egentlig var startet på før, der var noget, der hed Corona. Det er en digtsamling – jeg kan ikke sige så meget om det lige nu. Men den mere afdæmpede tid i starten af lockdown var okay til at få det lort redigeret. Jeg har ikke fået nogen nye hobbyer som at bage surdejsbrød eller noget i den stil til gengæld.”

Hvad har overrasket dig mest ved hele corona-lockdown?

“Jeg er overrasket over, hvor sindssygt fremmed ideen om at spille den slags koncerter, som vi har gjort, pludselig er. Hvis jeg ser på billeder af mig selv, der står badet i sved foran publikum, der står pakket tæt sammen, og alle vælter ind i hinanden, overrasker det mig, hvor fjern en fortid det føles som. Var det virkelig det, vi gjorde hele tiden? Det virker sindssygt nu. Jeg kan godt blive ramt af, hvor meget jeg gerne vil tilbage til det. Men hvis man psykologisk går og venter hele tiden, kan man godt blive skuffet, så jeg tror, man bliver nødt til at begrave den.”

Er der noget, du vil anbefale at lytte til i øjeblikket?

“Jeg vil gerne anbefale en plade der hedder ’Love is a hurtin’ thing’ med Gloria Ann Taylor, det er en discoplade, som er vildt flot produceret. Det var egentlig mest, fordi jeg lige kiggede på den. Det er en virkelig god plade, du må ikke spørge mig om for mange tanker bag det.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics